Thursday, April 29, 2010

L'étranger - Albert Camus


  • French
  • April 27-29
  • 186 pages
  • Dansk titel: Den fremmede

Jeg læste Den fremmede for mange, mange år siden - faktisk tror jeg, at det var én af de første 'klassikere', jeg forsøgte mig med på fransk for at læse den i originalversionen. Efter at have læst Det første menneske greb jeg den igen for at læse den med nye øjne. Jeg vil ikke her komme med en længere redegørelse af historien, da alle sikkert kender den - og ikke mindst symbolikken i den. Mit første indtryk ved at læse den igen så mange år efter er, at den rent teknisk er umådelig nem. Det er en lille roman med en kort, præcis struktur - men ved denne læsning så jeg pludselig alle de paralleller, der er til Camus' eget liv.

For det første foregår romanen i Algeriet - måske ikke underligt, eftersom Camus, da han skrev den i 1942 knap kendte andet. Men så er der faderen, som han aldrig har kendt - og hvor han i slutningen skriver, at denne far engang havde overværet en henrettelse; den historie er overgivet til ham fra hans mor om hans egen far. Romanens hovedperson, Meursault, har også levet alene med sin mor - her er der ikke tale om anden familie; men han er jo noget mindre emotionelt knyttet til hende. Hvad der i sidste ende er en altafgørende medvirkende faktor til hans dødsdom - de manglende tårer til moderens begravelse, som indleder romanen.

Selv ved denne genlæsning formår jeg ikke at gennemskue, om Meursault bliver offer for et komplot - af vennen Raymond, som får ham til at føre pennen og senere giver ham våbnet og fører ham til de personer, han selv gerne vil af med? Er Meursault lidt naiv - eller er han bare så uinteresseret i alt og alle omkring ham? Som Marie, som han ikke kan få sig selv til at sige, at han elsker - ikke af fejhed; men ganske enkelt fordi den slags ord og følelser ikke siger ham noget - han forstår ikke deres betydning og vel knap betydningen for andre mennesker af at kunne have den slags følelser?

Det virker absurd, at et menneske kan leve og eksistere uden den mindste form for reaktion - hans største reaktioner i bogen er vel under retssagen; men det er en slags konstaterende undren over, at han skulle være årsag til det postyr og til tider en slags uretfærdighedsfølelse over, at han i sidste ende ikke får lov at tage en beslutning, da det jo trods alt er hans liv. Han er tilskuer til sit eget liv igennem hele romanen - det er absurditeten i sin pureste form.

Selvfølgelig er den interessant at læse i sig selv - men med læsningen af hans selvbiografi gave den yderligere en indsigt i hans inspiration og tankegang; og så er det jo bare fantastisk læsning!

Le premier homme - Albert Camus


Jeg ville oprindeligt læse denne roman efter en diskussion med en ven om Camus - det er jo så interessant en begrundelse som mange andre; men efter et par få sider, var jeg totalt grebet og færdiggjorde den på to dage. Romanen er ufuldstændig - Camus var i gang med at skrive den, da han døde i 1960, og man kan forestille sig, at det endelige produkt ville have været en meget stor roman set ud fra noterne til den.

Bogen er en selvbiografi, men navne er ændrede og datoer er ændrede, men så marginalt, at man egentlig kan undre sig over, hvorfor han har gjort det. Faderens dødsdag under 2. verdenskrig er fx ændret med blot 6 dage - men ikke stedet. Visse steder har skolelæreren, moderen og venner deres rigtige navne, mens de andre steder er ændrede. Den franske udgave, jeg læste, er tro mod det ufærdige manuskript. Fodnoterne henviser til Camus' egne udstregninger, noter om andet ordvalg og det er både interessant og lærerigt, men vidner også om processen med at skrive en roman. Jeg synes, at det lige så meget som historien, gav et billede af personen Camus - hans reflektioner over, hvad og hvorfor han skal skrive visse ting, rykke rundt på rækkefølgen eller ganske enkelt bruge et andet ord.

I efterskriftet findes der hans noter til resten af den uafsluttede roman, og især ét citat er måske yderst centralt. Da han skriver: "Det, han ønskede mest i verden, var, at hans mor kunne læse, hvad hans liv og krop var, men det var umuligt. Hans kærlighed, hans eneste kærlighed ville for altid forblive stum." Camus' mor var fattig, uudannet, analfabet og måtte opdrage de to sønner alene efter faderens død - hvilket i praksis overtages af bedstemoderen med en resigneret, uengageret beskuende mor. Forholdet til moderen er uden tvivl et af de store temaer - tragedier - i hans liv; og ved som barn at få stipendiat til at blive student og senere blive forfatter, har han villet vise moderen, at han kunne noget!
Romanen er også en glimrende skildring af kårene for det, som man på fransk kalder pieds-noirs; de franske, som udvandrede til Algeriet i midten af det 19. århundrede for at bygge et liv op fra bunden. De var franske statsborgere på fransk territorie, men følte sig ikke som franske - og som Camus blev mange født i Algeriet uden nogensinde at se fædrelandet; hvilket han dog gjorde. Det er en befolkningsgruppe, som stadig er stor i Frankrig - efter Algeriets uafhængighed i 1962 måtte mellem 200-300.000 pieds-noirs vende tilbage til et fædreland, hvortil de ingen bånd havde; ingen familie, ingen venner - eller sågar et hus at bo i. Men de var franskmænd. Man kan derfor ikke lade være med at undre sig over, hvordan Camus ville have beskrevet eller kommenteret den del af historien, som han ikke levede længe nok til at opleve.
Camus lever som barn i den fattige del af Alger; hans familie omgås andre franskmænd eller pieds-noirs af anden europæisk oprindelse, men ikke lokalbefolkningen på et privat eller socialt plan. I øvrigt eksisterede den slags ikke i en tilværelse, hvor det hver dag gjaldt om at få mad på bordet først og fremmest. Hvor tanken om en uddannelse var absurd, fordi man som 10-årig skulle ud at lære et håndværk - men Camus får en skolelærer, som bliver den far, han aldrig havde; og i bogen sluttes der med kopier af brevveksling mellem de to, som er utroligt interessant også, fordi læreren blandt andet diskuterer undervisning i en sekulær stat, som er et af grundprincipperne i den franske forfatning.
Romanen følger i meget detaljerede beskrivelser hans forhold til bedstemoderen, moderen, den lidt mindre begavede onkel - men man hører ikke meget om forholdet til broderen. Der er tydelig dominans af moderen, på trods af, at hun er så lidt involveret i hans liv - i hvert fald mindre end Camus selv ønsker sig det. Romanen er muligvis ikke sat op i den endelige form, den skulle have haft - der er kapitler fra barndommen iblandet kapitler fra starten af 1950'erne, hvor Camus besøger faderens grav i Frankrig, men også vender tilbage til Alger for at besøge moderen, som nægter at forlade landet. Der er til tider passager, der strækker sig over flere sider uden et punktum, som muligvis skulle have været finpudset i en færdig udgave - jeg synes ikke, at det er en skrivestil, han ellers brugte. Men som helhed er det en glimrende roman - interessant på flere planer, og man sidder ikke med en følelse af en brat afslutning - dog med en ærgrelse over, at den aldrig blev færdig!


Saturday, April 24, 2010

Le baron perché - Italo Calvino


Calvinos roman fra 1957 er del af en uafhængig trilogi, og jeg skal helt bestemt læse de to andre - og også andre romaner af denne interessante forfatter; jeg kan godt lide poesien i italienske forfatteres værker.. dog ærgrer det mig altid vanvittigt ikke at kunne læse dem på originalsproget.

Det tog relativt lang tid for mig at komme igennem denne relativt lille roman; det skyldes ikke, at den ikke fængede - men en islandsk askesky satte dagsordenen for mine dage. Men til gengæld var de få øjeblikke i sporvognen, hvor jeg kunne have tid for mig selv, oplagte til at lade sig henrive i Calvinos skæve univers.

Historien starter i 1767, da den 12-årige Côme (eller Cosimo i den danske oversættelse - og sandsynligvis i den italienske original) efter en disputs med faderen over middagsbordet, beslutter sig for at kravle op i en af deres parks store træer. Alle regner det for et barns skøre idé, men Côme bliver deroppe.

Til sin død som 65-årig bliver han boende i træerne; men ikke en isoleret eksistens oppe i en trætop. Côme vil leve på lige fod med alle andre - han vil forelske sig, blande sig i politik og filosofiske diskussioner, deltage i det sociale liv; men også værne om sin ret til at leve som han ønsker, og værne om træerne, som han med tiden udvikler et kærligt forhold til. Scenen er sat i Italien under den franske revolution og Napoleonskrigene, og i en tid, hvor trætoppene var en verden for sig selv, hvor man kunne komme langt omkring uden at røre jorden. Côme kommer langt omkring - han bor i en periode sammen med flygtende spanske adelsfolk, som i en surrealistisk situation tager bopæl i træerne, fordi loven forbyder dem at søge asyl på italiensk jord.

Den slags surrealistiske absurditeter er bogen fuld af - finurlige fortællinger, som udgør baronens liv, som nærmest er som en fabel eller et eventyr. Af samme grund er den også velkendt blandt franske skolebørn - fordi den kan læses af store som små. Børn vil sikkert falde for det eventyrlige i hans oplevelser og hans evne til at opleve så meget på så anderledes præmisser. Som voksen forholder man sig til den historie, men også til ironien i samfundets syn på, hvordan man bør leve - i stærk kontrast til individets lyst til og evne til at kunne leve på en ukonform vis.

Den er fyldt med humor og særprægede situationer; men også med sørgmodighed - for selvfølgelig kan Cômes levevis ikke undgå at skabe konflikter, som i sidste ende afholder ham fra at blive rigtig lykkelig i sit marginale valg. Det er måske fablens morale - men en lidt sørgelig én, da det fastslår, at der ikke er plads til originalitet og originaler; og endnu mindre i nutidens samfund.

Thursday, April 15, 2010

La jeune mariée juive - Luigi Guarnieri


  • French
  • April 13-15
  • 284 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat
Eb af ulemperne ved at have den ene arm i en jernskinne er unægteligt, at jeg kun kan læse små lette bøger... og, at de tilsyneladende virker mere og mere elendige! Guarnieris bog købte jeg af flere årsager: Jeg kunne rigtigt godt lide hans tidligere roman om kunstforfalskeren Vermeer; denne skulle også omhandle et hollandsk renæssancemaleri, som er absolut én af mine yndlingsperioder kunstnerisk - og så var det fra yndlingsforlaget, hvis udgivelser normalt borger for kvalitet.
Desværre var det en uendelig skuffelse! Denne roman er en virkelig roman i modsætning til den tidligere, som er baseret på fakta. Det er en rammehistorie fra 1987 og 2003 med tilbageblik til Amsterdam omkring Rembrandts død i midten af det 17. århundrede. Udgangspunktet er maleriet på bogens forside, som ingen ved, hvem forestiller. Guarnieri iscenesætter så et moderne par - en talentløs italiensk forfatter ved navn Leo Gualtieri (kunne han ikke have søgt lidt længere efter et pseudonym???) og en ung kvinde, Rebecca, af jødisk portugisisk afstamning. De er venner; Rebecca er håbløst forelsket i Leo og det ender med hendes selvmordsforsøg.
Rebecca skriver på en roman, om hendes forfædre - totalt opdigtet - som hun mener kunne have været de to personer i maleriet; Leo stjæler manuskriptet og arbejder videre på det. I skift følger vi så den anden opdigtede historie - om Abigail, den unge jødiske kvinde i renæssancens Amsterdam, og lægen, der skal helbrede hende for psykiske lidelser.
Der er kæmpe sprogskift imellem de forskellige afsnit, hvilket er normalt og forsvarligt, hvis tidsperspektivet skal virke plausibelt. Men skrivestilen er elendig! Den moderne tid er fyldt med klichéer, og desuden har man fornemmelsen af, at Guarnieri skriver en turistguide over Paris. Hvert gadehjørne skal nævnes - og til hans ros skal det da siges, at han ikke drejer forkert en eneste gang; men det virker desværre som fyld for at proppe nogle sider i bogen.
Jeg blev færdig - ud fra en naiv tro om, at der måtte være en pointe et sted. Det er der ikke! Guarnieri kan uden tvivl lide at skrive om renæssancemalere, men det skal ikke være et påskud for at stable en tynd fortælling på benene. Konceptet med at digte ud fra et maleri er gjort med bravour i Roegiers helt igennem fantastiske bog - og muligvis har det inspireret Guarnieri. Ikke med held kan man blot konstatere.
----------------------------------------------------------------------------
Je suis dans une mauvaise passe avec des mauvais livres; tout ça parce que j'essaie de me limiter à des petits livres faciles à porter. Mais ce n'est pas pour autant qu'ils doivent être si faciles à digérer! Pourtant Guarnieri avait des points positifs... j'ai beaucoup aimé son permier livre sur la double-vie de fausseur d'art Vermeer; ce livre parle aussi d'un tableau de la renaissance hollandaise que j'aime particulièrement et finalement dans la collection Babel on ne se trompe rarement. Mais tous ces arguments sont tombés un par un!

L'histoire est faible pour ne pas dire inexistante. De bout en bout je cherchais en vain une raison d'être; une histoire ou un sens que je n'avais pas capturé. Il n'y en a pas!
L'histoire est decomposé entre Paris en 1987 et 2003 avec la rencontre d'un auteur nul au nom de Leo Gualtieri (est-ce qu'il sait lui-même qu'il est nul pour donner un pseudo si débile à son héros???) et une jeune femme juive d'origine portugaise - Rebecca. Elle l'aime à la folie - sa douce folie à elle, qui touche les bords du raison et la pousse à un essai de suicide quand il ne l'aime pas en retour. Elle écrit sur ce tableau de Rembrandt, dont elle a inventé une histoire sur les deux protagonistes - visiblement en tirant des parallèles sur Leo et elle. Il vole le manuscrit et veut le publier. Banal!
Mélangé à ça il y a donc l'histoire de 1665 environ à Amsterdam en mettant en scène l'histoire aussi fictive des deux personnages du tableau; un mèdecin et une jeune femme juive d'origine portugaise - une ancêtre de Rebecca. Le langage y est très différent - le seul compliment à donner à Guarnieri. Par contre aux temps modernes c'est un langage faible, répétitif et sans intérêt.
Il aurait pu peut-être écrire des guides touristiques sur Paris! Chaque pas est accompagné du nom de la rue - et il faut avouer que là-dessus il ne se trompe pas de direction. Mais c'est trop forcé comme pour montrer qu'il a bien fait ses recherches et qu'il faut étoffer les pages.
Jusqu'au bout j'ai attendu - en vain! Dans le style 'élaborer à partir d'un tableau' il y a des romans réussis - Rogiers notamment qui est formidable mais aussi Fleischhauer. Ils réussissent et Guarnieri malheureusement pas du tout.

Tuesday, April 13, 2010

Deuxième chronique du règne de Nicolas Ier - Patrick Rambaud


  • French
  • April 11-12
  • 150 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat

Anden del af Sarkozys styre set igennem satirepennen; den var om muligt endnu morsommere - med hans nye ægteskab, krisen om OL i Peking osv. Men det er selvfølgelig ikke interessant i en dansk oversættelse.

Dog må jeg sige, at på trods af Sarkozys utallige forfølgelser af ugeblade, der overskrider hans grænser, så har han intet foretaget sig i forhold til disse bøger... og måske han endda også selv more sig over dem?

----------------------------------------------------------------------

Il me semble que les personnages dans ce deuxième partie sont plus faciles à reconnaitre que dans la première? Il les cache moins sous des pseudonymes - même si elles étaient de toute façon facilement identifiables.

Ca se lit très vite, et c'est vraiment facile - mais c'est aussi assez amusant, sans être vraiment révolutionnaire. Evidemment les faits sont tous connus - dans ce deuxième chronique c'est son mariage avec Carla, les JO à Pékin, la visite du Dalai Lama à Paris etc. Mais décrits dans la plume de Rambaud cela devient humouristique pour des petits livres. Il ne faudrait surtout pas qu'ils soient plus longs!

Sunday, April 11, 2010

Chronique du règne de Nicolas Ier - Patrick Rambaud


  • French
  • April 9-11
  • 149 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat

En hurtig lille politisk satirisk roman, som omslaget jo unægteligt antyder det. Forfatteren tilhører venstrefløjen i Frankrig, og da Sarkozy vælges, kan han ikke se anden løsning på fem års politisk ledelse end at skrive sig ud af det.

Han sammenligner Sarkozy med Napoléon, og bogen beskriver det første halve år efter Sarkozys valg, hvor denne omtales som Deres Majestæt, og alle andre personligheder med slet skjulte hentydninger i navnene som grever og baroner ved det franske hof.

Det er selvfølgelig totalt uden interesse, hvis man ikke følger fransk politik - men i så fald er det ustyrligt morsomt!

------------------------------------------------------------------------

Amusant cette approche de confondre Sarkozy avec un homme royal d'une autre époque, ainsi que tous les hommes politiques et autres qui l'entourent comme des ducs et des barons. Les noms sont facilement reconnaissables ainsi que les différents épisodes de la vie de Sarkozy lors de ses six premiers mois en tant que chef d'état.

C'est du satire, et ne se lit pas comme un roman - à petite dose, sinon cela devient en peu trop; et cela vaut la peine en format poche - pas en grand format vu le prix malgré tout. Mais c'est divertissant - et je me demande ce que le chèr Sarkozy aurait pu en penser (si il l'a lu!)?

Friday, April 9, 2010

The Winter Vault - Anne Michaels


  • English
  • April 5-8
  • 336 pages
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat
  • Titre français: Pas encore traduit

Da jeg var barn holdt vi ferie et år i Tessin i Schweiz; med udsigt til en sø, som var opdæmmet, og hvor man nogle dage, hvor vandniveauet faldt, kunne se resterne af de landsbyer, der tidligere havde været beboede. Det var en fornemmelse, som virkelig gjorde indtryk på mig - at se de huse stå forladte og forestille sig, at mennesker havde boet der og en dag måtte pakke alt for at forlade deres hjem. Den erindring vendte meget tydeligt tilbage efter mere end 25 år, da jeg læste Michaels nyeste roman.

Efter at have læst hendes første roman for nylig, måtte jeg med det samme eje den nyeste og jeg fandt den samme fantastiske melankoli og poesi i hendes sprog; ordene er nøje afvejet - ikke et for meget eller for lidt. Det er utrolig stringent skrivning, hvor der ligesom i den første roman siges mange ting imellem ordene; og hvor jeg igen tog mig selv i at genlæse sætninger flere gange på grund af deres poesi eller essens, der skulle trænge ind på flere niveauer.

The Winter Vault fortæller først og fremmest historien om Avery og Jean; et ungt par, som mødes da Avery arbejder på bygningen af en dæmning i Canada i 1960'erne. De gifter sig, da Avery får et job i Egypten på det store projekt med bygningen af Aswan-dæmningen og ikke mindst flytningen af monumenterne ved Abu Simpel. Måske var den iscenesættelse også medvirkende til at øge min begejstring for bogen; jeg nåede ikke selv helt ned til Abu Simpel - men jeg har været i Aswan, sejlet ned ad Nilen mod katarakterne før dæmningen, og man kan nemt genkende den fornemmelse af storhed og afmagt man føler, når man står foran de imponerende egyptiske monumenter.

Michaels temaer drejer rundt om tab, minder, sorg - ligesom i den første roman; i denne er døden igen et overvejende tema, men også tab og sorg i selv. Både Avery og Jean berøres meget dybere, end de havde forventet, af flytningen af templet - menneskets indgriben i tusinder gamle fredede gravsteder; men også af flytningen af alle de nubiske landsbyer, som må give plads til dæmningen. Har man reddet noget ved at flytte disse mennesker og monumenter - eller har man tværtimod mistet noget? Hendes research er ganske dybdegående, og jeg måtte stoppe og søge efter navnene på de byer - og personen Hassan Dafalla, som i romanen er ansvarlig for flytningen af befolkningen, er en reel person, som gjorde et kæmpe arbejde; og som personligt var meget imod denne flytning.

Under hele denne oprykning og rekonstruktion mister Jean et dødfødt barn; og den sorg skiller hende og Avery ad. Hun kan ikke forholde sig til sin ene lille sorg set imod den enorme sorg, der er ved at så mange mennesker har mistet. De rejser hjem til Canada, og skilles. Jean møder den polske jøde Lucjan, som er en overlevende fra ghettoen i Warszava. De tilbringer laneg nætter med at fortælle hinanden historier fra deres liv; og Lucjan fortæller hende om genopbygningen af Warszava efter krigen - symbolikken i at ville genopbygge en nøjagtig kopi af den by, der var forsvundet og samtidig gemte på en menneskelig massegrav under sine ruiner.

Der er selvfølgelig paralleller at drage mellem de historiske episoder, og det er den lærdom Michaels karakterer forsøger at forstå og tage med sig for at komme ud over deres personlige sorg; samtidig går de tilbage til hendes egne forældre og til Averys forældre, fordi vi alle har en historie om tab og sorg vi skal bearbejde. Michaels benytter ligesom i den første roman mange billeder fra botanikkens, geologiens og arkitekturens verden - Jean planter blomsterfrø om natten ud fra tanken om, at alle steder indeholder et minde for en person, og måske kan hun genkalde de minder for dem ved at plante en blomst på det sted.

Hendes personer er meget eftertænksomme og melankolske i deres livsanskuelse, vel nærmest lidt pessimistiske til tider. Men de er også genkendelige og universelle, og selvom der er mange spring i tid og sted hjælper det blot til at understrege, at disse begivenheder er universelle og, at de vil gentage sig.

Det var absolut ikke en skuffende anden roman; selvom mange temaer går igen, så er hendes helt unikke skrivestil med til at gøre det til en ny oplevelse. Begge hendes romaner kan varmt anbefales.

Sunday, April 4, 2010

Les arpenteurs du monde - Daniel Kehlmann


En meget anderledes bog, som jeg ikke rigtigt ved, hvad jeg skal synes om. Jeg har det generelt lidt svært ved fiktive romaner om reelle personer. I dette tilfælde er min begrænsede viden ydermere hæmmende, da jeg ikke umiddelbart kan gennemskue, hvilke dele er fiktion eller ej.

Carl Friedrich Gauss og Alexander von Humboldt var begge genier på hver sin måde; de var begge tyskere og samtidige, og dog utroligt forskellige. Gauss kom fra ualmindeligt fattige kår, men det blev hurtigt tydeligt, at drengen var et matematisk geni. Det skaffede ham et stipendiat, og han overhalede hurtigt alle andre og skrev allerede som 21-årig sit hovedværk Disquisitiones Arithmeticae, som dog først blev udgivet tre år senere. Han var et utålmodigt menneske, som næppe havde megen forståelse for, at ikke alle besad hans intellekt; men samtidig var han som mange genier sær på sin egen måde og havde det bedst hjemme hos sig selv.

Humboldt kom fra et noget andet socialt miljø, og hans bror blev senere både diplomat og en anerkendt filosof. Humboldt interesserede sig tidligt for naturen i al dens mangfoldighed. Han er et utålmodigt væsen ligesom Gauss; men for Humboldt handler det om at rejse og opleve og undersøge. Han er 30 år, da han tager på sin fem år lange rejse til Syd- og Centralamerika, hvor han udforsker vulkaner, bjerge, flora osv.

Bogen beskriver i skiftende kapitler de to mænds liv og personlighed; en del fakta er reelle, men selvfølgelig er dialoger og personlige tanker fiktion, omend den virker plausibel ud fra, hvad man kan læse om de to mænd. På et tidspunkt i slutningen af 1820'erne mødes de to i Berlin, da de begge er midaldrende. Dette møde kan jeg til gengæld ikke finde information om, og det er givetvis her forfatteren har fundet sin basis for romanen. De er så diametralt modsatte i deres levevis, men som videnskabsmænd har de selvfølgelig noget til fælles - og på trods af deres til tider lidt nedladende syn på den anden, udvikler de i romanen et venskab, som fører til en korrespondance, da Humboldt i 1827 (som 58-årig) tager på en ekspedition til Rusland.

I slutningen af bogen, hvor deres liv væves sammen i den samme handling, fornemmer man deres livstræthed - af den slags, som 'great minds' nok føler, når de erkender, at deres vigtigste øjeblikke er ovre. De ser de unge benytte deres metoder, og fordi de er så anerkendte, kan de ikke længere udleve deres passion, men er kransekagefigurer hvor de end kommer frem. Humboldt kan dårligt komme ud i naturen i Rusland; han mødes med planter og sten, som allerede er samlet for ham, mens han hives med til utallige receptioner.

Kehlmann går også så langt som til at beskrive Humboldts homoseksualitet, som dog aldrig er dokumenteret - da det var en tid, hvor den slags ikke blev omtalt. Det er dog ret sikkert, at det er sandheden - og det er vel også en forfatters frihed at digte lidt? Men det er stadig et element, som pirrer mig lidt i denne slags romaner; måske fordi jeg har det bedst med enten fiktion eller fakta?

Der var episoder, hvor jeg var lidt i overfladen - lange matematiske eller geologiske beskrivelser går nok over mit hovede; men jeg er til stadighed forelsket i bøger fra dette forlag... skriften, papiret... det er ypper nydelse at læse bøger, som føles så lækre mellem hænderne. Jeg havde også behov for at slappe af og læse på fransk; jeg har læst mange engelsksprogede bøger på det sidste, og nogle gange er det godt at vende tilbage til ens 'modersmål'.