Friday, October 23, 2009

The Poisonwood Bible - Barbara Kingsolver




Louise havde anbefalet mig den for et stykke tid siden; men alligevel tog det mig lidt tid at få den frem af reolen - for den var allerede i hus. Men når man først har læst den første side er man fortabt! Det er meget lang tid siden jeg har læst en bog, der i den grad fik rørt ved alle mine sanser... afmagt, afsky, latter, tårer nærmest - og en total medleven og absorbering i historien.

Det er en meget intens historie - en historie om tab af alle sine illusioner, sin identitet og accepten af disse tab. Det er en historie om skelsættende begivenheder i den moderne verdenshistorie, og man er absolut ikke i tvivl om, hvor Kingsolver's sympati ligger.

Historien starter i 1959 med missionærfamilien Price, der ankommer til en lille landsby i Congo, hvor faderen Nathan regner med at udføre mirakler og omvende de indfødte til gode kristne. Med sig har han sin kone, Orleanna, og deres fire døtre - Rachel på knap 16 år, tvillingerne Leah og Adah på knap 15 og den lille Ruth May på 5 år. For hver af disse fem kvinder bliver mødet med Afrika afgørende for resten af deres liv. Rachel er den overfladiske forfængelige arrogante teenager, som selv mener, at hun er ekstremt tolerant - men som er indbegrebet af hvid racisme, ekstrem ignorance og dumhed. Hun føler ikke meget andet end afsky overfor den primitivitet hun møder - og skam over at være en del af den familie, som byder hende noget sådant.

Leah er den "sunde" af tvillingerne - hun er den mest fanatiske i troen og i søgningen efter sin fars kærlighed og accept. Men hun trives samtidig i det nye liv og integreres bedre end de andre piger; hendes kontakt med de lokale giver hende samtidig et andet syn på faderens blinde tro - og langsomt begynder tingene at krakelere. Netop som hendes verden er blevet sort og hvid opdager hun, at tingene lige præcis ikke er så enkle!

Den anden tvilling, Adah, snakker ikke. Hun fik en hjerneskade under fødslen og halter; men er samtidig lynende intelligent på sin egen specielle måde. Hun opfatter tingene med en helt særlig følsomhed, men overraskes også af, at hun pludselig ikke længere er et særsyn - Afrika har rigeligt af handicappede, som overgår hende. Hun skal kæmpe for sin plads i familien - for moderens accept og med den interne konflikt tvillingerne imellem; hvor der er en usagt skyldfølelse, fordi den ene har suget livet ud af den anden.

Og den lille Ruth May som bliver den udstrakte hånd mod de lokale. Hele romanen fortælles på skift af de fem kvinder, og derigennem får man portrættet af den despotiske far, som stædigt fastholder sin tro uden tanke for de lokales traditioner og følelser; senere forstår man, at han har en gæld fra fortiden, som han skal have gjort op med - og han kan og vil ikke slippe sine idealer uagtet, at han overhovedet ikke formår at kommunikere med de lokale på en respektfuld måde. Han er ikke meget bedre end de kolonialister, som landet netop på det tidspunkt, de ankommer, forsøger at bekæmpe.

Historien følger dem i de forfærdelige år, hvor Belgien og USA købslog om deres skæbne, som var de et legetøj, der kunne skifte hænder uden tanke for individernes skæbne. Man følger uafhængigheden i 1960 og årene efter, hvor Price-familiens liv er præget af de begivenheder. De efterlader alle noget af sig selv i Afrika på den ene eller den anden måde. De ændres for livet; de får noget med sig, men de både tager og giver - og på mange måder minder det om den indflydelse, man også oplever hos andre, som har skrevet om deres liv i Afrika - Blixen for eksempel; men også om følelser, jeg selv oplevede første gang jeg var i Afrika. Man kommer ikke upåvirket derfra!

På mange måder var det måske en yderligere forstærket oplevelse for mig at læse denne roman. Jeg bor i Belgien og eftervirkningerne af det, der skete dengang, er i dag en del af mit lands historie og kultur. Jeg har levet sammen med en congoleser - jeg snakkede ikke Kikongo, som de gør i romanen; hans sprog var lingala - men hans tro var på trods af en opvækst i Europa præget af de urgamle afrikanske traditioner. Jeg har congolesiske venner, og de er af den generation, hvor deres forældre var unge, da disse ting skete - og derfor måtte flygte til Belgien for at undslippe Mobutu's styre.
Det var med til at forstærke de følelser, jeg havde, da jeg læste den - men uanset hvilken indgangsvinkel man har, kan man ikke undgå at blive stærkt påvirket. Den rører ved nogle moralske spørgsmål, som stadig er yderst aktuelle - Vestens rolle i Afrika's udvikling, menneskets naive ønske om at omvende og kontrollere alt, der er fremmed - og manglende tolerance for det ukendte. Det er uden tvivl én bog, man kun ønsker man ikke havde læst - endnu!

Thursday, October 15, 2009

Le Grand Meaulnes - Alain-Fournier


Dette er en af de klassikere, som uden nogen som helst tvivl er det! Den er det ikke, fordi den er blevet udråbt til det for mange år siden - og litterært snobberi har holdt ild i den tro; det er bare en bog, der efterlader en helt målløs! Jeg slugte den på to dage - de 329 sider efterfulgt af 83 siders analyse og biografi af forfatteren skrevet i 1922-23 af hans svoger.

Alain-Fournier er et pseudonym for den franske forfatter, Henri-Alban Fournier - som dog kun nåede at skrive en enkelt roman i hele sit korte liv. Han er født i 1886 og døde i starten af 1. verdenskrig ved de første slag ved Verdun, efter at have udgivet sin roman Min store ven i 1913. Det er derfor ikke en helt ny roman og den danske oversættelse stammer da også fra 1942, og den vil nok være ret umulig at finde andetsteds end i et antikvariat nu.

Men i fransk litteratur er det en af de absolutte referencer - på en 9. plads af det 20. århundredes vigtigste bøger; og da jeg købte den for et par uger siden, opdagede jeg, at jeg faktisk allerede havde den; men ikke med den ekstra biografi bag i. Sproget har til gengæld intet forældet eller støvet over sig; faktisk er det så fængende og nutidigt, at man slet ikke tænker over, at det er en næsten hundrede år gammel bog.

Historien starter med, at Augustin Meaulnes kommer ind i François Seurel's liv en dag i 189... tidsfæstelsen er med vilje lidt utydelig. Seurel's far er skolelærer i en lille landsbyskole langt fra alt, hvor Meaulnes skal læse og bo. Han og François bliver hurtigt venner - den 15-årige François i en næsegrus beundring for den to år ældre fantastisk spændende personnage som Meaulnes er, i det lidt trivielle landsbyliv, han ellers har levet. Det er François. som fortæller hele historien i tilbageblik langt senere - som han huskede de år Meaulnes var så stor en del af hans liv.

En dag forsvinder Meaulnes - han vil hente François' bedsteforældre på banegården et stykke væk; men han farer vild og ender på Herregården uden navn, som den bliver kaldt i starten af bogen. Der kommer han med til en fest med børn og gamle, rige og fattige - en magisk verden. Han møder den unge slotsherre, Frantz de Galais, som skulle have fejret sin forlovelse - men Valentine, hans forlovede, har fortrudt og Meaulnes bliver vidne til Frantz's forsvinden. Han møder også Yvonne, Frantz's søster - som han forelsker sig i; inden han må forlade festen og tage tilbage. Men han kan ikke glemme Yvonne eller herregården, og bruger al sin tid på at forsøge at rekonstruere den vej han tog for at kommer derhen.

Meaulnes og François holder sig lidt for sig selv; François som tilskuer til Meaulnes' spændende liv og især drømme... hans ideelle verden er lidt fantasifuld og drømmeagtig og meget barnlig. En dag kommer der gøglere til byen - og efter en del dramatiske handlinger opdager de, at den ene gøgler er Frantz de Galais. Efter flugten fra slottet lever han på landevejene for at glemme sin ulykkelige kærlighed. Han fuldender næsten kortet for Meaulnes, men til sidst opgiver denne at finde Yvonne og tager i stedet til Paris for at studere, og vente på hende foran det hus, hvor hun efter sigende skulle tilbringe noget tid i Paris. Her møder han en ung pige, som ligesom ham, sidder og venter hver dag.

François finder ved et tilfælde Herregården uden navn og Yvonne. Han aner sin chance for at gøre sin ven lykkelig - og han bringer de to sammen. Meaulnes er dog besat af en anden tanke nu, som François ikke forstår eller kender til; og morgenen efter brylluppet tager han afsted for at finde Frantz, som i hemmelighed var dukket op ved herregården under brylluppet. François havde dog sendt ham afsted med løfte om, at Meaulnes ville hjælpe ham med at finde Valentine et år senere - først skulle han have lov at nyde sin egen lykke. Men Meaulnes kan ikke give slip, før alle er tilfredse - det er hans naive verdensopfattelse og hans ædle løfte til Frantz afgivet som teenager, der piner ham.

François bliver Yvonne's platoniske ven under Meaulnes fravær - han træder i sin vens sted uden at dømme ham, og uden at turde elske Yvonne. Han ved, at han selv er langt fra den drømmer som Meaulnes er, og som har fascineret Yvonne. Men Yvonne er blevet gravid på bryllupsnatten og dør kort efter fødslen af en lille datter, og François overtager nu i sin vens sted herregården og lever der med den lille pige - mens han venter på Meaulnes.

Meaulnes til gengæld farer landet rundt for at forene Frantz og Valentine i sin skyldfølelse over at have forført Valentine, da de mødtes i Paris. Da han opdagede, at Valentine var Frantz' elskede kan han ikke tilgive sig selv. Han mener selv at skylde Frantz alt - og han må derfor redde deres lykke. Det gør han - men på bekostning af sin egen; da han vender hjem er Yvonne død, og han tager den lille pige og forsvinder!

Meaulnes er på alle måder ærketypen af ungdommelige idealer - det er en person, der nægter at vokse; at indse, at det der var en drengeleg ikke skal ødelægge hans liv for ham. Hans principper er så stærke, at han er villig til at opgive alt for at indfri sine løfter. Han er samtidig for følsom til denne verden - hans idealer er for rene og for uopnåelige; hvad François forgæves forsøger at fortælle ham. Selv om han er François' ven, så tiltrækkes han jo mere af den uforudsigelige Frantz, som lever sine passioner til fulde som han selv.

Flere steder mindede romanen mig om det trekantsdrama, man også ser i The Great Gatsby - Nick, fortælleren, er François - den rolige og fornuftige; Meaulnes er Gatsby, som lever i illusionen om det uopnåelige og en drøm fra en fortid. Gatsby er skrevet lidt senere, og den foregår i et overklassemiljø og ikke langt ude på landet i Frankrig, men det er kampen for idealerne og troen på, at barndommen og ungdommen kan fastholdes... som den mystiske herregård jo er symbolet på. Det magiske sted, vi alle har i os - og som vi forgæves kæmper for at holde fast i som voksne. Symbolsk nok er stedet nærmest revet ned, da Meaulnes og Yvonne endelig mødes - Meaulnes har i mellemtiden kendt Valentine; men han tror, at han kan redde sine illusioner ved at gifte sig med Yvonne. Men øjeblikket var passeret uden, at han vil indrømme det for sig selv.

Der er også mange lighedspunkter til det, jeg kender til Proust - stemningen er den samme; sproget er uden nogen som helst tvivl noget mere lettilgængeligt! Men pudsigt nok hedder et af kapitlerne A la recherche du sentier perdu - På sporet af den tabte sti... til herregården. Proust's første bind af På sporet af den tabte tid udkom også i 1913. Det er en brydningstid, hvor Flaubert var forældet og Maeterlinck og Gide var de nye strømninger, som inspirerede Alain-Fournier. Det var starten på impressionismen og det afspejles tydeligt i denne roman, som Alain-Fournier arbejdede på i lang tid inden han fandt frem til formen, som han skrev til sin svoger: "Jeg begyndte ganske enkelt at skrive, som jeg skriver et brev; små tætte afsnit og en historie, som kunne have været min egen".

Alain-Fournier er meget tæt på sin karakter Meaulnes; en drømmer, som sagde om sig selv, at han nok ikke var helt reel. Men det blev han i fransk litteratur; selvom han døde ung, er der stadig folk, der leder efter slottet/herregården i overbevisning om, at han må have beskrevet et af stederne fra sin barndoms egn. Da hans krop i 1991 - 77 år efter - blev fundet, blev der rejst et monument over ham, og der er en udførlig hjemmeside med analyser, billeder og historie om hans 28-årige liv.

Som sagt - fuldt fortjent; og hvis man falder over den på et loppemarked en dag... så er det en perle at få med hjem!

-----------------------------------------------------------------------

Je pense que tous les français connaissent ce livre pour l'avoir lu à l'école ou dans leur jeunesse pour le plaisir. Même de nos jours je pense - mais en tout cas dans des décennies antérieures comme me le prouvait cette très vieille dame dans le tram qui a eu un grand sourire en me voyant le lire; elle m'a dit l'avoir lu quand elle était adolescente. Pas tout à faut du temps de sa parution (quoique pas loin) mais ça montre l'universalité de ce livre.

D'autre part il se lit facilement malgré ses presque cent ans; le langage est fluide, moderne - les pages se tournent tout seul et j'avais plutôt l'impression de lire un livre bien plus récent. Mise à part ça, j'ai été ébloui par l'histoire - comment ne pas tomber sous le charme de ces personnages. Dès la première phrase on sent l'admiration de François pour son nouvel ami Meaulnes; on comprend que la relation entre les deux n'est pas tout à fait équilibré... il sera spectateur des aventures de Meaulnes, tout en essayant de tout son âme d'aider son ami.

L'histoire est si bien connu qu'un résumé ici est complètement superflu - j'ai essayé de convaincre des lecteurs danois d'oser les classiques français, dont j'en ai lu une partie... mais pas les plus costauds (Proust notamment). Certes Alain-Fournier n'est pas si lourd que Proust je pense; mais comme cela fait du bien de lire un livre si magnifique - qui reste gravé dans ta mémoire. Ca me mets l'eau à la bouche - et maintenant il faut partir à la recherhe des autres titres mythiques.

Le livre me rappellait aussi Gatsby le Magnifique - avec Nick, le narrateur comme François; l'ami calme, observant qui ne comprend pas tout à fait cette graine de folie qui fait fonctionner des gens comme Meaulnes et Frantz. Meaulnes est le grand blessé dans l'âme - l'être fragile et sensible tel Gatsby, qui croit toujours en ses rêves d'enfance et se réfuse d'admettre que le monde a evolué lui compris et que ce qu'on vit étant enfant n'a pas la même importance étant adulte. Il est touchant dans sa façon de vivre si intensément ses peines - mais aussi tragique comme l'était Gatsby quand il donnait des fêtes grandioses dans l'espoir d'y croiser Daisy.

François lui pardonne - tout! Sans doute - sans le comprendre - il sent que cet être est différent de lui; il sait qu'il n'aura pas le rôle d'un Frantz dans la vie - mais à sa façon il apporte aussi la stabilité dont a besoin Meaulnes; surtout il est là pour Yvonne - et c'est quasiment attendu et avec compréhension - sans regrets - qu'il le voit revenir pour partir avec la petite fille qu'il a lui-même soigné depuis la mort de son épouse. On sent la personnalité de François - son admiration et amour pour Meaulnes, et sa résignation devant l'impossibilité de le changer aussi fort que la folie qui fait vivre Meaulnes, ses idéaux irréalistes - ses rêves enfantins d'un monde pur et noble.

Je trouve que cette partie-là n'a rien de demodée même si ce sont des valeurs plus à l'ancienne; et je regrette déjà qu'il fût si vite terminé... surtout parce que je n'arrivais pas à le fermer. Donc un jour je serais prête pour Proust!

Tuesday, October 13, 2009

Le retour - Bernhard Schlink


  • French
  • October 9-12
  • 403 pages
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Efter at have læst hans novellesamling, ville jeg kaste mig over en af hans senere romaner, som af mange anmeldere er blevet udråbt til at være efterfølgeren til 'Højtlæseren'. Ikke, at det er de samme personer, men temaet er meget tæt på - men det er i øvrigt tæt på Schlink's univers i det hele taget.

Denne roman er dog af en lidt mere tung kaliber synes jeg - og den når meget vidt omkring; den unge Peter Debauer bor i Tyskland og hver sommer holder han ferie hos sine schweiziske bedsteforældre, som er pensionerede og lever af at korrekturlæse små lette fornøjelsesromaner. Han får dog forbud mod at læse dem - og først som stor teenager, da bedsteforældrene er døde, overtræder han det forbud. Han læser historien om en tysk soldat, der har været tilfangetaget under krigen, og flygtende fra lejren kæmpet sig tilbage til sit hjem. Der venter hans kone ham - men nu med en ny mand og et nyt barn. Men den sidste side af bogen mangler...

Peter bliver besat af tanken om denne mand; han bruger al sin energi på at optrevle, hvordan slutningen virkelig var. Ikke mindst da han opdager, at der er mange paralleller til hans eget liv. Han har aldrig kendt sin far, som døde under krigen - men han ved ikke hvordan. Blot, at de kommer fra samme by, som forfatteren beskriver i sin bog. Senere opdager han pludselig, at hele historien om flugten er en slags kopi af Odysséen. Kvinden er Penelope, soldaten er Odysseus; Aiolos, som giver Odysseus vind er i romanen en flodpramsejer med en flyvemaskine; uhyret Skylla er nemt at finde i krigen - og så er Peter selv jo selvfølgelig Telemachos.

Bogen bliver hans egen odyssé; kampen mod moderens løgne om, hvem faderen i virkeligheden var - og hvad han vidste om sin søn. Det bliver Peter's kamp for at træde i karakter, især som han efterhånden opdager, at hans far havde flere identiteter og ikke var en krigshelt. Tværtimod finder han hans temmelig voldsomme skrifter udgivet i tidsskrifter tæt på Hitler - og han finder sin far, som lever i USA under en ny identitet - og i bedste velgående. Peter's Odyssé fører ham til Berlin, da muren falder; han lever sit liv på den manglende slutning af ungdommens roman - som skulle den have givet ham løsningen på sit eget liv.

Især da han bliver forelsket i Barbara, som bor i huset, hvor romanen foregik - og hun bliver opsøgt i døren af hendes omrejsende elsker/mand; en amerikansk krigskorrespondent... der er ikke langt mellem symbolerne her! Han rejser selv til USA - men som i en af hans mentale udgaver af romanen, så giver han sig ikke til kende overfor faderen. Er det af angst - eller fordi han efterhånden væmmes ved ham og hans måde at leve på? At altid finde undskyldninger og udveje for sine gerninger, sine løgne og sine ekstreme synspunkter...

Peter må selv hele rejsen igennem - hans egen Odyssé så at sige, inden han også vender hjem til sin Penelope uden at vide, om hun stadig venter ham. Der bliver brugt utrolig meget metaforik omkring denne odyssé - der er lange træk tilbage i Tysklands historie, som stadig vil præge generationer uden, at de nødvendigvis selv erkender det. Eller også er det som Schlink antyder med sin slutning - at vi skal videre og ikke kan hænge fast i fortiden?

Han er uden tvivl den forfatter, som bedst formår at formidle denne historie om det tyske folk i de mange år efter krigen. Han kommer netop ikke med en konfrontation eller løsning - fordi den ikke er der; det kan ikke afsluttes med blot en enkelt konfrontation men med hvert individs accept af den rolle de selv og deres forfædre har spillet. Den var ikke så bjergtagende som 'Højtlæseren' - men det er stadig en rigtig god roman! Måske især, hvis man har læst Odysséen og kan bruge metaforerne...

----------------------------------------------------------------------

J'ai été moins prise par ce récit que par 'Le liseur' - aucun doute! Néanmoins Schlink reste un auteur qui ose et qui arrive à capturer les sentiments que j'imagine doivent persister chez beaucoup d'allemands nés pendant ou juste après la guerre. Les questions sur le comportement de leurs parents ou grand-parents; leurs sentiments et responsabilités dans ce qui s'est passé.

Jeune il vit seul avec sa mère et visite ses grand-parents en Suisse pendant les vacances. Ils sont retraités et s'occupent de relire des petits romans mais que Peter n'a pas le droit de lire. Il obéit - mais des années plus tard, quand les grand-parents sont morts, il en lit un. L'histoire d'un soldat qui s'enfuit des camps en Sibérie et retourne en Allemagne. Il retrouve sa femme avec un autre homme et un autre enfant; or la fin de l'histoire manque. Peter veut connaitre la fin et ce roman devient un but dans sa vie.

Il reconnait un jour les symboles de l'Odyssée - l'auteur du roman a copié le voyage d'Ulysse en le faisant celui du soldat avec la femme dans le rôle de Pénelope qui attend... et il se dit qu'il doit être Télémachos, le fils. Il se lance à la recherche de la fin du roman, et en se faisant il tombe amoureux de Barbara, qui habite l'immeuble dans le roman. Avec elle il vit une histoire d'amour pareille - il se retrouve comme l'homme à la porte quand un autre homme revient; or il part et sa vie échoue.

Ces multiples fins possibles de l'histoire commencent à guider sa vie; il n'est pas capable de s'assumer, d'affronter - à peine parfois la mère et les mensonges qu'elle lui a raconté sur le père et leur histoire commune. Son Odyssée personnelle le mène à Berlin après la chute du mur, aux Etats-Unis à la recherche du père qui y vit sous une autre identité - mais il n'osera jamais l'affronter. Peut-être parce qu'il n'y a pas une nouvelle guerre à gagner? Cette guerre-là est finie - les allemands vivent et vivront avec les conséquences; mais tout un chacun ne peut pas se sentir aussi concerné - il faut savoir laisser partir le passé et vivre au présent.

Je pense que Schlink se refuse à une confrontation pour ne pas mettre de point à cette question; cela donne une fin un peu vague à mon goût, mais peut-être la mieux adaptée? Tout repose beaucoup sur les symboles de l'Odyssée, donc si on ne le connait pas je pense que cela devient moins intéressant. Peter finit comme Ulysse - et comme son père (sur certains points); il finit son propre Odyssée en retournant vers Barbara, sa Pénelope qu'il a laissé pour élucider toutes ses questions sur le passé.

Pas un mauvais roman - mais il manquait quelque chose je trouve.

Thursday, October 8, 2009

La nuit sacrée - Tahar Ben Jelloun


Efterfølgeren til 'Sandbarnet', som jeg læste i søndags, fortæller Ahmed/Zahra's egen version af historien. Det er ikke længere professionelle fortællere, men hovedpersonen fra den første bog, som nu fortæller, hvad der virkelig skete. Det er en helt anden historie end den, som fremgik af sandbarnet, hvor enhver forsøgte at gøre sig selv til en biperson i Ahmed's tragiske liv.

'Virkeligheden' er dog stadig en fantasifuld historie - om Ahmed, der nu klædt som kvinde bliver bortført af en sheik og ført til en magisk landsby kun befolket af børn. Derfra bliver hun udstødt, da sheiken lader sig påvirke af hendes feminitet, og hun drives ud i ørkenen, hvor hun bliver voldtaget af en fremmed. Det er hendes første fysiske kontakt med et andet menneske i hele hendes liv - og så er det en voldtægt. Derfra flygter hun længere væk; møder en mystisk kvinde, som bestyrer en hammam. Hun bosætter sig sammen med kvinden og dennes blinde bror, som hun indleder et forhold til.

Der er meget snak om sex - og den plads det har i det muslimske samfund. Det var måske mere opsigtsvækkende at skrive om i 1987; jeg synes efterhånden, at det er lidt fortærsket - og jeg havde svært ved at holde entusiasmen gående. Samtidig er der igen de enorme skift mellem virkelighed og total overdreven symbolik. Jeg synes personligt, at udsvingene er alt alt for store.

Vi følger Ahmed/Zahra, da han myrder sin onkel som straf for hans had til familien - hun kommer i fængsel, hvor hun vælger at leve som blind i sympati med hendes elsker uden for fængslet. Fem af hendes syv søstre opsøger hende i fængslet og syer hendes kønsdele sammen efter at have skamferet hende. Det er meget voldsomt - og i min verden harmonerer det dårligt med den nærmest poetiske stil fra 1001 nats eventyr, som afslutter bogen... igen i en verden og i en situation, hvor man ikke ved, hvad der reelt er sket - eller om det er en drøm, en vision.

Jeg var kort sagt ikke begejstret. Jeg synes, at den var meget svær at hænge fast i. Desuden samler den slet ikke trådene fra den første del. Desværre!

---------------------------------------------------------------------

Soit je ne comprends rien à rien; soit ce n'était pas le moment - car je n'ai pas accroché du tout. Il était différent de 'L'enfant de sable' certes, puisque cette fois-ci c'est Ahmed/Zahra lui-même qui raconte son histoire.

Comment elle s'est échappée après les funérailles de son père pour être enlevée par un cheikh qui l'emmène dans un village inconnu et mystérieux uniquement habité par des enfants. Elle en est expulsée par les enfants aussi quand ils remarquent son influence sur le cheikh. Elle part dans le désert où elle sa première rencontre physique - avec un homme qui la viole. C'est un peu le problème que je ressens avec ce livre; il parle énormenent de sexe - l'acte sexuel, les sexes des hommes et des femmes. Je ne sais si c'est pour choquer les lecteurs musulmans - et je ne suis pas pudique; mais je trouve ça lassant à la fin.

Sans doute que cette ouverture d'esprit dans un roman musulman en 1987 a été nouveau; aujourd'hui nous retournons je pense vers des approches plus subtiles? Comme la scène où elle est mutilée et cousue par cinq de ses soeurs quand elle se retrouve en prison pour le meutre de son oncle.

En sortant du désert elle rencontre l'Assise - une femme bizarre qui gère un hammam. Elle s'installe avec elle et son frère aveugle, le Consul, avec lequel elle entame une relation amoureuse. Ils deviennent très proches dans leur destin de mutilés - et il la visite encore dans le prison. Mais il finit par la quitter aussi - mais peut-être le retrouve-t-elle en sortant? En totu cas elle se dirige vers la mer où elle entre dans une maisonnette blanche; elle y retrouve un homme - le Saint. Je ne pense pas du tout avoir capté tout le symbolique de ces deux livres! Je trouve qu'ils ne se retrouvent pas à la fin; il y a trop de surréalisme - trop d'écart entre une réalité violente et troublante et un imaginaire trop farfelu...


Monday, October 5, 2009

L'enfant de sable - Tahar Ben Jelloun


Måske lidt influeret efter læseoplevelsen med Om min mor, stormede jeg lige ned for at købe de to små romaner, som gjorde Tahar Ben Jelloun kendt i en lidt større radius end kun Marokko og Frankrig. Ovenstående (meget enkle) danske link refererer til det samlede værk, selvom de to originale bøger udkom i henholdsvis 1985 og 1987.

Det er en absolut speciel bog - jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om den... til tider synes jeg, at den sprang for meget rundt eller ganske enkelt fortabte sig i filosofiske betragtninger. Men det skyldes primært den iscenesættelse der er, og som også distraherede mig en anelse, fordi jeg blev ved med at se og dufte pladsen for mig. Det var nok for frisk i erindringen til at kunne optræde som central plads i en roman?
Historien fortælles af en professionel historiefortæller af den slags, der stadig underholder i lande, hvor analfabetismen er høj - og respekten for overleveringer ligesådan. Efter sigende skulle Ben Jelloun havde ladet sig inspirerer af en ægte historie - om en pige, der bliver opdraget som dreng. En hændelse, som tilsyneladende ikke er ualmindelig i et samfund, hvor kun mænd tæller. Det samme problem står den 50-årige Ahmed overfor; hans kone har født ham syv døtre - som han bevidst ignorerer. Da konen igen er gravid beslutter han, at uanset hvad - så er det næste barn en dreng.
Drengen fødes - det er selvfølgelig endnu en pige - men får navnet Ahmed, og bliver opdraget som en dreng. Selv den tricky omskæring kommer faderen om ved at placere sin finger mellem drengens lår. Han får brystkassen spændt ind, og faderen vælger meget utraditionelt selv at tage sig meget af sin "søn" for at passe på hemmeligheden. Men Ahmed finder jo ud af, at noget er galt - det kaster ham ud i voldsomme eksistentielle kriser efter faderens død, da han er 20 år gammel. Han lukker sig inde i et værelse øverst oppe i huset, og ser ingen andre - hans eneste kontakt med omverdenen er en mystisk anonym brevskriver.
Alt dette fortælles af den gamle filur på pladsen; men pludselig dør han - og historien overtages af tilfældigt forsamlede personer, som alle mener at vide sandheden om, hvad der blev af Ahmed, som i kvindelig udgave tog navnet Zahra. De fortæller hver deres version, som de væver ind i en historie om deres eget liv. Det er typisk for den arabiske fortællekunst - den personlige overlevering; og det er samtidig proppet med symbolik - som de syv søstre Ahmed har... magisk tal, som også er tæt forbundet med Marrakech's historie.
Men det er samtidig denne del, som virker lidt springende og irriterende på mig til tider. Til den positive side hælder den diskussion man ledes ind i om, hvad vi som mennesker er - hvordan vi som individ defineres; især i en kultur, hvor halvdelen knap nok regnes som individer. Havde det været en enkelt afsluttet roman, ville jeg nok havde fundet den lidt underlig - nu skal jeg læse den anden del, og se, hvordan det udvikler sig.
----------------------------------------------------------------------
Après Sur ma mère j'ai eu envie de découvrir un peu plus l'univers de Ben Jelloun; et j'ai donc choisi de commencer par son oeuvre qui lui a valu le Prix Goncourt - pour la deuxième partie de ce double roman. J'avoue que l'exercise ne fût pas toujours facile! Parfois j'avais l'impression de perdre le fil rouge - ou de le trouver tout simplement!
De surcroît j'avais un mal incroyable à dissocier des images récentes dans mon cerveau de l'histoire du livre. Ca peut être un plus de connaitre l'endroit qui figure dans un roman - mais dans ce cas précis, ça ne l'était pas... à un moment je me rappelais surtoit le pire repas que j'ai mangé depuis des années. Mais c'est une autre histoire...
Car tout se passe presque sur cette place - à être raconté par un conteur, qui enveloppe l'histoire dans toutes les tralalas typique de la tradition orale orientale... ce qui me paraissait par endroits un tout petit peu lourd. Il raconte l'histoire de l'homme qui a une malheureuse épouse qui ne lui donne que des filles - sept filles et pas un seul héritier! Lors de la huitième grossesse il décide que le prochain sera un garçon - peu importe! Evidemment c'est encore une fille - mais cachée à tout le monde; enroulée dans des bandeaux de lins on lui fait passer pour Ahmed, qui est le petit prince de la maison.
Evidemment Ahmed s'en rend compe à un moment; mais il estime aussi que sa vie est bien meilleure en tant qu'homme dans une culture où les femmes ne valent rien... moins que rien! Cependant ça lui cause aussi des troubles psychologiques énormes - surtout après la mort du père où il s'enferme dans une pièce de la maison et refuse tout contact avec la mère et les sept soeurs. Il se lance dans une folie où seul la correspondance avec un anonyme lui empêche de mourir. Voilà l'histoire du vieux conteur...
Mais le vieux conteur il meurt; puis le destin d'Ahmed enfin libérée en tant que Zahra est repris par différents conteurs. Chacun y mèle un petit zeste de sa propre histoires, et c'est là où je commence à me desintéresser un peu. Cela devient decousu - et si il n'y avait pas eu de suite à l'histoire (que je ne connais pas encore) je ne sais ce que j'aurais pensé de ce livre. Finalement je pense qu'il faut les considérer comme un ensemble.

Saturday, October 3, 2009

Zazie dans le métro - Raymond Queneau


  • French
  • October 1-3
  • 261 pages
  • Dansk titel: Zazie i Paris

Faren ved klassikere er altid, at man hører så uendeligt meget, at man ender med ofte at blive ganske skuffet, når man endelig får læst dem. Andre franske klassikere har jeg måske holdt mig fra, fordi jeg ikke har ment, at jeg ville få det fulde udbytte af dem - i hvert fald ikke for 15 år siden. Men nu skal der læses lidt klassikere har jeg besluttet mig for.

"Zazie i Paris" blev i år 2000 valgt af Le Monde's læsere som den 36. mest betydningsfulde roman i det 20. århundrede. Det lyder ikke af meget - men det er al litteratur omfattet; ikke udelukkende fransk. Forleden faldt jeg over den i en boghandel; bladrede lidt - og tænkte, at den da så usandsynlig nem ud! Ak nej... og dog!

Det første ord er Doukipudonktan!!! Så er scenen sat - og jeg var helt paf! For Queneau's bog var banebrydende, da den udkom i 1959 efter, at han havde skrevet på den siden 1945. Dette første ord er ganske enkelt sammentrækningen af D'où qu'il pue donc autant? I nutidens SMS-sprog virker det såre simpelt - men for datidens franske litteratur var det ikke mindre end revolutionerende. Især med tanke på franskmændenes udprægede snobberi i forhold til deres sprog. Queneau var endda medlem af Goncourt Akademiet, som skulle udvælge den fineste litteratur. Men Queneau's roman bliver banebrydende fordi den bevæger sig fra det skrevne til det talte sprog; som i romanen, da en dialog går på bøjningen af verber i en af de mange uhyrlige fremtidsformer, som har plaget mange skoleelever, og den ene person gør den anden opmærksom på, at det er uden s i slutningen. Hvilket i sagens natur ikke kan høres i udtalen.

Handlingen er ret enkel - den 12-årige Zazie afleveres i Paris af sin mor, der skal på romantisk eskapade, til sin onkel, Gabriel, som skal passe hende i to dage. Zazie's største drøm er at tage metroen - hvoraf den franske titel - men metroen strejker. I stedet oplever Zazie en række utopiske og absurde ting og personer, alt sammen under overvågning af onkel Gabriel... ærkeenglen!

Et andet af bogens centrale temaer er om Gabriel er bøsse. Han er gift med Marceline, men optræder som dragqueen i en natklub - igen skal man nok tænke på perioden for at forstå, at det ikke var hverdag i fransk litteratur. Lige så lidt som Zazie's sprog, som er mildest talt fremmeligt for en 12-årig. Til allersidst finder man dog ud af, at Marceline i virkeligheden er Marcel... da denne returnerer Zazie til moderen efter en omtumlet weekend, hvor Zazie først kom med metroen til sidst, da hun sov. Da moderen spørger hende, hvad hun har lavet i de to dage, svarer hun: Jeg er blevet ældre!

Handlingen er lidt småvanvittig og det filmklip jeg fandt på Youtube af filmatiseringen af Louis Malle, passer glimrende ind i den stil! Jeg skal helt bestemt finde filmen, blot for at se, hvordan de får kringlet problematikken med at få den sproglige finurlighed, som er lige så stor en del af bogen, ind i filmen.

-----------------------------------------------------------------------

Je pense que tout le monde connait ce grand classique français - je l'ai découvert que tardivement. J'en ai entendu parler évidemment - mais comme avec beaucoup d'autres classiques on se demande si ce n'est pas juste par le fait d'en parler qu'ils deviennent des classiques. Ou si j'arriverai à cerner toute la complexité linguistique n'étant pas francophone de naissance.

Avoué - dès le premier mot Doukipudonktan, je suis assez scotchée! Je lis et relis... et je comprends (la mode texto du 21ème siècle aidant). D'autres étaient bien plus dures à déchiffrer - comme vozouazévovos, que j'ai mis du temps à comprendre.

Le tout est absolument carambolesque - en pensant surtout à l'époque à laquelle ce livre est sorti; et d'un membre de l'Académie Goncourt. Ca a dû choquer plus qu'un à l'époque de "maltraiter" la langue française ainsi. On en vient à guetter chaque mot pour comprendre le jeu de mots ou le double usage du mot - j'ai toujours des doutes quant à la grenadine qu'ils consomment en grande quantité... ne serait-ce pas du Pastis?

Le tonton Gabriel, archiguide à ses moments, mais aussi archange de sa petite nièce peu modèle de l'image des enfants sages... Marceline qui ne sort jamais de chez elle que vers la fin pour venir en aide et se dévoiler finalement être un Marcel; sans parler du fameux Trouscaillon, Pédro-surplus et bien d'autres noms... c'est à se dire qu'Amélie Poulain n'a rien inventé du monde loufoque... tout était déjà écrit; et que les ados qui se croient si pertinents en écrivant leurs textos ne font que copier. Et copier en plus quelqu'un qui manie les mots avec respect et amour par-dessus... pour jouer avec pour le plaisir et non uniquement pour la simplicité!

Un vrai régal ce livre!