Monday, September 28, 2009

Sur ma mère - Tahar Ben Jelloun


  • French
  • September 26-27
  • 284 pages
  • Dansk titel: Om min mor

Tahar Ben Jelloun er en marokkansk forfatter, der som så mange andre af hans generation (født 1944) flyttede til Frankrig i starten af 1970'erne, da fransk blev mere og mere upopulært i Marokko. Ben Jelloun underviste i filosofi, men ikke på arabisk og kunne ikke længere undervise i sit eget land - som et paradoks af kolonialismens eftertid. I Frankrig anses han for at være en "ekspert" i visse arabiske filosofiske spørgsmål; især med bøger som 'Racisme forklaret til min datter', 'Islam forklaret til børn' osv.

Selv om Ben Jelloun er muslim, så er han ikke udelukkende proarabisk - men meget logisk influeret af sine mange år i den vestlige verden. Hans familie stammer fra meget fattige kår, og var langt fra eliten i Marokko efter krigen. Hans mor undres stadig over de vestlige måder at leve på - samt de mest almindelige opfindelser som mobiltelefoner, vaskemaskiner etc.

Moderen er nemlig omdrejningspunktet i hele denne lille roman. Ben Jelloun skrev bogen, da hans mor begyndte at blive alvorligt syg af Alzheimer i år 2000, og den følger hende frem til hendes død i februar 2002. Ben Jelloun har aldrig kendt meget til sin mors liv; det er en naturlig del af den opdeling i samfundet, der er mellem kvinder og mænd, især i de rurale traditionelle dele af samfundet. Han ved, at hun har været gift tre gange - to gange enke inden hun fyldte 20 år, og inden hun blev gift med Ben Jellouns far.

Men da moderen bliver syg, blander hun, som mange andre Alzheimer-patienter, fortid og nutid sammen. Hun befinder sig tilbage i sin barndom og ungdom i 1930'erne, og lever omgivet af spøgelser fra fortiden. Derigennem får Ben Jelloun en masse ting at vide, som han aldrig tidligere har kendt til. Han understreger dog, at han har taget de faktuelle ting og derigennem forsøgt at skitsere hendes livs historie.

Men det er også historien om frustrationerne ved at se sin mor forsvinde mentalt; ydmygelsen, da hun må gå med ble og han ser nogle intime ting, som man som muslimsk mand ikke skal kende til om en anden kvinde end ens egen. Det er hans observationer om moderen, som aldrig har lært at læse eller skrive og derfor kun har sine egne minder som historier i hovedet. Han sammenligner hender med en vens gamle mor, som er åndsfrisk - men som har haft et vesteuropæisk komfortabelt liv.

Til tider kan det virke som om, at der er mange gentagelser - når moderen igen og igen tager ham for en anden. Men det er også med til at understrege, hvordan det er at leve med den sygdom i familien. Der var øjeblikke, hvor jeg synes, at den var meget tæt på og barsk - man følger de sidste øjeblikke med en utrolig ærlighed, som ikke kan undgå at røre en, hvis man også selv har mistet en forælder.

Jeg har faktisk kun læst én af hans andre bøger; men jeg tror, at jeg skal læse den, der indbragte ham Goncourt-prisen i 1987.

------------------------------------------------------------------------

Je ne suis pas une grande amateure de Ben Jelloun - ayant lu qu'un de ses romans. Mais je pense qu'il va falloir changer ça assez vite. Au moins je pense qu'il faut lire 'L'enfant de sable' et 'La nuit sacrée'.

'Sur ma mère' est évidemment très différent puisqu'il y parle de sa propre famille; même si il précise bien qu'il a inventé et imaginé les sentiments et les mots de l'époque de la jeunesse de sa mère; il y a quelque chose d'extrèmement poignant dans ses propres sentiments aussi face à cette mère qui est en train de perdre la notion du temps.
Il visite sa mère dans sa maison à Tanger - or elle se croit souvent à Fès où elle a grandi. Ben Jelloun n'a jamais connu toute l'histoire de sa jeunesse; ces choses-là ne se racontaient pas puisqu'il elle n'est que femme. Mais avec ses délires qui la ramène en arrière grace à la maladie d'Alzheimer elle parle du passé comme si il était le présent. Elle raconte son premier mariage - à peine une adolescente, et enceinte et veuve peu de temps après. Ensuite un deuxième mariage comme deuxième femme d'un vieil homme qui lui aussi meurt. La honte et la peur de porter la poisse aux hommes - et finalement le dernier mariage au père de Ben Jelloun.
D'une part on a une vision très claire de ce qu'était la vie des femmes dans les milieux non élitistes du Maroc dans les années trente et quarante. La mère de Ben Jelloun apprendra jamais ni à lire ni à écrire. Pourquoi donc? Elle doit s'occuper de la maison et des enfants.
Ben Jelloun analyse sa vie en même temps qu'il la raconte avec l'aide des bribes d'histoires que sa mère lui raconte - ou qu'elle raconte à personne finalement. Car en s'enfoncant dans le passé de ses souvenirs, elle croit vivre avec les fantômes de tous les êtres disparus. Ben Jelloun écrit sur cette douleur, cette peine de la voir ainsi. Il ne peut pas l'aider pour tout - il est un fils et ne peut pas participer aux choses intimes dans les soins de sa mère.
Il écrit sur sa façon de se préparer à son départ - à l'inévitable; l'envie de la voir partir pour la soulager mais aussi le deuil quand elle part finalement. Il touche aux questions de la foi - que sa mère honore d'une autre manière que lui ayant veçu des années en France. Parfois il y a certes beaucoup de répétitions de prières ou des délires de la mère - mais justement ça aussi donne une idée de ce que ça doit être de vivre avec cette maladie. C'est un très beau petit livre qui se lit très facilement, mais qui touche énormement aussi.

Saturday, September 26, 2009

La valse lente des tortues - Katherine Pancol


  • French
  • September 21-26
  • 673 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat

Skildpaddernes langsomme vals - som ville være den danske titel - er efterfølgeren til 'Krokodillernes gule øjne', som jeg læste for nogle år siden; inden bogbloggen i hvert fald. Det tog mig derfor lidt tid at komme tilbage i personernes sjæl og erindre alle detaljer fra den første del.

Det er egentlig en ret banal historie om hverdagsliv, men som i forfatterens pen bliver levende og eventyrlig. En kvinde i starten af 40'erne, som er lidt udvisket - specialist i det 12. århundredes historie; gift med to teenagedøtre, en søster, som er smuk og elegant og en et lidt kompliceret liv. I den første roman skriver Joséphine en bog for sin søster, som gerne vil have en anden etiket end blot rig kvinde; men det afsløres, at det er Joséphine, som har skrevet den. Ergo er hun nu rig - hendes mand forlod hende i første del; han blev ædt af krokodiller i Kenya og nu kæmper Joséphine med teenagedøtrene og livet som nyrig i en smuk parisisk ejendom.

Hun er rørende som personnage; man lever sig meget ind i såvel hendes som de andre personers karakteristika. De er så forskellige, men så ualmindeligt menneskelige.

Midt i deres kedelige borgerlige liv tropper en serial killer op - det kan være hvem som helst; og det er langt fra en krimi; blot en historie om en dagligdag, som alligevel ikke er så almindelig. Den er ikke dårlig; den er ikke uforglemmelig - den er dagligdags ganske enkelt! Der er tilsyneladende en tredje roman på vej med de samme personer - det er måske lige lovlig meget... men jeg kunne godt blive fristet alligevel.

------------------------------------------------------------------------

La suite de "Yeux jaunes des crocodiles" on retrouve Joséphine, ses filles Zoé et Hortense, sa soeur épouvantable Iris, la maman Henriette et tous les autres. Etant donné que j'ai lu le premier volet il y a quelques années déjà, j'avais un peu de mal à me situer dans les personnages qui m'échappaient. Mais on retrouve vite les traits de tout un chacun.

Joséphine qui est si aimable et terne... Iris qui exaspère de par son comportement de parisienne riche gâtée et insupportable; puis il y a les deux filles qui rentrent dans l'adolescence et Philippe, le mari d'Iris qui entame une affaire avec Joséphine.

Pourtant elle en a déjà assez pour se faire des soucis; un homme bouffé par des crocodiles au Kenya qu'elle entrevoit dans le métro et qui envoie des lettres; un amant à double personnalité et finalement son aggression dans le parc. Car un meurtrier en série rode dans le quartier. Ca ne tourne pas au polar - mais à l'histoire de Joséphine qui vit, cherche, survit et enquète sur elle-même, son ex-mari mort et son amour pour Philippe.

Il n'est pas nul; il n'est inoubliable - on rentre bien dans la peau des personnages; mais je me demande si il est nécessaire de faire un troisième volet de cette saga?

Saturday, September 19, 2009

The Lost Symbol - Dan Brown


  • English
  • 509 pages
  • September 15-17
  • Dansk titel: Det forsvundne tegn (14. november 2009)
  • Titre français: Le symbole perdu (27 novembre 2009)

Inden jeg siger noget som helst andet om denne overmediatiserede udgivelse - så lad mig slå fast, at den (måske ikke uventet) er en skuffelse! Dårlig! Langtrukken! Sødsuppeagtig slutning!

Aaaah, så kom det ud - efter at have holdt det i mig de sidste krampagtige 50 sider, hvor jeg bare glædede mig til, at det var slut. Men først skulle vi igennem en endeløs gang sødsuppe, om politisk korrekthed - at uanset hvilken tro vi har, så er vores universelle tro den samme; at Biblen stadig (og mere end nogensinde) er aktuel og vil være med til, at det gode i verden sejrer. Måske en velplaceret roman i disse terroristtider... og samtidig vejer han uafbrudt sine kristne budskaber og sammenligner dem med Koranen og Torahen - man skulle jo nødig ødelægge sine salgsmuligheder i ukristne lande!

Det er det gennemgående indtryk - det er kalkuleret skrivning; filmmanuskriptet skal faktisk ikke skrives... det har Dan Brown gjort! Sceneskiftene kommer de rigtige steder, og anvisninger til lyd og lys til en Hollywood blockbuster er indskrevet i historien fra første side.

Der er selvfølgelig en historie - om symboler denne gang fra frimurernes orden og igen belæres vi som skolebørn uden den mindste almenviden. Det er desværre så i nogle tilfælde nok nødvendigt... men jeg lærte intet nyt; Dürers malerier og magiske firkanter er ikke nye - de er fra det 16. århundrede. Det er synd for Dûrer, at ingen vil se hans malerier på Prado eller Louvre - men huske ham fra en pladderroman som denne!

Handlingen mangler visse steder total virkelighedssans! Man får skåret sin ene hånd af i et primitivt ritual, bliver tortureret i timevis og når CIA befrier dig, tager man på sightseeing i Washington??? Blot et eksempel - og jeg orker næppe flere; for hvis Dan Brown har været seks år om at skrue det makværk sammen, så er det forhåbentlig fordi han har indset, at det pust, der var i Da Vinci Code trods alt, er væk. Og at vi bliver forskånede for mere Robert Langdon!

----------------------------------------------------------------------

Avant tout autre chose je tiens à préciser que ce livre est nul! Il ne vaut pas l'investissement ni le temps qui à la fin m'a paru interminable. Impossible d'arriver au bout de ses niaiseries - j'ai souffert!

Quelle libération de le dire! La fin est réellement épouvantable - il a voulu faire son politiquement correct; peu importe nos croyances nous sommes tous dieux dans le sens que nous créons nous-même nos vies; la Bible est plus que jamais d'actualité et en le lisant nous allons découvrir que le bon vaincra le mal.

Mais il est malin - tout est presenté avec des parallèles vers le Coran et la Torah - pour ne pas déplaire à un public acheteur dans le monde non chrétien? Ca fait mauvais goût en tout cas. Tout comme l'impression générale où on sent que ce livre a été écrit pour vendre - et pour être adapté sur le grand écran. Plus besoin de sortir un manuscrit - il est fait déjà! Toutes les coupures de scène y compris la lumière etc. est déjà présent!

Evidemment il y aussi une histoire; cette fois-ci il s'agit des symboles et rites des franc-maçons aux Etats-Unis. Tout comme dans ses livres précédents l'inculte y apprendra beaucoup des choses - et nous autres nous n'apprenons rien de nouveau. Au contraire on peut trouver ça triste que pleins de gens iront regarder sur le web pour les carrés magiques de Dürer sans avoir envie d'admirer ses tableaux au Prado ou au Louvre. Ils ne connaitront rien d'autre de lui!

L'action lui-même manque de crédibilité - quelqu'un vous coupe la main dans des rites primitifs et dans des douleurs atroces. Quand la CIA vous libère la première chose que vous faites est visiter les monuments de Washington? Je ne donnerai plus d'exemples - car il m'a déjà trop fatigué... si Dan Brown a mis six ans à écrire cette chose, on peut uniquement espèrer qu'il a compris que l'inspiration lui manque et que ce sera desormais la fin de Robert Langdon!

Tuesday, September 15, 2009

Les vivants et les ombres - Diane Meur


  • French
  • 711 pages
  • September 10-14
  • Dansk titel: Ikke oversat

Endnu én af de bøger, som fik lov at vente i reolen i lidt mere end et år. Jeg var faktisk ikke begejstret for formatet, som er nærmest kvadratisk - en lille men meget tyk bog! Det viste sig også, at den ikke var velegnet til fortovslæsning - men derudover var den da udemærket. Måske ikke helt på højde med mine forventninger; den blev skamrost i den franske presse, da den udkom, og har også vundet en pris.

Dog er den lidt utraditionel i den forstand, at romanen er skrevet med et hus som fortæller. Historien starter i 1821, da huset er midt i sin bedste alder - og beskriver mødet mellem den unge polske Jozef og husets halvaristokratiske datter, Clara. De var ikke ment for hinanden, men Jozef er ambitiøs og da han får lokket hende i fordærv, er der ingen vej uden om et ægteskab for at redde familiens ære.

Jozef og Clara får fem døtre - hvilket ikke huer den tyranniske husdespot. Igennem det 19. århundrede følger vi de fem døtres skæbne, som i høj grad er præget af faderens kulde overfor dem; men også de politiske begivenheder i det, som dengang gjorde, at Polen var splittet ud mellem forskellige herredømmer. Huset observerer - især sine kvindelige beboeres sind og liv; det er dem, der i kraft af tidens traditioner og sæder er lukket inde i huset, som forsøger at passe på dem; våge over dem og hjælpe dem.

Det fungerer faktisk glimrende med huset som fortæller - til tider får det en snert af H. C. Andersens eventyr, hvor inventar er "levende". Huset ser dog kun, hvad der sker så længe dets beboere opholder sig i huset. Det er begrænset af sine mure og har kun udsyn over landskabet, men længes ud. Det begynder at sove i længere perioder; og vågner lidt forvirret over de ændringer; beboerne har gennemgået og med en stigende rastløshed og utilfredshed.

Familiens eksistens og Jozef's berettigelse for sine handlinger viser sig at være bygget på en løgn; en løgn, som Wioletta, den fortabte datter, afslører for sin far. Det er en familiesaga, som foregår over næsten 100 år - indtil Jozef's oldebarn rejser fra huset. Hun er den første kvindelige beboer, som er rejst af egen fri vilje - og ved den handling formår hun at frigøre husets sjæl og tage det med sig.

Det kan godt lyde lidt fjollet - men det var faktisk en spændende roman med nogle fine personportrætter; dog ikke så fantastisk, som jeg synes medierne har gjort den til.

-----------------------------------------------------------------------

Très acclamé ce roman de Diane Meur qui est écrit par la voix d'une grande demeure en ce qui est maintenant la Pologne! Pourtant j'ai mis du temps à le commencer - même si une fois commencé il n'était pas à vrai dire mauvais. Il n'est pas à mes yeux inoubliable non plus. Il est certes original de par le point d'observation de la maison qui a une âme et qui essaie d'influencer et aider ses habitants.

C'est aussi surtout l'histoire de la famille Zemka - du jeune Jozef (polonais) qui épouse la demi-aristocrate Clara, qui est allemande. L'histoire de leurs cinq filles qui naissent sans donner un seul fils et héritier à cet homme tyrannique qui cache un grand secret qui change toute la vue sur son comportement envers sa famille mais aussi dans sa lutte pour une Pologne libre et indépendante.

Car c'est aussi presque cent ans d'histoire d'un pays qui se bat pour ses droits - et la famille Zemka perd plusieurs membres de sa famille pendant cette lutte. Les filles de Jozef ont toutes des destins plus ou moins tragiques à cause de leur père qui se desintéresse àcause de leur sexe. Elles sont prisonnières de cette maison qui pourtant fait tout pour les pousser dans une direction ou une autre.

La maison se fatigue de voir ainsi tout décliner - que des vies ratées. Parfois elle s'endort et se reveille étonnée de voir des nouveaux membres de la famille; des déces mais aussi Jozef qui reste et reste... la maison cherche aussi à se libérer. Seulement l'arrière-petite-fille de Jozef y parviendra. C'est la seulle femme de la lignée de partir de sa propre volonté et ne pas être expulsée par Jozef. En faisant cela elle libère l'âme de la maison et l'emmène avec elle. Ca peut paraitre un peu 'trop'... et c'est justement ça le problème. C'est un peu léger malgré les portraits bien cernés de quelques personnages. Mais en tout je l'ai trouvé très long pour finalement arrêter un peu brusquement.

Thursday, September 10, 2009

The White Tiger - Aravind Adiga


Det er ikke Slumdog Millionaire om igen - men det er en bog i den nyere stil af indiske forfattere, som skriver om deres kultur og deres liv med en utrolig tragikomisk indfaldsvinkel; med humor, sarkasme og selvironi.

Balram Halwai er født i en fattig kaste i 'Darkness'-delen af Indien; mørket langt ude på landet, hvor folk lever i slum og i slavelignende forhold, hvor de ikke arbejder for men snarere tilhører en arbejdsgiver. Balram kommer dog væk derfra til den større by, hvor det lykkes ham at undslippe sin skæbne som rickshaw-kører og bliver rigtig chauffør i en rigtig bil for en rig mand, Ashok.

Igennem sin tid som chauffør som Ashok observerer han dels sin egen verden - helt nede i bunden af hierarkiet - men også livet som den rige mand, som alligevel også må bestikke og lefle for at beholde sin plads på rangstigen. Balram hives langsomt ud fra den fast forankrede illusion, at der ingen fremtid er for ham. I takt med at hans arbejdsgiver bliver mere og mere depraveret efter en skilsmisse, mister Balram respekten for ham. Respekten og ærefrygten for chefen er måske det, der holdt ham nede og i ave. Men denne ændring får ham til at indse, at den anden ikke er mere mand eller et bedre menneske end ham - så han ender med at slå ham ihjel og tage hans penge for at starte et nyt liv op i Bangalore.

Hele fortællingen skrives som breve til den kinesiske præsident, der skal på officielt besøg i Indien - og Balram har besluttet sig for at give ham en indsigt i det rigtige Indien; og ikke blot det præsidenten vil blive præsenteret for af landets overhoveder.

Det er skrevet med en utrolig humor - men hvor de ufattelige forskelle i landets kultur alligevel fremstår tydeligt. Det groteske sættes skarpt og præcist op, fordi det præsenteres med ironi men også eftertanke. Det handler ikke udelukkende om at gøre grin med systemet - tværtimod er det humoren, der fremkalder alvoren i denne bog.

Jeg arbejder dagligt med indere - i Mumbai, men også i Bangalore... det er et komplekst men spændende folk; jeg kunne sagtens genkende noget af det ironiske ved hele konceptet omkring Bangalore som en fattig modpol, der holder forretningsverdenen kørende til lavpris; men også i det drive, der er i mine indiske kolleger, fordi deres forfædre uden tvivl ikke havde de samme muligheder som dem.

Der er utroligt mange spændende bogoplevelser at finde i det moderne Indien, som kun kan bidrage til at lære os mere om landet og dets kultur i en tid, hvor kastesystemet er afløst af individets ambitioner.

-----------------------------------------------------------------------

Ceci n'est pas Slumdog Millionaire - mais c'est aussi un livre dans la lignée des auteurs indiens du 21ème siècle, qui nous apporte une autre vue sur une culture millénaire. Tout comme Kiran Desai ou Tarun Tejpal qui m'avaient aussi marqués récemment. Tous ces auteurs décrivent leur pays et sa culture avec une autodérision, sarcasme et ironie bluffante et si juste.

Balram Halwai est né dans une caste des plus pauvres dans les Ténèbres, cette partie de l'Inde qui est au fin find du pays et où règne la misère et des conditions de vie semblables à l'esclavagisme. Un employé ne travaille pas pour son employeur - il lui appartient. Néanmoins Balram réussit à s'échapper pour aller dans une ville plus grande; son père était tireur de rickshaw mais Balram a la grande chance de devenir chauffeur... une vraie voiture, une uniforme et un salaire décent.

Pendant qu'il passe ses journées à conduire son chef, Ashok, il observe aussi son monde - vu de sa petite place en bas de l'échelle; mais aussi le comportement d'Ashok qui malgré sa richesse doit continuellement baratiner, payer des "pourboires" aux plus puissants pour garder sa place dans l'hierarchie. Ce comportement finit par devenir l'élément déclencheur pour Balram - il se dit que lui aussi peut changer de vie.

Son chef divorce et commence alors une vie depravée d'alcool et des putes; au fur et à mesure que Ashok change, Balram cesse de le respecter. Or le respect presque paternel est la colle qui semble constituer la société indienne des castes. Balram se dit que l'autre n'est pas un meilleur homme que lui juste parce qu'il est riche; et un jour il finit par le tuer et partir avec son argent pour commencer une nouvelle vie à Bangalore.

Tout le récit est écrit comme une longue lettre au président chinois qui va venir en visite officielle. Balram a decidé de lui donner une version moins glorieuse que celle que le président verra par ses hôtes. L'humour y est - mais non pas pour se moquer, mais pour souligner les différences incroyables et injustes dans ce pays. Le grotesque est mis en évidence par cette ironie; et mène à réfléchir malgré les rires que ce livre enclenche aussi. L'humour sarcastique souligne la gravité du sujet d'une manière très subtile.

Je travaille souvent avec des indiens - à Mumbai mais aussi à Bangalore - cette ville qui est devenue le miroir de la nuit du monde occidental du business à un prix discount. Je reconnais ces gens - et surtout l'énergie qui débordent d'eux pour bien faire leur travail; puisque leurs parents n'avaient sans doute pas cette opportunité... ça me rend curieuse et respectueuse en même temps!

Il y a beaucoup de livres innovants sur l'Inde moderne - qui nous amènera je pense à découvrir une culture où la société des castes a cédé pour laisser place à l'individu et ses ambitions.

Saturday, September 5, 2009

Le coeur cousu - Carole Martinez


  • French
  • 440 pages
  • August 31 - September 4
  • Dansk titel: Ikke oversat

Denne bog var ren magi - og én, som jeg virkelig håber bliver oversat. Det er en blanding af Allende og Marquez for det eventyragtige uvirkelige univers; lidt Gaudé som i Familien Scorta's sol med det barske landskab i det sydlige Spanien denne gang og ikke Italien. Det er lidt af det hele tilsat lidt Joanne Harris, hvor chokoladen er erstattet af tråde og synåle.

Historien starter med Soledad, som genfortæller sin families historie - moderen Francesca, som bliver gift i en ung alder med en mand, José, som hurtigt forfalder til passioner, som hensætter ham i mærkelige tilstande. De børn, Francesca føder, afspejler forholdet til faderen - først Anita, som er undfanget på bryllupsnatten i tavshed og fødes stum; så Angela, som er født efter at han har tilbragt 2 år i hønsegården... og så kommer den rødhårede Pedro, da faderen opdrætter en rød kamphane. Senere følger Martirio - martyrets barn; og Clara, som lyser i mørket.

José sætter alt over styr - til sidst sin kone; som pakker børn på en kærre og drager sydpå. Hun kommer igennem magiske landskaber befolket med legender; oplever revolution og ender med at krydse havet og ende i Algeriet.

Hver af pigerne får overdraget den mystiske æske i arv fra moder til datter og videre til yngre datter; æsken udvikler i løbet af ni måneder en speciel gave, som fuldender netop denne person. Det er en odyssé, som hver af familiens kvinder skal ud på for at blive sig selv.

Kun Soledad - den yngste - skiller sig ud; hun er som navnet antyder, den enlige, den alene i flokken. Hun kom til senere - hendes fader er ukendt og hun genfortæller sin families historie med den tragedie, som har gjort, at hun har taget det på sig at skille sig ud for at lade de andre leve.

Det var en meget fantastisk anderledes bog, som bevægede mig tilbage til Marquez' univers - og hvor ordene hurtigt blev til billeder. Af en første roman fra en ung kvinde, var det en meget imponerende roman!

---------------------------------------------------------------------------

En l'achetant il ne me disait pas grand chose - uniquement vu en Poche et le titre peut sembler un peu nunuche. Mais dès qu'on tourne les pages on se sent transporté dans des univers connus - Chocolat comme dans les livres de Joanne Harris est ici remplacé par la couture; le paysage du sud de l'Italie du Soleil des Scorta de Gaudé est remplacé par une Andalousie magique et remplie de ses fantômes et légendes. On a l'impression que l'homme de la Mancha va venir!

S'y mèle du Marquez de par la magie des choses qui arrivent aux protagonistes et un peu d'Allende de la Maison des Esprits. Il y a de tout mais sans être copié dans ce roman d'une jeune débutante qui est réellement une découverte.

Francesca est une jeune femme qui se marie avec José, un ouvrier qui ne parle pas. Leur premier enfant nait muette - Anita. Il vit selon ses envies et ses illusions et se cache deux ans dans le poulailler - la deuxcième fille, Angela, nait avec des plumes sur le dos. Or il se prend au combats de coq et finalement arrive le fils, Pedro, qui est roux comme le coq et le sang mensuel de sa mère dans lequel il a été conçu.

Arrivent alors Martirio - l'enfant dont la vie sera un martyre et Clara, la petite qui se nourrit des rayons du soleil et brille dans le noir. Leur père joue et perd tout - la maison, les meubles et finalement sa femme. Francesca mets alors tous ses bambims sur la charrette et part vers le Sud. Elle traverse des paysages magiques - traverse des révolutions et survit grace à sa couture.

Sur le voyage il y a aussi sa boite magique qu'elle a eu de sa mère, qui lui a appris des prières magiques et lui a donné le don unique pour elle. Elle transmets la boite à ses filles qui chacune reçoit leuyr propre don unique à travers cette boite.

La dernière fille, Soledad, écrit l'histoire de sa famille. Celle qui était seule comme l'indique son nom - qui doit rester seule et mettre une fin aux malédictions des femmes de la famille. Elle raconte avec passion, amertume parfois, incompréhension face aux évènements multiples qu'elles ont traversées et dans un langage mystérieux et magique comme Marquez.

Ce livre en est plein - de la magie; des phrases qui tissent les mots comme les aiguilles de Francesca dans des images magnifiques. Une vraie petite perle qui n'en a pas l'air!