Friday, October 26, 2007

The Book Thief - Markus Zusak



Det er en atypisk bog. Fortælleren er døden - men døden i en personificeret udgave, som har tanker og følelser. Omend ikke anger - han udfører sit job, selvom det under 2. verdenskrig var et travlt job med at samle sjæle op.

Bogen fortæller historien om den lille Liesel, som bliver anbragt hos en plejefamilie da hendes mor er i fare pga. sine anti-nazistiske synspunkter. På vej til familien dør lillebroderen og Liesel lider af mareridt i mang tid. Liesel kan ikke læse, men til broderens begravelse stjæler hun en bog - en vejledning for kirkegravere. Hendes nye plejefar lærer hende at læse og skrive, og det bliver starten til hendes fascination for ordene - som hun senere også kommer til at hade for deres magt.

Det er også historien om den 10-årige piges spirende forståelse af, hvad der reelt foregår omkring hende. Af krigen, af forskellen på jøder - og de andre. De gemmer i et par år en jøde i kælderrummet, som får en afgørende betydning for historien og samtlige personers handlinger.

Plejefaderen er en fantastisk mand, som trodser nazi-Tyskland - som lærer Liesel tolerance og giver hende en faderskikkelse og kærlighed. Plejemoderen er udadtil en frygtindgydende skikkelse - men som bogen skrider frem ser man hendes sande jeg. Ligesom de andre personer i bogen - Liesel's kammerat Rudy, som kæmper sine kampe i Hitler Jugend - og de 2 børn hjælper hinanden med at komme over deres dæmoner.

Især er det tit krigen og grusomheden beskrevet på en uhyre enkel men stærk måde, som da Liesel for første gang ser de tilfangetagne jøder marchere gennem byen.

'They were going to Dachau, to concentrate.'

Personligt synes jeg, at det er en gribende bog - og døden som fortæller giver den en interessant ny vinkel uden at det bliver morbidt. Den er let at læse - og med nogle interessante effekter som jøden Max's tegninger malet henover Mein Kampf. Det er absolut også en bog, jeg vil kunne læse igen om nogle år.

----------------------------------------------------------------------------

C'est une histoire poignante, forte, inoubliable - et qui deviendra sans doute un classique pour les jeunes pour comprendre la guerre de 40-45. Le narrateur est la Mort - qui est un personnage avec aussi ses sentiments et pensées. Pas de remords - il fait son travail, mais il est fatigué par la surcharge de travail pendant ces années difficiles. Sans aller dans les détails il nous raconte les âmes qu'il recueille dans les tranchées, dans les chambres à gaz.

Mais c'est avant tout l'histoire de la petite Liesel qui a 10 ans. Elle est placée dans une famille d'accueil - sa mère ne pouvant assurer sa securité pendant la guerre. Pendant le voyage son petit-frère meurt dans le train et pendant l'enterrement elle vole son premier livre - un manuel de comment creuser les tomber. Ce sera son premier vol alors qu'elle ne sait pas lire.

Son nouveau papa lui apprend et elle continue de voler - chez la femme du maire de la ville entre autres avec qui elle construit une amitié bizarre basée sur les peines de chacune de ses personnes marquées par cette guerre mais aussi la précédente pas si lointaine.
Son papa est un homme qui défie le système nazi, il aide les juifs et ils en cachent un dans la cave. Un juif qui fait des dessins par-dessus les pages de Mein Kampf. Un juif qui apprend de par sa présence la tolérance et l'amour à la petite Liesel.
C'est surtout un livre qui explique avec des mots si simples et pas très directs les effets de la guerre. Comme quand Liesel voit la marche des juifs dans les rues du village:
'They were going to Dachau, to concentrate.'
Elle apprend à aimer les mots, mais elle apprend aussi leur pouvoir et elle en fait le lien avec tout ce qui se passe autour d'elle. Et ainsi elle commence à les détester. Ce n'est pas un livre classique - il y a aussi les petits dessins, des mots et des définitions qui sont les commentaires de la Mort. Un livre pas facile à oublier et sans aucun doute à relire.

Wednesday, October 17, 2007

Cette histoire-là - Alessandro Baricco


Jeg er jo en fan af Alessandro Baricco - og det ærgrer mig, at jeg ikke kan læse hans bøger på italiensk, hvor det må være som at flyde gennem ordene. Jeg opdagede ham først med Silken, som uden tvivl er én af de smukkeste bøger jeg har læst i mit liv - og som jeg kan læse igen og igen. Den er ved at blive filmatiseret, og det ved jeg nu ikke rigtig, hvad jeg synes om... jeg tror poesien vil gå tabt. Men det er jo en anden historie ....
Derfor var der ingen tvivl om hans seneste bog, som lige er udkommet i den franske udgave. Den er anderledes end hans andre bøger - og alligevel ikke, det er hans helt egen skrivestil.
Den handler om den lille dreng, Ultimo, hvis far i starten af det 20. århundrede et grebet af opfindelsen af bilen. Han begynder at køre motorløb sammen med en rig greve, som er fascineret af den lille drengs særlige aura - 'guldskyggen'. Senere følger vi ham under 1. verdenskrig, i 1920'ernes USA hvor han er omrejsende klaversælger, til motorløb i Italien efter 2. verdenskrig og til slut i England i slutningen af 1960'erne.
Men pånær det første afsnit er alle de andre skrevet af mennesker, som har mødt Ultimo - og ofte bliver det ikke direkte sagt, at det er ham, det handler om. Men man forstår det ud fra beskrivelserne. Kronologien er også springende, idet hvert kapitel 'afslutter' denne persons syn på Ultimo - pånær en enkelts...
Ultimo har en drøm - han vil bygge en racerbane. Han er fascineret af linier og kurver, og alt bliver i hans øjne omdannet til linier... en kvindes nakke, en gaffel stjålet under krigen, osv. Hans bane skal være den optimale bane - som indeholder alle disse ingredienser fra hans liv. Bilerne interesserer ham ikke - de har haft for stor indflydelse i hans liv.
På mange måder er der de samme ingredienser som i 'Silken' - et brev, som ændrer et - flere - liv. En passion, som overskygger alt andet. En personificering af naturen, som søen i Silken, som ændrer navn for hver gang den krydses. Men 'Denne historie' er skrevet i flere forskellige stilarter - afhængig af personen, der betragter Ultimo. Og i kraft af dette stilskift får man et tydeligt portræt af disse personer uden, at det er beskrevet fra Ultimo's syn.
Og derfor læses denne bog også præcis som han forestiller sig livet som en racerbane - nogle steder lige ud og hurtigt, andre steder med lidt forhindringer, som kræver tid - for til sidst at bruse i mål.... og være helt forpustet og overvældet lige over målstregen.
---------------------------------------------------------------------------
Alessandro Baricco est pour moi incontournable depuis la découverte de 'Soie' - un livre si poétique, poignant et symbolique que j'ai relu plusieurs fois et dont je ne me lasse jamais. C'est un tel auteur qui donne envie de pouvoir lire en italien - puisqu'une traduction perd toujours un tout petit peu....
Son tout dernier livre - Cette histoire-là - vient de paraître en français. Il est différent de ses autres romans - en tout cas de 'Soie' et de 'Novecento', plus proche de 'City' certes.... mais toujours époustouflant. L'histoire commence au début du 20ème siècle avec le petit garçon, Ultimo, qui va regarder sa première course d'automobiles avec son père passionné de cette nouvelle découverte technologique. Les automobiles et les courses joueront un rôle importants tout au long du livre - mais comme la cause et non le but.
Le livre suit Ultimo à travers sa vie - mais vu à travers les gens qui l'ont connu. Des tranchées de 14-18 aux années 1920 en vendant des pianos en Amérique. De retour en Europe après la 2ème guerre mondiale et en finissant en Angleterre fin des années 1960. La chronologie saute parfois puisque chaque personne raconte son histoire. Il y en a qui sont plus ou moins importantes dans l'ensemble, mais chaque partie est écrite dans un style bien distinct qui décrit autant la personne qui la raconte.
Ultimo a un grand rêve dans sa vie - construire le circuit de course parfait. Tout pour lui se transforme en lignes et en courbes. L'épaule d'une femme, la route pour aller voir son père à l'hopitâl après un accident d'auto, le front d'un père en chagrin.... et il veut reconstituer toutes ces pièces en son circuit.

Comme dans Soie il y a cette manière de décrire la nature avec des mots 'humains', il y a les mots qui changent un destin, une vie.... une grande poésie.

Et finalement ce livre se lit comme on roule sur un circuit - avec des lignes droites où ça avance vite, avec ses dos d'âne où il faut faire attention et avec une fin de course où on arrive essoufflée.

Tuesday, October 9, 2007

La double vie de Vermeer - Luigi Guarnieri


  • French
  • 226 pages
  • October 3-8
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det er en absolut fantastisk fortælling... ikke en roman, men skrevet i fortællende stil på trods af en del 'teknisk' information. Det er den sande historie om den hollandske maler Jan Van Meegeren, som aldrig opnår den berømmelse han higer efter. Tværtimod gør kritikerne grin af hans malerier - og han beslutter sig for at hævne sig.

Hans plan går ud på at lave efterligninger af én af de mest berømte hollandske 1600-tals malere - Vermeer (som bl.a. har malet 'Pigen med en perleørenring', som er blevet filmatiseret for nylig). Fordelen var, at der hersker meget tvivl om, hvorfor der findes så få af hans værker samt tidsbestemmelsen. Han døde ganske ung og efterlader sig ikke mange malerier - og han blev først for alvor genopdaget og berømt i midten af det 19. århundrede.

Falskneren bruger flere år på at opkøbe gamle lærreder, udvikle teknikker for at få malingen til at se gammel ud - en fantastisk tålmodighed - og maler så det første maleri. Som samtlige kritikere godtager som et nyopdaget værk, der er 270 år gammelt! Hans tanke var at afsløre sig selv for at få bugt med de kritikere, der ikke troede på ham. At vise dem at han KUNNE male - men da pengene kom glemte han den plan og fortsatte ufortrødent med at male uden at nogen undrede sig over, hvorfor man lige pludselig opdagede 6 ukendte malerier af en relativ uproduktiv kunstner.

For såvidt ville det også være gået godt - hans billeder hang som originaler på bl.a. Rijksmuseum i Amsterdam - hvis ikke han havde solgt et falskneri til Göring, som blev opdaget af den internationale kunstkomité, der skulle restituere kunstværker til deres oprindelsesland efter krigen.

Men under retssagen, hvor han ikke kan dy sig for at fortælle om alle de andre malerier - bliver han nærmest en helt. Alle kritikere har jo udtalt sig offentligt om 'geniet'! Nogle nægter ligefrem at tro på, at de er falske - den ultimative kompliment for en falskner.

Det er fascinerende at læse om den viljestyrke, der driver ham... det er i sidste ende for erkendelsen og ikke pengene, at han gør det! Så næste gang jeg kommer til Amsterdam må jeg se hans billede!

----------------------------------------------------------------------------

Une histoire vraie et absolument fascinante que je ne connaissais pas. C'est l'histoire du peintre hollandais Jan Van Meegeren qui n'obtient pas la gloire qu'il recherche tant. Il est deçu, aigri et il en veut à tous ces critiques qui ne lui donnent pas une chance.

Alors il fabrique un plan de vengeance fabuleux. D'abord il admire énormement le talent du peintre du 17ème siécle - Vermeer - mais en plus celui-ci est entouré de mystère. On connait que peu de ses tableaux - on se demande depuis longtemps si il en reste cachés quelque part et pour certains on se demande si c'est vraiment lui qui les a peints. Cible parfait et un peintre dont tous les grands critiques du pays parlent!

Il se retire alors dans le sud de la France, il achète des vieilles toiles d'époque avec des clous d'époque, il dévéloppe des techniques pour faire vieillir la peinture plus rapidement et créer des fissures, il peint avec du lapis lazuli comme à l'époque pour tromper l'establishment du monde de l'art! Il met 4 ans à terminer son premier oeuvre - que tout le monde accepte comme une découverte, une vraie Vermeer.

Initialement son plan était de se dévoiler afin d'humilier ces mêmes critiques d'art qui lui ont détruit sa carrière - mais il gagne beaucoup d'argent et comme souvent dans ces cas il oublie un peu les principes et continue à peindre. Personne ne trouve étrange qu'en 3-4 ans on découvre 6 tableaux vieux de 270 ans d'un peintre qui n'en a laissé que relativement peu....

Il aurait pu continuer - sauf qu'il a vendu un tableau à Goering! Après la guerre une commission internationale est chargée de ramèner les oeuvres d'art requisitionnés par les nazis dans leur pays d'origine. Et là tout éclate...

Sauf qu'il est fier!! Que les hollandais l'acclament comme un héros!!! Que certains critiques réfusent de croire que ce sont des faux et font tout pour prouver l'inverse - non seulement pour leur propre orgueil mais pour le talent. Ultime hommage à cet homme qui savait peindre qu'un style plus à la mode... et dont un des faux est toujours affiché au Rijksmuseum d'Amsterdam ;-)

Une étrange histoire en effet.... même si les Vermeer apparaissent aujourd'hui même en version animée à la télé en vendant des desserts.... pffffff!!!

Wednesday, October 3, 2007

Life of Pi - Yann Martel


Jeg ved ikke, om det er fordi der har været SÅ meget omtale af denne bog - lidt ligesom det var tilfældet med Coelho's Alkymisten, da den udkom. Jeg havde personligt lidt fornemmelsen af Kejserens nye klæder.... det var da en sød historie. Men jeg synes ikke, at al den livsfilosofi med kristendom, hinduisme og islam, som han skal igennem i starten af bogen bruges i situationen, hvor han sidder i sin redningsbåd. Og netop denne vision kunne have været brugt på en fin måde synes jeg.

At man til sidst ikke ved, hvad der virkelig er sket er bogens styrke - det, der gør den til en fabel - men der er (for) mange passager med uddybende beskrivelser af, hvordan han fabrikerer det ene og det andet for at overleve - og meget lidt om den psykiske kamp.

I diverse fora på nettet bliver den udråbt til BOGEN, som tør beskrive økumenisme bl.a. Man kan ganske givet bare se den som en historie - uden at grave dybere. For at se så meget i den, det ville jeg nok få svært ved. Måske ved en genlæsning....?

--------------------------------------------------------------------------------

Je ne sais pas si le buzz autour de ce livre a été trop grand - ou est-ce que je suis juste trop stupide pour capter un sens caché? En tout cas cette histoire du petit garçon à la dérive dans un canot de sauvetage avec un tigre royal, m'a paru comme si j'étais devant un tableau d'art moderne dont tout le monde parle - et je ne vois que un carré bleu.

La première partie raconte son enfance en Inde - surtout ses découvertes des réligions mondiales. Mais cette partie n'est pas assez reprise dans la grande partie qui est la traversée après le naufrage, où l'on suit surtout ses idées pour survivre avec et surtout malgré les animaux. Mais cela va très en détail sur les choses pratiques - et je n'y vois pas le livre décrit entre autres comme 'que c'était le premier des livres qui les suivraient toute leur vie' par une lectrice.

Peut-être en le relisant d'ici quelques années - qui sait?

Monday, October 1, 2007

The Good Life - Jay McInerney



  • English

  • September 24-30

  • 370 pages

  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

  • Titre en français: La belle vie

Fortsættelsen til Lyset falder (se lige nedenfor!) - men efter en pause på 14 år. Bogen starter ligesom den første med optakten til et middagsselskab den 10. september 2001 - lille finurlighed fra forfatterens side ;-) Man kan på den måde hurtigt opdateret med personerne fra før - samt de nye!

Corinne og Russell har fået et par tvillinger - men med hjælp fra Corinne's søster. De bor i TriBeCa i et loft med udsigt til tvillingetårnene. Som bekendt forsvandt de dagen efter - men den dag er ikke med i bogen. Der er nok sagt og skrevet rigeligt om det, og forfatteren har valgt at hoppe videre til den 12. september om morgenen, hvor Corinne møder en mand - Luke - som vandrer ud af ruinerne.

De begynder at arbejde i et offentligt suppekøkken i området omkring Ground Zero - og historien fortæller deres 2 familiers reaktioner på katastrofen, samt den personlige betydning det får for dem, som begge lever i forhold med utro, utilfredshed og snart midaldrende.

Den viser måske netop det, der var essensen af 11/9-fænomenet - at verden gik i stå, vi skulle alle tage alt op til revision og forholde os til og ændre og gøre ved.... kun for at opdage, at livet finder tilbage til sin vante rytme - uanset de chok vi måtte skulle igennem.

Men han har en dejlig skrivestil - og jeg læste lidt hver dag for at nyde det i fulde drag. Det var også en værdig nummer 2- hvilket ikke altid er tilfældet. Han formåede at bibeholde personer fra den første bog og introducere nye uden at det ødelagde historien eller forbindelsen tilbage til 'Lyset falder'.

-----------------------------------------------------------------------------

Dans la suite de 'Trente ans et des poussières' (voir ci-dessous) nous suivons le couple Corinne et Russell 14 ans après - en septembre 2001. Ils sont maintenant parents des jumeaux - mais qui ont aussi été à la source de beaucoup de conflits dans leur couple et surtout dans le personnage de Corinne.
Le livre débute le 10 septembre pour introduire les personnages du 1er livre et y ajouter d'autres - mais dans un style qui fait qu'on retrouve vite les charactéristiques de chaque personne. L'auteur a fait le choix judicieux (selon moi) de sauter la journée du 11 septembre - je ne pense pas que le livre aurait bénéficié d'encore un récit épouvantable de tout ce qui a été dit et que de toute manière depasserait la fiction en horreur.
On trouve les 2 personnes - Corinne et le riche Luke qui cherche un sens dans sa vie - au matin du 12 septembre. Ensuite ils commencent à travailler ensemble sur Ground Zero. C'est l'histoire de la peur de toute une ville - les reactions qui sont différentes, mais un moment où tout le monde se sentait obligé de se remettre en cause. Surtout ces deux personnes dans un mariage malheureux qui se retrouvent dans le monde irréel des débris des tours.
Et finalement c'est peut-être ça la morale de l'histoire - on se sentait presque obligés d'envisager une fin de monde, un nouveau monde ou tout serait différent - mais après tout la vie reprenait et on retrouve sa petite vie - qu'elle soit heureuse ou pas!