Nilles Litteratur

La Peur du paradis - Vincent Engel

2012-01-26T21:34:00.000+01:00

Fransk
23.-26. januar
471 sider
Dansk titel: Ikke oversat

Jeg læser ikke mange belgiske forfattere; der er selvfølgelig færre end de franske - og de er typisk flamske. Ikke, at det er en kritik eller et kriterie - men belgiske forfattere er af en pessimistisk slags. Men med det jeg hurtigt opdagede af Vincent Engels forfatterskab så er han ligesom Laurent Gaudé - som er franskmand, men betaget af såvel Afrika som Italien. For Engel er det helt tydeligt Italien - men ikke det mondæne pæne Italien - her er det i Puglia; nede i støvlehælen i den støvede fattige trøstesløse Italien, som Ammaniti også beskriver.

Historien strækker sig over 45 år; fra da drengen Basilio mister sin far til han som voksen er væk fra det på alle mulige måder fattige liv i San Nidro - en fiktiv landsby på kanten af verden. Basilio lever et liv væk fra de andre børn - i symbiose med naturen og den gamle særling Filippos adopterede datter Lucia; de to børn strejfer omkring i skoven og på stranden og har svoret hinanden ikke at forlade det gudsforladte sted. Men da Filippo dør, opfylder Basilio hans ønske - at blive kremeret. I fuld strid med den katolske tro brænde børnene Filippo på et bål på stranden.

Politiet kommer; den lokale perverse katolske præst udnytter chancen; Lucia biver sendt i kloster i Bari; Basilio vil finde hende igen; hun undslipper præstens voldtægtsforsøg og vender tilbage og dræber præsten - og må igen flygte. Basilio er igen centrum for et lillebitte samfunds kritiske øjne, og ender med sortskjorterne i Mussolinis begyndende terrorregime.

Hele den første del af bogen foregår præcist så langsomt som livet dernede i enden af verden - et tempo, der passede til mig og fik mig hensat til Gaudés Scorza og Ammanitis beskrivelser af elendigheden. Blot i en anden tid. Pludselig går årene hurtigt og Basilio er tilbage i San Nidro - men Lucia er i Rom på et hospital, hvor man knap ved om hun er gal eller syg. Naturbarnet.

Bogen slutter efter en pause på tyve år, hvor man aner, at tragedier er sket - men i San Nidro er det primært livet, der ganske enkelt er stået stille. Lægen fra Lucias hospital rejser til San Nidro, og finder blot to gamle kvinder som de eneste overlevende i en landsby, som alle tilsyneladende har glemt. End ikke Mussolinis soldater fandt dertil under 2. verdenskrig.

I den franske titel er Peur (angsten) med stort i modsætning til ordet Paradis, som vi normalt ser skrevet med stort forbogstav i sin bibliske betydning. Engels bevidste valg vidner om hans vægtning af angsten, som mærker alle personerne hele livet igennem. Basilio, som mister sin far, sin ungdomskærlighed og muligheden for en fremtid afskåret i denne øde del af landet. Hans mor Annunziata, som er angst for barnets mangel på gudsfrygt. Valentina - den unge enke, som er tiltrukket af den unge dreng; forfører ham men lyver og må leve med angsten for hans afrejse. Luigi - den gamle fisker, hvis søn forlader landsbyen som alle andre unge - som lever i angsten for at dø alene; og hans søn Francesco, som lever i angsten for at skulle stå til regnskab for sin afrejse.

Man kan nok ikke helt forestille sig en landsby i en så stor ensomhed og isolation; men samtidig ser man den for sig - de gamle italienske enker i sort... og man har lyst til at vandre i gaderne med de til sidst tomme huse. Og mysteriet om Basilio og Lucia... hvor forsvandt de hen? Og sammen? Det er ikke en patetisk love story - men en historie om disse fattige landsbyer i miljøer, hvor man ikke kan, må eller tør rejse. Magisk stille og fængslende!

Les vaisseaux du coeur - Benoîte Groult

2012-01-24T10:30:00.000+01:00

Fransk
23. januar
249 sider
Dansk titel: Du og jeg

Benoîte Groult er lidt af en institution i Frankrig; selvom hun udgav sin første roman i 1958 er det først noget senere, at hendes feministiske ideologier tager overhånd i romanerne. Hendes seneste roman udkom i 2008, da hun var 88 år gammel. Det er da lidt imponerende! Især hvis den er interessant selvfølgelig!

Men denne er helt tilbage fra 1988, hvor den stadig kunne chokere en anelse i en tid, hvor kvinder ikke udlevede deres fysiske passioner knap så åbenlyst. Der er Frankrig jo et pudsigt land - alle deres præsidenter stort set uden undtagelse har haft affærer og/eller uægte børn... men kvinderne skulle holde sig på måtten. Det er en anden bornerthed end i USA, hvor de bare er hyklerisk ulidelige ifølge mig. Men det er en anden snak!

Romanen skulle være inspireret af en delvis selvbiografisk historie, og uden at hun nogensinde har udleveret den sande historie, så fornemmer man det så tydeligt hele vejen igennem. Både, at den er skrevet som en form for sorgterapi over dette forhold - men også, at det har været en stærk erotisk personlig oplevelse.

Hovedpersonen indleder i prologen med at fortælle, at navnet på den bretonske fisker ikke er hans rigtige navn - men i bogen kalder hun ham Gauvain. De mødes som børn - drengen nogle år ældre end pigen - da pigen med familie tilbringer somrene i deres hus i Bretagne. Da de bliver voksne unge mennesker tilbringer de en elskovsnat sammen, og efterfølgende kommer han til Paris og de lever i nogle dage, hvor de elsker uhæmmet - men mest i den fysiske forstand.

Gauvain vil giftes - og ophæve sin nuværende forlovelse med en pige hjemmefra. Men hun nægter. De er for forskellige; de kommer fra to vidt forskellige sociale miljøer - intellektuelt har de intet tilfælles... og selvom den fysiske tiltrækning er stor, så er det ikke nok til at bygge et ægteskab på. Gauvain tager hende det ilde op, og forlader Paris skuffet. De gifter sig hver især med en anden. Gauvain lever det forudsigelige liv som fisker ude på de store have - med orlov hjemme på landjorden hos den stabile og lidt kedelige kone og de fire børn. Hun gifter sig og bliver skilt. Hun rejser til USA for at bosætte sig, og vender hjem på ferie.

Ti år senere mødes de tilfældigt i Dakar, og det bliver starten på et anderledes forhold. De har stadig hvert deres men til tider tager de et fly og mødes fjernt fra Frankrig og familier og forpligtelser. Deres forhold er stadig mest baseret pådet fysiske, som Groult gør en del ud af at beskrive fra en kvindes fysiske opfattelse - og med ord og beskrivelser, som måske chokerede i 1988 men næppe kan gøre det i dag. Der er øjeblikke, hvor hun skammer sig over ham og hans mangel på kultur. Hun skæmmes, da han begejstres over Disneyland i USA, men hun lærer ham også, at følelser finder og at man kan snakke om dem.

De er meget forskellige og alligevel mødes deres kroppe i en ekstase, som ingen af dem nogensinde formår at finde hos andre partnere. Men som tiden går begynder en lille tanke alligevel at lure i hendes baghoved - for han skal pensioneres, og mulighederne for deres flygtige møder vil blive umulige. Kan de måske leve sammen på trods af deres forskelligheder - og vil han kunne forlade sin kone efter 30 år? Svaret får hun aldrig - for Gauvain dør kort efter under en hjerteoperation; han havde fravalgt operationen for deres sidste møde - og det bliver for sent. Hun må møde op til en begravelse, hvor hun ikke har ret til at græde over ham andet end som en barndomsven, og bitterheden og realiteten rammer nok hårdest der.

Hun kan virke som en egoistisk kvinde, som udelukkende udnytter ham seksuelt - det var selvfølgelig forfærdeligt dengang. Hvorfor kan jeg nu ikke forstå? Jeg er overbevist om, at vi tit kan møde en partner, som fysisk er perfekte for os - men som vi aldrig ville kunne dele en hverdag med. Jeg kan ikke se, at der skulle være noget galt i at tage ansvaret for sine fysiske behov og indrømme, at man ikke vil have resten af pakken. Mænd kan - men det er stadig lidt tabubelagt for kvinder.

Selvfølgelig nok også fordi vi har sværere ved at adskille de to ting i længden - og det er da også den sorg hun rammes af, da Gauvain dør. Der er det ikke længere savnet af fyrig elskov - men manden, der også gav hende ømhed og nærhed omend i små doser og i skjul. Men han endte jo med at kende hende bedre end nogle af de andre mænd i hendes liv.

Jeg synes, at det var en smuk og tankevækkende roman; jeg følte med hende til sidst og jeg forstod hendes berettigelse i de andre valg. Leve sit intellektuelle og professionelle liv med andre eller til tider alene - og have en elsker, som opfyldte de andre behov. Det er ikke en permanent løsning for alle - men jeg er overbevist om, at den for mange af os ville kunne undgå mange skuffelser og forliste ægteskaber, fordi man er bange for at indrømme, at de fysiske behov kan gå frem for de psykiske. Det er også meget modigt - eller var det i 1988 - at tage fat på et sådant emne; og hvis den stadig kan findes på dansk et sted vil jeg virkelig anbefale den - nok mest til kvinder dog!

Det er også en smuk bog om, hvordan vores seksualitet udvikler sig livet igennem... når ømheden tager over fra de fysiske behov; og hovedpersonens syn på sin aldrende krop og hendes egen evne til at forføre. Dermed er det en perfekt kandidat til én af udfordringerne i Bogudfordringen 2012 - nemlig Livsfaser.

Je suis le dernier juif - Chil Rajchman

2012-01-22T19:31:00.002+01:00

Fransk
22. januar
138 sider
Dansk titel: Jeg er den sidste jøde

Barsk, barsk, barsk! Så enkelt kan Rajchmans beretning om hans 10 måneder i udrydningslejren Treblinka beskrives. Selvom man kender historierne; selvom man har set fiktive eller reelle billeder og læst bøger ligeledes enten fiktive eller reelle, så ryster det igen og igen.

Primo Levis berømte bog er mere baseret på det psykologiske aspekt ved livet i lejrene; Rajchmans er faktuel og beskriver i detaljer, hvordan gaskamrene fungerede - set af én af dem, som var med til at hive guldtænderne ud og bære dem til bålet. Enten inde fra gaskammeret eller opgravet fra massegravene, da tyskerne begynder at blive bekymrede for, at man skal finde spor af deres ugerninger.

Treblinka udmærkede sig også ved at være en lejr, hvor fangerne gjorde oprør i august 1943; det blev uden tvivl Rajchmans redning, da det lykkedes ham at undslippe og holde sig skjult og til sidst nå til Warszawa. Der gemte han sig på forskellig vis til krigen var ovre, og han nåede at leve mange år efter. Hans notater blev skrevet umiddelbart efter flugten fra lejren, og er derfor historisk interessante, da de jo faktuelt er friske i erindringen. Om arbejdsdelingen i lejren - om navnene på de forskellige SS-officerer... og han var blandt andet med til en retssag i Israel mange år senere efter, at han mente, at have genkendt en af bødlerne fra lejren.

Hans overlevering gemte han dog for sig selv; noterne blev fundet ved hans død som 90-årig - som en del overlevende har det uden tvivl ikke været menneskelig muligt at tale om det; men heldigvis består hans noter. Det er meget grusom læsning, og jeg synes at hans ord skal sammenholdes med Primo Levis for at få et mere omfattende billede af rædslen. Den ene eller den anden alene er måske ikke nok til at forstå, fordi de behandler tingene så forskelligt. Men i deres helhed udgør de, hvad der burde være obligatorisk læsning for alle skolebørn.

Arseniktårnet - Anne B. Ragde

2012-01-19T11:54:00.001+01:00

Dansk
16.-18. januar
439 sider

Anne Ragdes trilogi Berlinerpoplerne, som har haft en kæmpe succes selv hernede efterhånden, var måske ikke den mest revolutionerende læsning, jeg har læst. Men der var episoder, der var hysterisk morsomme - og det overordnede indtryk var hyggelæsning med en god evne til at beskrive dagligdags situationer og følelser. Dog mener jeg ikke, at hendes bøger er den indbundne udgaves pris værd. Men i lufthavnen på vej hjem fra juleferien i Danmark, fandt jeg den i paperback til en mere fornuftig pris. Det er dog stadig en slags penge for en bog, man læser på tre dage.

Historien starter med Amalie Thalia Thygesens død i Danmark; datteren Ruby og barnebarnet Therese med oldebarnet Stian modtager beskeden i Norge - med absolut blandede følelser. Ruby jubler over og vil hurtigst muligt til København for at 'fejre' det med sin yngre bror Ib. Therese, som er enebarn, er delt mellem kærligheden til mormoderen og loyaliteten til moderen - og der er jo en hel historie, hun muligvis ikke kender.

De rejser til Amalies hus, hvor de sammen med Ib og dennes kone, Lotte, gennemgår skabene og deler minderne. For Ruby og Ib er det med foragt, had og overlegne vittigheder om moderen - men for Therese er det med vemodighed og minder om stunder med Amalie.

Bogen er opdelt i flere store afsnit, som bevæger sig langsomt bag i tiden. Først er der Rubys barndomserindringer; det er under krigen, hvor hun vokser op med moderen Amalie, som drikker og fortryder sin ødelagte karriere som skuespillerinde og faderen, som er blåmaler på Den Kongelige Porcelænsfabrik - men som faktisk slet ikke er hendes far. Alle moderens frustrationer over livet som husmor går ud over Ruby, som blev barnet, der fik hende ned fra scenen og begyndte nedbrydningen af hendes krop.

Derefter kommer vi yderligere tilbage i tiden - til Amalies mands, Mogens, ungdom og hans bristede drømme. Endnu længere tilbage kommer vi med afsnittene om Mogens barndom i et dystert præstehjem i Jylland og med Amalies barndom på et værtshus i Nordsjælland med en far, der voldtager hende. Det forklarer en del om, hvorfor de to endte som de gjorde - men jeg synes, at den samme indsigt manglede for de øvrige personer.

Ideen er jo tydelig; klargøre, hvad vores rødder får af betydning for vores egen opvækst. Forklare, hvordan "små" begivenheder som en forkastet karrieremulighed kan ændre en livsbane og en livslyst. Men den samme grundighed bliver ikke brugt til at forklare Thereses forhold til sin mor Ruby; det afsnit slutter, da Therese er 4 måneder gammel - og slet ikke til at forklare, hvorfor Therese selv tilsyneladende også er enlig mor. Der er jo sammenhænge - men de forklares ikke.

Marilyn French har skrevet en glimrende og rørende roman om dette moder/datter-mønster; og der er en snert af det i Ragdes roman - men den mangler den sidste finesse. Den kunne faktisk uden problemer have været længere og gået tilsvarende i dybden med Rubys og Thereses livsbaner - i stedet slutter den barsk med et uafklaret forhold mellem Therese og Ruby ved bisættelsen; og det virker desværre en anelse tamt.

Men derudover er der glimrende scener om ganske almindelige mennesker - om Danmark, som det så ud i starten af det 20. århundrede; for pudsigt nok foregår det hele i Danmark. Ragde må have en forkærlighed for at lade sine personer være i Danmark - en del af familien i Berlinerpoplerne boede jo også i København. Der er historier om omrejsende cirkus, om Bibellære i de stærkt indremissionske kredse - og om detaljerne ved malerkunsten som porcelænsmaler. Det var hyggelig læsning, men nuancerne på nogle få af personerne manglede desværre.

Marina - Carlos Ruiz Zafon

2012-01-15T17:48:00.000+01:00

Fransk
15. januar
282 sider
Dansk titel: Endnu ikke oversat

I efterordet ti Zafons sidste bog skriver han om ungdomsbøger, og hvordan han aldrig har forstået distinktionen mellem bøger for yngre eller ældre; at han skriver bøger han selv ville have læst som teenager. Og der er unægteligt også en rød tråd i alle hans bøger - mystik, spøgelser (eller ej) og ulykkelig ungdommelig kærlighed. Det er desværre nok blevet lidt for symptomatisk nu!

Allerede med Englens spil var jeg uendeligt skuffet i forhold til Vindens skygge; og jeg ventede klogt nok til denne udkom i pocketformat - men derfor er 8 EUR stadig mange penge for en så lille bog, som slet ikke levede op til forventningerne.

Det han gør godt er beskrivelserne af Barcelona - især når jeg nu kan genkende gadenavne og bydele; og historien foregår igen i den gamle, tågede og mystiske del af byen, hvor huse ligger hen som spøgelsesslotte - og her finder den 15-årige Carlos på en udflugt fra sin kostskole den jævnaldrende Marina, der bor i et sådant hus. Hun bor alene med sin gamle far, og de har hverken elektricitet eller anden moderne komfort selvom vi er i 1979. Men de to unge bliver venner, og tager sammen på eventyr ud i byens andre obskure dele.

Marina viser ham en gammel tilsløret dame, der fast besøger kirkegården hver måned - på en grav uden navn. Drevet af deres nysgerrighed følger de efter hende, og finder et gammelt hus med marionetdukker, der mest af alt minder om krydsninger mellem mennesker og metal og træ. De finder et gammelt fotoalbum - og så er eventyret igang, og de optrevler den fantastiske historie. Om lægen, der var mentalt ustabil og angrebet af en arvelig muskelsygdom; som bliver rig og kendt i Barcelona i slutningen af 1930'erne og gifter sig med den unge og smuke Eva, der bliver overhældt med syre på deres bryllupsdag. Om deres sociale nedtur og lægens begyndende sygdom, som for alvor får ham i gang med forsøgene på at rekonstruere sin krop ud fra et serum af sommerfuglelarver, der æder deres børn.

Det er en form for Frankenstein-historie - og det er en lille pudsighed, at lægen, der behandler lægen hedder Shelley - som forfatteren til Frankenstein-romanen. Men derudover bliver det lidt for vampyragtigt til min smag. Om døde, der genopstår i Barcelonas kloakker på jagt efter de sidste flasker serum, og den tiltagende erkendelse af, at Marina selv er uhelbredeligt syg.

Det er historien, der skal blive deres historie - det er moralen om, at selv Oscar ved opdagelsen af Marinas sygdom ville kunne foretage sig lignende uhyrligheder... i hvert fald under chokket de første par dage. Det er den tragiske slutning med Marinas død - men de to historier hænger dårligt sammen, og det virker for konstrueret for mig. Den poetiske mystik, der omgav Vindens skygge er helt væk - og det virker faktisk som om, at Zafon selv er løbet lidt tør for inspiration med denne korte roman for at holde gang i flammen - og indtægterne. En meget stor skuffelse desværre!

Can I Come Home, Please?

2012-01-14T13:22:00.002+01:00

Engelsk
13. januar
265 sider
Dansk titel: Ikke oversat

En hurtig udsalgsbog, der røg i tasken forleden - og som var de få par euro værd. Absolut!
Bogen er lavet med støtte fra det britiske Imperial War Museum, og er selvfølgelig et non-fiktivt værk, som dog er opbygget med en vis struktur, og også med forklarende parenteser måske specielt rettet mod børn. For det er børn, det handler om - andre børn fra en anden tid, som havde det noget anderledes end vores dages børn i Europa i hvert fald.

Bogen er udtalelser om oplevelser fra 2. Verdenskrig samlet blandt børn, der gennemlevede det. Den starter i Tyskland i 1933, da Hitler kom til magten med tyske børns opfattelse af det. Det er muligvis den mest groteske del af det hele - at børn var fascinerede af Hitler Jugend; sangen, flaget, paraderne og sandelig også spændingen ved og troen på, at Tyskland var berettiget til deres besættelse af Tjekkoslovakiet og senere Polen.

En meget stor del af bogen omhandler også de britiske børn, der blev evakueret fra London, da krigen blev deklareret og måtte finde sig i nye levevilkår uden forældre sammen med en ny og ukendt familie. Det var for mig et nyt kapitel og ikke noget, jeg kendte meget til - heller ikke de Kindertransporte, som bragte jødise børn ud af landet og i sikkerhed i England. Desværre også uden deres forældre, som de fleste aldrig så igen.

Der er beskrivelser fra børn, der levede i ghettoerne i Warszawa og Lublin, og fra dem, der endte i Auschwitz eller andre koncentrationslejre. Det er meget gribende og barsk læsning - og kombinationen af ord fra såvel tyske som jødiske børn, fra engelske eksilerede børns oplevelse af krigen fungerer virkelig glimrende. Jeg kan sagtens forestille mig, at nutidens børn kan få en del ud af at læse den - men den er bestemt også for voksne.

Eneste kritikpunkt er nok den manglende efterrationalisering. Alle udtalelserne er samlet efter krigen, og specielt én af de tyske drenge, der var teenager under optakten til krigen er meget pro-nazi; det ville have interessant og måske også passende at vide, hvordan han tænkte, da det hele var slut - da sandheden om dødslejrene kom ud. Men der slutter bogen brat med selve slutningen på krigen.

Der er en fin billeddokumentation til at ledsage ordene, og alt i alt er det en meget lærerig bog om, hvad krig gør ved børn.

Ramata - Abasse Ndione

2012-01-13T10:10:00.000+01:00

Fransk
9.-12. januar
531 sider
Dansk titel: Ike oversat

En anden af de afrikanske krimier, der kom på læselisten efter at have set en artikel i flyet på vej til Dakar, var denne. Jeg var meget begejstret for den første, men nu var det jo virkelig Senegal, det handlede om - så det var jeg noget spændt på. Hvorfor den figurerer i kategorien krimier, forstår jeg så ikke helt - i mine øjne er det ganske enkelt en roman. Men det er en bagatel!

En mand er alene hjemme, da hans kone er rejst hjem til landsbyen efter regntiden. Han keder sig og går ned på den lokale bar i Dakar, og mod at holde den ene barmand gående med sprut og cigaretter, vil denne fortælle ham en historie. En historie om den gamle kvinde, der blev fundet død nede på stranden foran baren om morgenen. En kvinde, som lignede en hjemløs, men bar en stor, fed guldkæde om halsen... prologen åbner ganske kort op til 500 siders historiefortælling i bedste urgamle afrikanske stil!

Ramata er hovedpersonen i fortællingen. Hun er gift med Matar, som beklæder en af landets øverste poster i regeringen, og samtidig er professor. De er rige - umådeligt rige efter senegalesiske forhold - og Ramata har hele denne samfundsgruppes overlegne optræden. Da hun bliver nægtet adgang til hospitalet udenfor besøgstiderne, angriber hun den stakkels emsige vagtmand Ngor Ndong, fordrejer historien og får Matar til at anholde ham. Desværre dør Ngor Ndong under politiets ublide forhør - ikke i sig selv et problem i Dakar, hvis ikke lige det var Matars karriere, der kunne ødelægges. Matar sætter en håndlanger på sagen; en korrupt bandit, som lover Ngor Ndongs familie penge men snyder både dem og Matar. Han dør selv under skrækkelige omstændigheder nogle år senere - men sagen er nedddysset, og skulle være glemt og begravet.

Tyve år senere skal Ramata besøge sin datter på hospitalet, da denne har født hendes første barnebarn. Mmatar er på forretningsrejse, og hun må tage en taxa hjem derfra - men taxachaufføren kører hende til et øde sted, voldtager hende og stjæler alle hendes værdier. Han var en gemen tyv, som havde stjålet taxaen for nogle hurtige overfald i nattens mulm og mørke - men for Ramata bliver han en åbenbaring og begyndelsen til enden.

Som barn er Ramata blevet omskåret, som det var tradition at gøre ude i landsbyen i bushen, hvor hun voksede op. I hele sit liv har hun aldrig kunnet få en orgasme - ikke før den unge taxachauffør voldtager hende; og i stedet for at ville spærre ham inde i fængslet, vil hun spærre ham inde i sit luksushus som en sexslave. Hun begynder en endnu mere hvirvlende strøm af løgne end tidligere i hendes ægteskab med Matar - blot for at finde den unge mand, som hedder Ngor Ndong... og er ingen anden end den afdøde vagtmands tyveårige søn, mens Ramata er en moden kvinde i halvtredserne.

Hun finder ham - men den unge mand, som er en kending af politiet, er knap så begejstret for denne ordning. I stedet for at være glad for det luksusliv han nu kan leve, forstår han ganske enkelt ikke den drejning, hans liv har taget og er sikker på, at det er puds man spiller ham. Han vil væk fra den dæmoniske Ramata!

Derfra tager tingene virkelig fat, og de personer, der var indblandet i den gamle Ngor Ndongs død, begynder selv at dø. Matars ungdomsven er således til sidst overbevist om, at det er hekserier - at det er vagtmandens spøgelse, der er dukket op igen. Der er absolut intet mystisk i noget, men den gamle overtro tager over, da ingen ved, at drengen bærer sin fars navn.

Historien fortælles som sagt over de mange hundrede sider - men med tilbageblik til Ramatas barndom og ungdom; til Ngor Ndong den yngres barndom - til baggrunden for alle de mennesker, hvis tråde nu mødes i historien omkring Ramata, der som den eneste intet erindrer fra vagtmandens død. En ligegyldig underordnet i hendes øjne!

Der er gamle senegalesiske legender indvævet i deres historier, og der er nutidig historie om landet, dets politik, og båndene til Frankrig. Det er skrevet med senegalesiske øjne uden noget forsøg på at indordne sig europæiske idealer, som fx i beskrivelsen af Ramata, der ikke just hylder vores opfattelse af kvindelig skønhed:

"Virkelig godt skruet sammen, en naturlig teint, skinnende sort, hvilket er sjældent i vore dage, en yndefuld hals med dobbelthager, en generøs barm, fin talje, brede hofter, svulmende læber og en stor rund bagdel..."

Efter mine ophold i Senegal er det næsten som at læse noget fra Danmark; når han beskriver bygningerne og landsbyerne på kysten syd for Dakar... elværket, betonfabrikken... jeg kan se det hele for mig, og det gør unægteligt læsningen meget nærværende for mig. Jeg kan forestille mig de små barer med stampet jordgulv og børnene, der render i pjalter i gaderne eller de traditionelle retter, de spiser. Jeg kan forholde mig til troen på grigris og troldmænd, til kontrasten mellem islam og alkoholdrikkende senegalesere... det er et fantastisk reelt nutidigt billede af det land, jeg elsker.

Er historien så troværdig? Kan man sidde på en bar og høre en historie fortalt af en drukkenbolt, der samtidig kan fortælle om protagonisternes barndom? Ja... og nej! Selvfølgelig er det ikke objektivt set troværdigt - men det er der jo så meget litteratur, der ikke er. Men ja fordi det i den grad er den traditionelle måde at fortælle på; fordi senegaleserne elsker at fortælle historier, sagn og legender - de elsker at tale, og kan aldrig gøre det hurtigt og enkelt. Der er altid lag på lag af fraser og floskler inden man kommer til sagen, som det også ses i dialogerne i bogen. Men det er indbegrebet af Senegals kultur, som er indkapslet i denne fortælling - og man bliver totalt grebet af historierne, der til sidst giver en enestående mening i hvorfor det er denne bar og denne barmand, der skulle fortælle den.

Det bliver en bog, der skal på omgang hos fransktalende venner - et rent lille mesterværk!

The Lake of Dreams - Kim Edwards

2012-01-08T15:23:00.001+01:00

Engelsk
5.-8. januar
377 sider
Dansk titel: Endnu ike oversat

Da jeg skulle hente en anden bestilt bog forleden, tog jeg samtidig denne ud fra en positiv indskydelse, da jeg så den tæt ved kassen. Det var så en stor fejltagelse - men jeg var temmelig begejstret for Edwards bog Billede af et barn, som også er blevet til en meget smuk film. Men det betyder jo desværre ikke altid, at forfatteren næste gang kan begå en lignende roman.

Der er stadig tale om hemmeligheder - fortiede familieskygger, der kaster sig ind over andres liv. Her er det den næsten 30-årige Lucy, som bor i Japan med sin halvt japanske kæreste. Hun er arbejdsløs efter i mange år at have rejst kloden rundt - lidt rodløs efter at have forladt sit barndomshjem i USA sommeren efter hendes fars tragiske druknedød ved søen, der hører til familiens store ejendom.

Hun rejser hjem på en ferie, og falder over nogle gamle breve, som får hende til at iværksætte en større undersøgelse baseret på en intuition om, at der er mysterier i familien, som ingen kender til længere - eller ikke vil snakke om. Brevene sætter hende på sporet af oldefaderens søster, som er faldet i unåde, og har været helt væk fra familiehistorien. Ganske hurtigt finder hun historien, som er hundrede år gammel - om den unge engelske pige Rose, der bliver voldtaget af godsejersønnen og med tavshedspengene rejser til USA med sin bror. Da Rose som ung kvinde bliver viklet ind i feministbevægelsen for kvinders stemmeret, og blandt bliver fængslet, opdrager hendes bror Joseph den lille Iris med sin kone.

Iris ved ikke, hvem hendes rigtige mor er, da Rose vælger for barnets skyld at hun skal blive hos broren; indtil denne vil have hende ud at tjene, da de selv venter barn. Og dermed afskæres en gran af familiens stamtræ, indtil Lucy genfinder sporene i gamle glasmosaikker i en nedlagt kirke i området. Det bliver pludselig til mange elementer: Historien om landet, der skal sælges og som oprindeligt var indianernes; historien om Rose og hvordan hun senere i livet finder sammen med den berømte glasmosaikkunstner, og de sammen laver en serie vinduer til en lille kirke, som hylder kvinderne i Bibelen - og har Rose som model. Historien om Lucys skyldfølelse over faderens død og hendes manglende evne til at blive i et forhold eller lade folk komme tæt på sig. Historien om gamle stridigheder mellem den afdøde far og hans bror, der nu vil opkøbe indianernes land og bygge ejendomme på det - og derved ødelægge både kirken og naturen. Historien om gamle kærester, om moderens forhold til en ny mand..... ganske enkelt: Alt alt for mange historier!!!

Edwards har da også selv utroligt svært ved at følge dem alle til døre - og på trods af utroligt mange gentagelser, som kunne have været undgået og givet plads til at fuldende de andre historier, så er det meget frustrerende læsning, der totalt mangler poesien fra hendes tidligere bog.

Ydermere har hun lavet et helt stamtræ sidst i bogen, men roder selv konstant rundt i aldre og tidspunkter - og det kan jeg altså slet ikke have. Jeg giver som hovedregel aldrig op i midten af en bog - men til gengæld kan man til tider være meget lettet, når man når til vejs ende. Det var virkelig tilfældet med dette impulskøb.

Gøgens varsel - Katarina Wennstam

2012-01-05T12:17:00.000+01:00

Dansk
2.-4. januar
468 sider

Endnu en gratisbog leveret med et ugemagasin; endnu en svensk kvindelig forfatter - men i modsætning til det skrammel alle de andre producerer, så var dette faktisk en helt god historie.
Måske skyldes det, at forfatteren oprindeligt er journalist med speciale i kriminelle sager, og derfor minder skrivestilen mere om den vellykkede Stieg Larsson-trilogi end om de overfladiske og ligegyldige ord, der kommer fra de gæs, der ellers forpester Sverige (og resten af verden) med deres fyldord.

Dermed være ikke sagt, at der ikke er fejl - der er de sædvanlige obligatoriske trykfejl, som hører med til damebladsromaner; men der er også nogle forfatterfejl - som da hovedpersonen den 24. juni i bogens tidslinie reflekterer over de mange måneder, hun har forfulgt sagen... en sag hun fik nys om i starten af juni. Hvordan det kan blive til måneder, overgår mig - og det irriterer mig, at man laver så banale fejl!

Men derudover er det et relevant emne - vold mod kvinder og æresdrab. Det er to historier i én. Der er journalistparret Tobias og Maria, som flytter ind i et nyt hus - hele den optakt er dog lige lovlig lang - og opdager, at husets tidligere ejer sidder i fængsel. Han er politimand og fængslet for at have skudt sin kone, som han i årevis havde slået, voldtaget og udøvet anden form for fysisk eller psykisk terror imod. Maria tager denne opdagelse meget skidt og har det svært i huset, indtil hun begynder at grave i historien om mordet. Hun genfinder forhørene og retssagen; hun snakker med naboer og familie om, hvem og hvordan Louise var.

Sideløbende er der sagen om den unge iranske mand, som hænger sig selv - tilsyneladende. Den brillante anklager, Madeleine Edwards, udforsker sagen sammen med politimanden Mats - og deres umiddelbare første reaktion er, at der er tale om et mord. Den unge mand er enten blevet drevet til selvmordet eller direkte myrdet af familien til hans kurdiske kæreste, men grænsen er sv-r at definere og loven tager ikke højde for denne nye type af kriminalitet.

De to sager skiftes til at fylde i historien med de to kvinder, Maria og Madeleine (pudsigt navnevalg isoleret set i øvrigt), som begraver sig i deres arbejde og i Marias tilfælde når helt ud til grænserne for, hvad hendes ægteskab kan klare. Tobias vil nemlig helst bare glemme den sag, og finder Marias interesse både morbid og usund.

Det er tydeligt præget af den journalistiske baggrund, og der er helt klart et budskab, der samtidig skal ud. I Sverige er den primære kriminalitet begået af politimænd nemlig hustruvold. Skræmmende fakta! For hvorfor bliver disse mænd mere voldelige end gennemsnittet? Frustrationer på arbejdet? Manglende støtte til at håndtere svære oplevelser? Samtidig rejses der sjældent sager mod dem fordi Politiforbundet beskytter deres egne, og forfatteren har brugt sin journalistiske viden til at overføre dette til en fiktiv historie.

Det er derfor to relativt interessante og yderst relevante historier; det er også opklaringen af et mord, der viser sig at være et selvmord - men er det ikke stadig et mord, når man begår selvmord fordi man psykisk er så langt nede på grund af hustruvolden? Og selvmordet viser sig at være et regulært mord, så de to sager vendes totalt om.

Så pånær de banale og irriterende fejl er det fin læsning.

Postkortmorderne - Liza Marklund/James Patterson

2012-01-01T22:58:00.002+01:00

Dansk
30. december - 1. januar
313 sider

Da jeg var i Danmark i julen fik jeg et par krimier - af den slags, der af gode grunde åbenbart kun kan 'sælges; ved at blive ilagt et dameblad. Når de så sælges på denne måde er kvaliteten endnu ringere - papir så tyndt, at man knap kan vende sider i den, og stave- og trykfejl, så man grummer sig.

Krimien er skrevet af to forfattere - præcis hvordan fordelingen er foregået ved jeg ikke; og jeg kendte ingen af dem på forhånd. Blot er det for mig nok, at den ene er en svensk femikrimiforfatter - og plot og skrivestil emmer af mangel på talent. De 313 sider er fyldt med 112 kapitler - og en første del, som jo er totalt irrelevant at proklamere, hvis der kun er den ene. Men muligvis igen en trykfejl fra forlagets side.

Plottet er postkortene sendt fra europæiske storbyer til aviser; efterfulgt af polaroidbilleder, der viser uhyggelige mord, hvor de dræbte ligger i stillinger, som henviser til berømte kunstværker, som findes på museer i netop disse byer. Men det er overfladisk og uden ordentlig kunstresearch. Dialogen er uintelligent, og der er absolut ingen spænding i, hvem morderne er - det afsløres jo fra prologen.

Jeg er ikke blid med den slags uinteressante krimier; jeg læser ikke mange krimier - måske netop fordi de fleste er præcis så fordummende som denne.Reelt set fylder den vel 200 sider med de mange huller i siderne - og kan læses på en enkelt aften... hvis man virkelig ikke har andet at tage sig til. Jeg læste to tredjedele af den i ventetiden i lufthavnen og i flyet... det skulle trods alt overstås uden for store pinsler (for mig selv!)

Les âmes grises - Philippe Claudel

2011-12-29T17:40:00.001+01:00

Fransk
23.-29. december
280 sider
Dansk titel: Grå sjæle

Philippe Claudel har det med at skrive bøger, der stille og roligt afdækker en enorm grusomhed - han gjorde det i den fantastiske Brodecks rapport, og det er samme vinkel han benytter i denne lille men intense krimihistorie, som er alt andet end bare opklaringen af et mord. Ligesom i Brodecks rapport er fortælleren anonym og skriver i første person og på lang tidsafstand af selve episoden.

Historien starter i en lille fransk landsby i december 1917, hvor den lokale værthusholders tiårige datter bliver fundet kvalt på bunden af landsbyens å. Det er under krigens sidste år, og landsbyen er tæt på fronten - og flere og flere desertører færdes i området. Hurtigt bliver to tilfældige desertører da også beskyldt for drabet - men alle disse oplysninger kommer dryssende i fortællerens forklaring, som viser sig at være en form for bekendelse og syndsforladelse.

Han er ikke morderen; men han har været vidne til landsbyens personligheders handlinger - fra de fine borgerlige til klunserdamen Joséphine, som en dag siger til ham, at sjæle ikke er sorte og hvide - men grå. Jeg-fortælleren var landsbyens politibetjent, og en nat efter mordet på den lille pige tilbringer han sammen med Joséphine, som så byens prominente anklager, Destinat, på aftenen for mordet sammen med den lille pige. Han drager afsted til nabobyen, så Joséphine kan aflægge forklaring til dommeren, som principielt har afskrevet sagen med de passende desertører som skyldige.

Han kommer ikke hjem til tiden, og mens han passer sit arbejde forbløder hans gravide kone derhjemme. Fortællingen om den lille piges død blandes sammen med selvmordet på en tilflyttende ung lærerinde - og tabet og skyldfølelsen ved hans egen kones død. Han har brugt de mellemliggende år til dels at finde morderen - uden at ville slæbe ham for en domstol; men for at afklare sine egne skyldsspørgsmål og de dem i forhold til den skyld, personer han har kendt må have følt - hvis de vel at mærke var morderen.

Jeg er meget begejstret for hans underspillede smukke brug af sproget; hans evne til at fortælle en grufuld menneskelig historie, så man ikke får det smidt i hovedet men langsomt drages ind i hans tanker og følelser og i hele landsbyens liv.

Det er absolut en filmatisering af en bog, som jeg gerne vil se - og så skal jeg finde flere bøger af Claudel!

Sauver Ispahan - Jean-Christophe Rufin

2011-12-19T11:41:00.000+01:00

Fransk
16.-18. december
644 sider
Dansk titel: Ikke oversat

Sauver Ispahan er fortsættelsen til L'Abyssin, hvorman genfinder lægen Poncet og hans kone Alix tyve år senere, og langt fra Cairo. Første bind endte, da Poncet kidnappede Alix fra en diligence, som officielt skulle bringe hende til et kloster i Frankrig - men det var selvfølgelig alt sammen aftalt spil. De gemte sig en tid i Skt. Katarina-klosteret i Sinai-ørkenen, men nu tyve år senere bor de i Isfahan i det daværende Persien.

Deres venner - Alix' tjenestepige Françoise og Poncets tidligere partner Juremi - rejste tilbage til Frankrig for at hjælpe deres protestantiske venner mod den franske konges religiøse forfølgelse. Men tingene går - igen - galt, og de ender i Sverige og er så pludselig involveret i en krig mod Rusland. Da Juremi bliver taget til fange af russerne, tager Françoise afsted til hest mod Persien for at finde Poncet - vennen, som skal redde Juremi.

Det er selvfølgelig igen en værre røverhistorie - men af den gode og absolut underholdende slags. Der er intriger i Vatikanet, og skandalen fra Poncets besøg ved Solkongens hof forvikler yderligere alle historierne - hvoraf nogle er bevidste løgne, mens andre er misforståelser udledt af alle disse forskellige versioner af sandheden. Der er intriger i haremet, og krig med elefanter i bedste Hannibal-stil - og så er der beretninger fra Isfahan, så man (hvis ikke det lige lå i Iran) var taget afsted til lufthavnen med det samme.

Rufin kender som tidligere ambassadør diplomatiet og dets koder og sprog - og intriger; han formår i disse to bøger at føre sin moderne viden tilbage til det 18. århundrede med en fin sans for historiefortælling samtidig.

Jeg fik absolut mere ud af at læse bøgerne nu mere end 10 år senere; fordi jeg i mellemtiden har besøgt langt flere af de steder, han beskriver og de kunstværker og historiske reelle personer, der optræder.

L'Abyssin - Jean-Christophe Rufin

2011-12-15T22:21:00.000+01:00

Fransk
12.-15. december
699 sider
Dansk titel: Ikke oversat

Rufins første roman købte og læste jeg for første gang i 1999; den om frem igen under mit sygeleje, da jeg var løbet tør for ulæste bøger jeg var i humør til - og samtidig havde jeg i måneder haft lyst til at genlæse hans lange eventyrlige historie om Jean-Baptiste Poncet.

Jea-Christophe Rufin er en fransk læge, forfatter - og ambassadør; ligesom Kouchner har han haft en alsidig karriere, der dog med enhver franskmands fornemmelse for filosofi gør ham til en imponerende historiefortæller. Ydermere har han været ambassadør for Frankrig i såvel Senegal som Gambia - Senegal står jo mit hjerte nært; men historien foregår i et helt andet område af Afrika!

Den unge Poncet er havnet i Cairo efter en lidt skødesløs tilværelse og uden uddannelse; men han har en god viden om planter og naturmedicin, og bliver hurtigt efterspurgt som læge i byen. Men den franske konsul er ikke af samme opfattelse, da han ingen papirer har. Så komplicerer tingene sig for konsulen, da Ludvig XIV beslutter at sende en emission til Abessinien - i dag kendt som Etiopien - for at omvende dem til katolicismen.

I dag kender vi Etiopien som hjemland for Haile Selassie; som hjemsted for rastafari-religionen opkaldt efter Ras Tafari og mest af alt for sult og nød. Men i 1700 var det et uopdaget farligt land - langt syd for de egyptiske katarakter, og hvor hvide mænd ikke rejste. Især ikke som katolikker. For nok var kejseren ikke muslim - men han ville ikke underlægge sig Paven og den katolske kirke.

Men Poncet forelsker sig i konsulens datter, og beslutter sig for at deltage i en dødsdømt ekspedition til kejseren. Her er der lidt konfusion - eller litterær frihed - for i 1699/1700 hed kejseren Iyasou I selvom Rufin kalder ham for Yesu I. Det er nærliggende og tilgiveligt i en fiktiv roman. De tager altså afsted - og kommer tilbage. Poncet har opnået den diplomatiske fortrolighed med Yesu, og vil nu til Versailles for at blive akkrediteret som ambassadør, så han samtidig kan opnå den borgerlige status, der vil gøre det muligt at fri til Alix.

Selvfølgelig går alt galt i denne historie, der er skrevet som i periodens stil. Der er de gode og de onde; dueller og kampe, jesuitter og kapucinere (datidens store religiøse skisme i Frankrig)... der er diplomati og snyderi - og til tider er der aldrig langt mellem yderpunkterne i alle disse modsætninger. Der er samtidig en fantastisk dosis geografi og historie - og jeg var mere opmærksom ved denne genlæsning tolv år senere, da bogen slutter i det fantastiske Skt. Katarina kloster i Sinai-ørkenen, hvor jeg stod for 18 måneder siden. Det rører mig altid mere at læse om steder, hvor jeg også har været - og måske endnu mere, når disse er uændrede igennem århundreder.

Det er måske også en roman uden de store litterære overraskelser - ingen krumspring i sproget men en god dosis gammeldags ridderroman i moderne format; og det er vellykket også anden gang man læser den. Jeg tror ikke, at Rufin vidste, at denne roman ville indbringe ham en Goncourt-pris - men der kom en efterfølger, som selvfølgelig skal læses nu... og senere har han skrevet andre fantastiske romaner, hvoraf jeg har nogle til gode - heldigvis!

Brandwashed - Martin Lindstrøm

2011-12-11T13:44:00.001+01:00

Engelsk
9.-11. december
292 sider
Dansk titel: Brandwashed
Bogudfordringen 2011

Martin Lindstrøms seneste marketingbog blev massivt markedsført, da den udkom i efteråret - såmeget, at jeg fik bestilt den hjem inden den nåede de belgiske boghandleres hylder. For det første fordi den i kraft af mit arbejde interesserede mig; for det andet fordi jeg uden tvivl er akkurat så brandwashed, som bogens emne omhandler. For Martin Lindstrøm er jo selv et brand, og som sådan kan hans bøger sælge, inden de udkommer udelukkende baseret på reklame og løftet fra tidligere bøger eller de mange nyhedsbreve man kan modtage fra hans hjemmeside.

Jeg blev uendeligt skuffet må jeg med skam sige! Der er tale om en gang typisk amerikansk bla-bla-bog; hvis man alene fjerner alle hentydninger til - 'det kommer vi tilbage senere' fx, er der sparet nok 2-3 sider! Er det fordi man selv ved, at indholdet er så tyndt, at man konstant skal fastholde læserens interesse og undgå, at han lægger bogen væk?

Mange eksempler er baseret på amerikanske mærker, som udelukkende findes på det amerikanske marked - men det er stadig irrelevant; det mest irriterende er den manglende empiri. Der er oftest tale om eksempler taget fra andres studier, som Lindstrøm blot refererer. Det er altså ikke hans arbejde! Hans fyldtekst - for det betragter jeg den som - er tom snak for at fylde siderne ud. I USA bliver man jo betalt for at skrive ord - ikke kvalitet! Det er igen den gamle sang om, at vi ved faktisk det hele - Lindstrøm sætter det bare i ord. Men i alt for mange gentagende ord og floskler.

Emnet er absolut interessant og stigende relevant; der er tidligere skrevet glimrende bøger om brand marketing, som fx franske Jean Kapferers bøger - de er selvfølgelig mere tekniske og beregnet på en anden og mere professionel målgruppe end Lindstrøms bøger. Deraf måske min frustration over at læse en slags pseudojournalistik uden en eneste teoretisk grafik.

Samtidig er bogen selvfølgelig en personlig markedsføring af Lindstrøm som konsulent for store mærker; men især et eksempel irriterede mig grænseløst. Lindstrøm forklarer sin mission for et russisk firma, der vil lancere en ny vodka i et marked med i forvejen tusindvis af produkter, og med forbrugere, der historisk drikker for meget og for hurtigt. Her transformerer han nærmest sig selv til en Messias, der egenhændigt skulle have fundet hemmeligheden til et kæmpe lands alkoholproblemer - de vil faktisk ikke drikke så meget så hurtigt!!! Men de gør det fordi alle andre gør - men der var ingen, der havde spurgt dem om deres drikkeadfærd før Lindstrøm mirakuløst landede i Moskva eller hvor det var! Det virker totalt useriøst - og ikke mindst så selvforherligende, at det er smagløst!

Konklusionen er, at jeg også faldt i forbrugerfælden - jeg købte et brand; i dette tilfælde Martin Lindstrøm - men totalt uden indhold. Ren indpakning! Og en meget stor skuffelse...

Tintin au Congo de Papa

2011-12-09T10:21:00.001+01:00

Fransk
8. december
63 sider
Dansk titel: Ikke oversat

I forbindelse med retssagen og den stigende polemik omkring Tintin i Congo, har en belgisk avis udgivet en lille fin bog for at forklare baggrunden og historien bag. Det var årsagen til, at jeg først genlæste albummet for at have det frisk i erindring. Det var utroligt lærerigt!

Retssagen startede i 2007, da en congoleser bosiddende i Belgien, anlagde sag. Han ville have bogen forbudt - eller fjernet eller trykt med en stor fed advarsel udenpå for racistisk indhold. Sagen har nu været ved den belgiske domstol uden held, og er nu trukket videre til menneskerettighederne.

Hvis man ser på de reelle fakta beskrevet i denne bog kan man dog virkelig stille sig selv spørgsmålet om det er løsningen?

For det første skrev Hergé denne serie på bestilling til en avis i 1930; den var lavet efter tidens ånd for at promovere Congo som destination for unge katolske missionærer. I 1946 blev det omskrevet, farvelagt og omstruktureret til et album, som indgik i den stigende række albums med Tintins eventyr. I den forbindelse skete der en del ændringer - blandt andet tales der ikke længere om Belgien, ligesom landet ikke længere nævnes på nær på forsiden. Nu ankommer de blot til Afrika! Da Tintin skal agere skolelærer i den lille missionsskole var det oprindeligt en lektion i Belgiens geografi som deres fædreland, mens det nu er matematik.

Disse elementer er siden blevet fremhævet som racistisk forstærkende; at Hergé ikke blot ville nedgøre congoleserrne men alle af afrikansk afstamning i hele verden. Det er stærke ord, og for mig at se noget ude af proportioner med hensigten bag.

I 1960 blev Congo uafhængigt, og man stoppede salget af albummet på fransk - velvidende at det kunne støde. Men i 1969 genudgav en avis i Zaire (en af Congos midlertidige navne) serien i deres avis. Hvis de kunne gøre det i god tro og uden problemer, kunne forlaget i Europa også mente man, og derfor kom det igen på gaden i 1970.

Tegnere og intellektuelle i Congo udtaler i bogen, at de synes, at det er morsomt - at der for dem er elementer, som minder dem om det morsomme i de hvides opførsel - og det griner de af! Den omvendte verden.

Den berømte næsehornsepisode blev ændret i 1975 under pres fra forlaget Carlsen i Sverige - som vist også udgiver den danske udgave - som mente, at den slags brutalitet overfor dyr var for meget. Men den er forblevet i den franske udgave.

Hele diskussionen virker på mig lidt absurd; jeg kan godt se, at karikaturen er grov - men jeg kan da også gennemskue, at den viser en verdensopfattelse, der var anderledes for 80 år siden, da den oprindeligt blev skrevet. At den - som Hergé selv har udtalt - var en ungdomsfejl; og at den helt sikkert havde været anderledes, hvis han havde sat sine ben i Congo.

Men skal man så også forbyde al anden litteratur eller film, der vidner om jødeforfølgelse fx? Under påskud af, at det kan give ungdommen i dag ideer om at behandle jøder ligesådan? Skal man ikke netop benytte et album som dette til at undervise og lære nye generationer om kolonialismen på godt og ondt? Det er et historisk vidnesbyrd - og man kan ikke udslette historien. Den tankegang er jo i øvrigt helt absurd i mine øjne.

Der er stereotyper - som den dovne afrikaner, der ikke vil arbejde, da toget vælter; men der er også de morsomme stereotyper, som congoleserne selv er stolte af - selvsamme afrikaner i sit meget fine tøj, som inkarnerer den livsstil, som congoleserne selv kalder sapeur, som beskrevet i bogen af den congolesiske forfatter Alain Mabanckou. Jeg kan godt forstå den congolesiske kunstner, som udtaler, at der er grundlag for et godt grin - fra begge sider. Man skal bare huske, at det også skal bruges til eftertanke og udvikling.

Det var et interessant tillæg til debatten- og personligt lærte jeg meget nyt af denne lille bog ved at læse den sammen med selve albummet.

Tintin au Congo - Hergé

2011-12-09T10:04:00.001+01:00

Fransk
8. december
62 sider
Dansk titel: Tintin i Congo

I 2007 da det forlød, at dette album kunne blive forbudt - eller i bedste fald totalt omskrevet, skyndte jeg mig at købe det. Der var ikke en advarsel hæftet udenpå, som det nu er tilfældet for bl.a. den engelske udgave. Tilmed er den franske udgave på nogle få punkter tættere på den originale end fx den danske - mere om det!

Ved første øjekast er det tydeligt, at dette er en tidlig tegneserie af Hergé; tegningerne er langt fra så detaljerede og finurlige som i senere albums - og de fleste af de velkendte personnager mangler. Faktisk møder vi kun Tintin og hunden (Milou på fransk), og i den indledende scene ses Dupont & Dupond blot som statister på banegården.

Dette album var bestillingsarbejde som en slags markedsføringskampagne for en katolsk belgisk avis, da Hergé var blot 23 år gammel. Avisen forsøgte at rekruttere folk til at rejse til belgisk Congo for at arbejde; og denne tegneseriestribe skulle være en del af en kampagne, som virker temmelilg moderne. Først annoncerede man afrejsen af Tintin - tilmed samme dag som det rigtige skib afsejlede på dets faste rute mellem Belgien og Congo. Dernæst kom de daglige bulletiner, og da serien var slut fik man en 14-årig udklædt dreng til at møde op på redaktionens balkon. Først senere - efter krigen - blev den samlet til et album, og totalt omskrevet.

Men den store polemik i dag går jo på det racistiske element - mere om det i næste indlæg - og hvorvidt den skal forbydes totalt. Hvis man dog udelukkende skulle dømme den ud fra de efterfølgende albums, så er det nærmest dårligt! En elendig storyline, hurtige skift - blandt andet er det påfaldende så meget jagt, der er, så Tintin kan få sine Big Five-trofæer. Jeg er ikke engang sikker på, at det var muligt i Congo på den tid! Hergé selv havde nemlig som 23-årig aldrig været i landet; han skrev og tegnede ud fra den opfattelse han kunne finde i Belgien. Selvsagt noget indskrænket og nedladende i 1930!

Det franske album adskiller sig stadig fra alle andre landes ved at have en anden scene på side 56 under næsehornsjagten. I den franske udgave bliver næsehornet sprængt i luften med dynamit, mens det i andre udgaver når at flygte ved lyden af et skud. Det er da også rent menneskeligt en mere brutal ung Tintin, man møder her - og uden de sædvanlige små moraler, som findes i senere albums.

Jeg synes ikke, at det skal forbydes - se næste indlæg; men det er heller ikke en perle i Tintin-samlingen. Men det er en del af processen, der gjorde Hergé til den tegner, han senere blev til!

Marie-Antoinette - Antonia Fraser

2011-12-08T21:40:00.001+01:00

Fransk
5.-8. december
726 sider
Dansk titel: Marie Antoinette - Rejsen

Selvom denne bog oprindeligt er skrevet på engelsk, og blandt andet ligger til baggrund for Sofia Coppolas horribelt overfladiske film om livet ved Versailles-hoffet, så var det for mig et åbenlyst valg at læse den på fransk. I modsætning til den danske kritik var der nemlig af samme grund ingen problemer med dårligt eller inkonsekvent oversatte navne og titler. Det er for mig væsentligt, når jeg læser en biografi fra fransk historie, hvor man er vant til den franske navne og titler.

For der er en hel del at holde styr på i denne lange og tætskrevne bog; de franske har jeg ingen problemer med - men Habsbourg-huset (Marie-Antoinettes mødrene ophav) er en anden historie - og ikke mindst, hvordan hendes søstre og brødre giftes videre ud i Europas kongehuse og fyrstedømmer. Det krævede lidt Wikipedia parallelt - men var dejligt lærerigt!

Jeg har tidligere læst Jean-François Chiappes mere overfladiske biografi fra 1988, samt selvfølgelig Stefan Zweigs mere psykologisk inspirerede værk fra 1933. Frasers biografi tager et lidt andet udgangspunkt, og er under alle omstændigheder et imponerende stykke historisk biografiarbejde. Hendes udgangspunkt er som hun nævner i forordet, at fortælle historien uden at lade sig influere af slutningen - som vi jo alle kender.

Hendes fortælling starter med fødslen og det kan undervejs ikke undlades, at man analyserer hendes beskrivelser som en årsag til det senere fald - den manglende uddannelse som næstsidste (og lidt oversete) barn i en søskendeflok på seksten børn; den katastrofale start på ægteskabet med en ung kronprins (og ret hurtigt konge), som ikke ville opfylde sine pligter i sengen.

Som sagt er der ikke meget nyt i historien - andet end, at den måske er nyere, og dermed har flere ressourcer til rådighed ligesom vi i dag dømmer anderledes end tidligere biografer har gjort. Muligvis er hendes tilgang også anderledes fordi hun er kvinde; hun anskuer uden tvivl Marie-Antoinettes handlinger anderledes end en mandlig fortæller - hvor mange kvinder ville ikke på den tid - og efter den tids normer - være faldet for fristelsen til pynteri og tant og fjas ved et hof, hvor man levede så afskåret fra virkeligheden?
Er man tilmed kun en teenager og adskilt fra sin familie og venner - og et nemt offer for intriger og geskæftige hofpersonnager, der vil indynde sig - så kan man forstå besværligheden ved at finde en rolle, som kunne have reddet kongeriget og undgået revolutionen.

Men det mest groteske i hele denne historie om revolutionen er og forbliver for mig, at franskmændene blot få efter at have kappet en masse hoveder, accepterer en mand, der selv proklamerer sig som kejser og på ingen måde står tilbage for Louis XVI's hofs ødselhed. Om man udsmykker sig selv, sine paladser osv. med liljer eller bier er vel i den henseende ligegyldigt? Tendensen vae præcis den samme - omend hans fald blev en anelse mildere.

Franskmænd er stadig i mine øjne den mest royalistiske republik i verden - og de nærer en oprigtig nostalgi overfor fortidens storhed. De behandler deres folkevalgte præsidenter på en helt anden måde end vi vore statsministre, og der er stadig reminiscenser af kongerøgelse i fransk kultur. Det er svært at dømme entydigt i dag, hvor vidnesbyrd er forfalskede og forældede - men en retfærdig rettergang fik de ikke; og dommen var ikke i relation til forbrydelsen men i relation til folkehadet.

Habibi - Craig Thompson

2011-12-04T15:04:00.001+01:00

Engelsk
4. december
672 sider
Dansk titel: Ikke oversat
Bogudfordringen 2011

Habibi er intet mindre end breathtaking! En fuldstændig overvældende oplevelse - og et kunstværk af en bog. Jeg er absolut ikke fan af tegneserier, så jeg kiggede lidt undrende, da jeg hentede bogen i den engelske boghandel efter at have vundet den i en konkurrence. For det første er den enorm - stort format, tykt lækkert papir og vejer omkring 2 kilo - ikke den slags bøger, jeg normalt har i tasken! Den måtte da også læses liggende på et bord.

Men derudover opdager man hurtigt, at det ikke er en tegneserie - men en grafisk roman. Den er skrevet og tegnet af en amerikaner, men omdrejningspunktet er Mellemøsten - og hele verden på samme tid.

Det er historien om Dodola - i nogle kulturer kendt som vandets gudinde - der som lille pige bliver giftet bort til en meget ældre mand. Hun bliver fanget og sat på slavemarkedet, hvor hun finder den lille dreng, Zam (eller Cham eller Ham som i Noahs fordømte søn). De lever i mange år på en strandet båd i ørkenen - symbolet for Noahs ark; Dodola får mad fra karavanerne mod seksuelle ydelser, men som Zam vokser op, vækkes hans kødlige lyster for Dodola.

De bliver dog skilt fra hinanden; Dodola ender som kurtisane i sultanens palads, og Zam begiver sig langt om længe til byen for at lede efter hende, da mad og vand er sluppet op på båden. Her bliver han hjulpet af transseksuelle religiøse, og vælger at blive eunuk. Dermed ender han en dag i sultanens palads, og genfinder Dodola - og de slipper væk... men en fysisk kærlighed er jo umulig nu.

Det lyder umiddelbart som en infantil tegneserie om uforløst kærlighed; men det er blot rammen om en langt dybere historie. For det første er der ingen tidsperiode - der er 1.001 nats eventyr og paladser og sultaner; men i ørkenen udenfor paladsets mure er der olieledninger, og den store dam, som afskærer folket fra at få vand. Vand er et gennemgående tema i bogen - som den oprindelige kilde til overlevelse; som et moderne magtmiddel i politik. Men han berører samtidig emner, som slaveri og prostitution i både den gamle men også nye fortolkning; vores moderne verden i Vesten og den tredje verdens elendighed.

Zam - eller Ham - er sort som Noahs søn var det; og som Ham er blevet et symbol for slaveri - og Dodola er hvid og af arabisk afstamning. Det er én af modsætningerne i historien - for alt handler om dualiteten. Om seksuelle lyster i fysisk eller psykisk form - krop eller sjæl; om forurening og renheden i vand. Om kristendom og islam. Om himmel og helvede.

Thompsons historie er baseret på såvel muslimske som kristne beretninger - Noahs ark, Abrahams ofring af sønnen Isak, som afværges - og Moses' udsættelse på floden. Abraham som stamfaderen til både kristendom og islam - og hans to sønner Isak og Ismael, den hvide og den sorte. Historierne fortælles med citater fra såvel Koranen som den bibelske udlægning, men indflettet i romanen, som historier Dodola fortæller den unge Zam.

Samtidig er der vanvittig humor i tegningerne, som i sig selv er rene kunstværker. Tegningen, hvor Noah fortæller dyrene, at de må afholde sig fra sex på arken på grund af pladsmangel, hvorefter man ser et hav af kaniner omkring ham. Det er ikke en pegefingerløftende religiøs fortælling heller - men en universel fortælling om, at de forskelle vi hele tiden håndhæver ikke er der i vores rødder. De er der ikke i den universelle fortælling, der er basis for vores kulturer og vores symboler - de har blot udviklet sig forskelligt; men i virkeligheden er det konstant modsætningerne, der komplementerer hinanden - som Yin og Yang, sort og hvidt, Zam og Dodola!

Thompson benytter sig udover den arabiske kalligrafi, som han mestrer til perfektion, også af figurers symbolværdi - de fire elementer, tal, stjerner og hvordan matematiske figurer har en anden symbolværdi

Tegningerne er en rigdom i sig selv; man kan dårligt forestille sig den tid, det har taget at komme ned i de utrolige detaljer samtidig med, at han behersker sin kulturhistorie - det er både en imponerende tegner og en god historiefortæller.

Den udgave jeg har er i en fantastisk læderindbinding med de små amuletter indsat på forside, bagside og i ryggen, som gør den til et reelt samlerobjekt. En bog, man kan tage frem for blot at beundre tegningerne - eller for at genlæse den både barske, utrolige, rørende, dramatiske, romantiske og realistiske historie om verden ganske enkelt. Virkelig et mesterværk blandt de bøger jeg har læst i 2011.

Vi kan sove i flyvemaskinen - Ulla Terkelsen

2011-12-03T22:25:00.001+01:00

Dansk
3. december
250 sider
Bogudfordringen 2011

Ulla Terkelsen har for mig altid stået som et forbillede af kvindeligt intellekt på samme niveau som Dronning Margrethe; iøvrigt synes jeg, at der er mange lighedspunkter mellem de to - uden at de jo direkte kan sammenlignes. Men de er begge stærke kvinder; ekstremt intelligente og måske ikke med det mest feminine yndige ydre - men med en enorm karisma og med ordet i deres magt.

Jeg fik tilsendt Ulla Terkelsens bog i fødselsdagsgave, og det er efterhånden sjældent, at jeg læser danske bøger - af naturlige årsager. Måske var det en kombination af eftervirkningerne af narkosen i torsdags og deraf følgende sentimentalitet, men jeg græd flere gange i løbet af denne læsning.

Ulla Terkelsen er præcist som mit billede af hende - og så meget mere; en stærk kvinde, som på mange måder har valgt utraditionelle veje. Som at blive skilt (to gange) og efterlade sønnen mest til faderen. At have en kæreste - Jørgen Grunnet - som hun ikke levede med i dagligdagen; og som døde mens hun var ude i verden for at dække en stor begivenhed... Obamas indsætning som præsident. Mange vil nok betegne det som meget kynisk - men de har sikkert haft deres overensstemmelse om det; og når man læser bogen får man en opfattelse af denne umådeligt stærke og selvstændige kvinde.

Jeg tror bestemt ikke, at det er uden omkostninger - som hun selv giver udtryk for da hendes eneste søn befinder sig i New York den 11. september, og hun ikke kan komme i kontakt med ham. Det er mere et kald - at rejse ud i verden og være der for at fortælle os andre om det. Men som hun selv understreger, så er det journalistikken, der er vigtigst - ikke de personlige følelser, når man står midt i brændpunkterne.

Alligevel fik bogen tårerne frem hos mig, da hun beskriver Polens optagelse i EU i 2004; i forholdet til familien ikke mindst da moderen er på plejehjem, og hun 'bekvemmeligt' er langt væk. Jeg blev begejstret over hendes beskrivelser af rejser og forhold til bestemte byer og lande - som Paris, Berlin, Irland og Polen. Ikke New York fordi jeg aldrig vil kunne tage noget fra det land eller den by seriøst eller interessant - men hun er en eventyrer i sjælen. Som hun beskriver synet af togskinnerne som barn - "eventyr var mulige'. Den filosofi passer mig!

Det er en hudløs bog, og derfor rørte den mig; jeg slugte den jo! Jeg kunne have læst meget mere - for som hun skriver i starten om en kompliment hun fik af en veninde: "Hun har mange gode historier at fortælle."
Jeg var overrasker over hendes tro - men på den positive måde; en bevægelighed følelsesmæssigt - en nyysgerrighed overfor Bibelen (bogen over alle) kombineret med kærligheden til kunst. Det er endnu et træk, der for mig understreger hendes lighed med Dronningen - spiritualiteten og intelligensen, og det faktum, at man kan tro i dag uden at være ignorant.

Jeg synes måske, at hun kunne have valgt en anden titel - denne virker for overfladisk til indholdet...men det er muligvis ikke hendes valg alene.

Det var også slutningen for mig på Bogudfordringen 2011. Jeg har gennemført dem alle - men det var jeg faktisk ikke i tvivl om. Jeg ved blot ikke, om det reelt har bibragt mig noget - udfordringer, jeg ikke selv kunne opstille? Og opdateringen og interaktiviteten på Bogudfordringens blog har været minimal. Det burde ikke tage nærmest en måned at opdatere tælleren - ej heller at finde et system, så man får opdateret sin tæller, hvis man uheldigvis er ude at rejse. Ideen var muligvis interessant - men ikke helt gennemført desværre.

Les hauts plateaux - Lieve Joris

2011-12-03T12:51:00.001+01:00

Fransk
29. november - 3. december
135 sider
Dansk titel: Ikke oversat

Mange dage om en lille bog - men der kom lige en operation med fuld narkose og deraf følgende mathed imellem! Og muligvis også en snert af manglende begejstring.

En hel del år efter hendes første rejse til Congo, som beskrevet i den første bog jeg læste af hende, tager Lieve Joris tilbage til Congos østlige grænse - i højlandet ved Tanganiyaka-søen, og grænserne til Burundi og Rwanda. Hun vil gå turen til fods fra sletterne og ned - en fem uger lang tur med guider og lokale bærere; hvilket nok var det første element, der generede mig. Som forfatter og menneske gjorde hun i sin første bog meget ud af at reparere kolonialisternes magtdemonstrationer - for derefter at hyre lokale til at bære sin kuffert. For hun rejser oven i købet med en Samsonite-kuffert, som næppe egner sig til den slags udflugter... ikke engang en dertil indrettet rygsæk!

Desuden syntes jeg, at det lugtede for meget af lette penge - når man skriver en roman på 135 sider for at fortælle om sin ferie... så er det beregnende. Kvaliteten er desværre også derefter - der er ganske enkelt ikke kød på det. Jeg kunne uden tvivl have skrevet en lignende roman om mine rejser til Senegal - men da jeg ikke allerede har et navn, ville det ikke sælge! Men det skurrer i mine ører, og jeg kom aldrig rigtigt til at holde af hendes fortælling.

Måske får hun en chance til - måske ikke. Men der skal altså være mere gods i!

Dark Star Safari - Paul Theroux

2011-11-29T09:39:00.001+01:00

Engelsk
21.-28. november
495 sider
Dansk titel: Ikke oversat

Nogle mennesker kan tillade sig at skrive en rejseskildring - andre kan ikke! Paul Theroux hører i mine øjne til dem, der kan - præcis som Ryszard Kapuscinski. For begge gælder det, at de ikke blot rejser - men, at de rejser på den mest hudløse og ekstreme måde. De forsager den moderne rejsendes trang til bekvemmeligheder med en næsten religiøs foragt; men de oplever så meget mere!

Paul Theroux' store rejse er muligvis opstået i forbindelse med en mindre personlig krise, da han styrede mod sin 60-års fødselsdag i foråret 2001; i indledningen giver han udtryk for den trang til at være væk - ikke bare at være væk; men at blive væk. I den forstand, at man ikke kan ringe ham op, maile ham eller sågar sende et brev med posten. Han vil være alene og fri af tidsfrister og den vestlige verdens klokkestrenge. Han vil også opsøge nogle af de steder, hvor han levede som ung, da han underviste i Malawi.

Så han flyver til Cairo for at påbegynde sin rejse, og han har sat sig selv primært to mål (udover at blive væk): Han vil ikke flyve men benytte transportmidler som tog, bus, taxi - til fods, hvis det skal være! Og han vil ende i Sydafrika og dermed krydse en lang række østafrikanske lande. Hans første hurdle bliver et visum til at komme over grænsen til Sudan; et land præget af borgerkrige og meget lukket for fremmede. Derefter går turen til Etiopien, hvor han finder Rimbauds afrikanske gemmested; videre til Kenya, Tanzania, Malawi, Uganda, Zambia, Zimbabwe, Mozambique og Sydafrika, hvor han ender ved Cape Point - det absolut sydligste punkt af det afrikanske kontinent - og han får sin drøm opfyldt.

Men udover selve drømmen - den oprindelige plan - ser og oplever han kontinentet indefra; han undgår tit de større byer, men passerer igennem fordi det er nødvendigt af logistiske årsager. Han rejser med lokale busser, på ladet af en lastbil proppet med køer, i en taxa for at krydse obskure grænseposter - eller i en lille båd ned af en flod for at komme den nemme vej ind i et nyt land. Han oplever skudepisoder og tyverier; han oplever, at fremmede lokale uden at tøve tilbyder ham en plads i deres bil - mens de hvide nødhjælpsarbejdere konsekvent afslår hans bøn om autostop.

Netop kritikken af nødhjælpsarbejdet - og personerne bag - i Afrika, er et emne, som optager ham en del. Muligvis fordi han selv kom til Afrika som ung i 1960'erne, da de fleste lande fik deres uafhængighed og så mange år senere har han nærmest indtryk af, at tingene er blevet værre. Ifølge Theroux er det fordi afrikanerne ikke selv er involveret i processen, og dermed er blevet umyndiggjort og hænger fast i en skrøne om, at den hvide mand skal betale og at de blot skal modtage uden at yde. Uden på nogen måde at være specialist i den slags, vil jeg dog mene, at han ikke har helt uret! Men udtalelser som nedenstående har selvsagt chokeret:

"Aid workers in rural Africa are in general, oafish selfdramatising prigs and, often, complete bastards."

"...the only people dishing up the food and doling out the money are foreigners. No Africans are involved".

Det er den umyndiggørelse, der betyder, at hvide stadig antastes konstant for at give penge og mad; men da han fx spørger en tiggende mand, hvorfor han ikke beder Theroux om arbejde - så er tiggeren nærmest fornærmet. Det er samtidig den attitude, der desværre skræmmer mange fra at rejse til og i Afrika, og giver visse nødhjælpsorganisationer et dårligt rygte. Der er mange debatter om effektiviteten af det arbejde, der udføres - og det er en ømtålelig debat, hvor man nemt bliver stemplet som racist, hovmodig, kynisk etc.

Mange har kritiseret Theroux for ikke at kende nok til arbejdet, der udføres lokalt - det er uden tvivl rigtigt; men gælder det ikke os alle? Vi er ude af stand til at gennemskue, hvor de penge vi giver til store indsamlinger reelt ender? Derfor er hans objektive personlige mening vel lige så værdifuld som en andens - problemet for nødhjælpsorganisationerne er selvfølgelig, at han sætter den på skrift!

Theroux laver et par faktuelle fejl - han er ikke perfekt heller; præcis som Kapuscinski kritiseres for at have romaniseret sine fortællinger - det har jeg intet problem med. Ingen af dem forestiller at være journalister, der skal give en endegyldig sandhed; de formidler deres kærlighed til Afrika set udfra deres personlige oplevelser! Men derfor kan det godt irritere mig, at manden ikke kan citere de fem dyrearter i The Big Five korrekt!

Men jeg fascineres af de mennesker, der rejser på denne interimistiske måde; som kan leve med faren og den manglende komfort - og som oplever så meget mere. Jeg forsøger at undgå masseturismen - men jeg er endnu ikke på stadiet, hvor jeg vil krydse en afrikansk grænse til fods midt om natten med skudsalver i ryggen... men at læse om det giver mig fornemmelsen af at leve!

L'empreinte du renard - Moussa Konaté

2011-11-21T12:49:00.001+01:00

Fransk
20. november
265 sider
Dansk titel: Ikke oversat

Når man flyver til Afrika fra Bruxelles er flymagasinet altid en særlig udgave, som udelukkende omhandler afrikanske nyheder indenfor diverse emner. Da jeg fløj til Dakar for nogle uger siden, var der en spændende artikel om afrikanske krimiforfattere - lidt af en sjældenhed! Afrikanske forfattere er enten poeter som de fleste var det inden eller umiddelbart efter uafhængigheden, eller ironiserende over deres kontinents skæbne som Alain Mabanckou eller med grusomme historier om krige og elendighed som Léonora Miano eller Chimimanda Ngozi Adichie for blot at blive i de mere nutidige forfattere, som når til Europa.

Desuden er der nok en tendens til, at de kommer fra bestemte lande - Congo, Nigeria, Sydafrika etc. - man har givetvis andre primære bekymringer i Etiopien end at sætte sig ned for at skrive. Eller også er det igen fordi, at det ikke appellerer til et europæisk publikum.

Under alle omstændigheder er det småt med krimiforfattere - så jeg skrev lystigt forslagene ned, og har bestilt et par stykker nu efter min hjemkomst. Denne krimi er således skrevet af en malisk forfatter - og det var absolut første gang for mig!

Historien starter med en duel mellem to unge drenge, som er bedste venner. Den ene har en affære med den andens forlovede - en forlovelse, som har været aftalt mellem børnenes forældre allerede inden deres fødsel - for vi er i et traditionelt afrikansk samfund; hos Dogon-folket, hvis verdensopfattelse bygger på kosmogoni. En verdensopfattelse, hvor deres skæbner bestemmes af forfaderen Lébé og ikke mindst af de forudsigelser, som tolkes ud fra rævenes spor.

Det er almindelig praksis hos dogonerne, at man stiller en firkant af pinde i jorden; indenfor denne firkant smider man jordnødder og om natten kommer rævene og spiser nødderne; og samtidig vælter de pindene i et mønster, som tolkes af de vise mænd. Deraf navnet på romanen - Rævens spor!

Duellen ender tragisk med, at den forurettede dreng dør; hans søster angriber den udfordrede ven, men de styrter begge ud over kløften - men kun søsteren dør. Rævene har allerede forudset, at der vil blive spildt meget blod i landsbyen i den kommende tid - og næste morgen finder man den anden unge mand død. Han er voldsomt opsvulmet og med sort størknet blod i mundvigene - og han er ikke alene; en af hans venner findes død i sin seng umiddelbart efter.

I Bamako - Malils hovedstad - får kommissæren Habib besked på at tage til landsbyen Pigui for at opklare sagen; og han tager afsted sammen med sin yngre kollega, Sosso. De bliver mødt med en mur af tavshed - og endelig blot en angivelse af, hvem man mener morderen er. En mand, som kan myrde på afstand ifølge deres overtro.

De to politimænd stifter bekendtskab med den særlige animistiske tro og levevis, som den lille etniske gruppe forsøger at efterleve på trods af, at de unge får andre impulser - og værdier - udefra igennem skolen. Langsomt går det op for dem, at mordene har en rituel betydning - og at motivet er en konflikt mellem deres værdier og de unges trang efter vestlig verdslighed. Det er en etnologisk krimi med humor i forholdet mellem de to politimænd, vittigheder på absolut afrikansk vis og kontroverset mellem at ville bevare en uddøende kultur eller overgive sig til den vestlige verdens livssyn - selv fra hovedstaden Bamako til denne egn er der lysår mellem deres religioner og generelle levestil.

Jeg var absolut mere begejstret for denne end for Zulu, som også skal forestille at være en afrikansk krimi - men som er skrevet af en franskmand. Zulu er meget rå - og ekstremt voldelig; her er der snarere tale om det psykologiske spil mellem de to befolkningner, der mødes - og der er spænding om, hvem morderen er som i en 'gammeldags' krimi. Endelig synes jeg, at det var interessant at lære om deres kultur - forfattere fra så fremmede lande er altid spændende. Nu glæder jeg mig til de næste afrikanske krimier ankommer - for der er et nyt uopdaget marked for læsning, kan jeg fornemme!

Vol 714 pour Sydney - Hergé

2011-11-20T12:10:00.001+01:00

Fransk
20. november
62 sider
Dansk titel: Rute 714 til Sydney
Bogudfordringen 2011

Det var lidt sværere med denne måneds bogudfordring - jeg kunne finde forslag; men enten var de umulige at opdrive i diverse boghandler eller også havde jeg allerede læst dem. Men inspireret af den eufori, der har præget min adoptionsby de sidste par uger efter premieren på den nye Tintin-film, fik jeg faktisk lyst til at læse Tintin på fransk. Mine sidste Tintin-eventyr var da jeg var teenager og på dansk selvfølgelig - så nu har jeg købt nogle albums i hensigten at have dem alle på et tidspunkt; og netop dette udkom i 1968, som var det år jeg skulle bruge.

Det var derfor retur mange år tilbage, at jeg gik i gang med læsningen - jeg kunne faktisk ikke erindre at have læst dette album på dansk; men det må jeg have gjort for nok 25 år siden.

Der er alle de kendte skikkelser - dog ikke Dupond og Dupont - men det var sjovt at se Haddocks franske eder og forbandelser, og forsøge at fremkalde de tilsvarende danske. Det var kærlige gensyn med Professor Tournesol og Tintin, og hunden, som hedder Milou på fransk.

Samtidig er der lidt overnaturligt over det hele, da de misser et fly i Djakarta og ender midt i en skrækkelig historie - som sædvanligt. De når at stifte bekendtskab med overnaturlige væsener - og idéen om at prehistoriske statuer skulle være formet efter rumvæsener er ganske underholdende - og med rumskibe, der hypnotiseret bringer dem tilbage til den virkelige verden. Det er vel nok det eneste album, hvor Tintin & Co. efterfølgende rent faktisk ikke ved, hvad de har udrettet?

Jeg tror ikke, at jeg som teenager var klar over, hvor gamle historierne egentlig var? Jeg læste dem som nutidige tegneserier - lidet anende, at selv dette næstsidste i serien faktisk stammede fra mit fødselsår. Men de er stadig lige morsomme og finurlige - og aktuelle!

Fall of Giants - Ken Follett

2011-11-20T08:22:00.001+01:00

Engelsk
10.-18. november
941 sider
Dansk titel: Giganternes fald

Jeg er en af dem, der aldrig tidligere har læst Ken Follett - ikke hans krimier, og ikke hans to kæmpeværker om den engelske middelalder og katedralbyggeri. Jordens søjler mindede mig for meget om Havets Katedral uden, at jeg skal kunne sige om den ene eller den anden har ladet sig inspirere - eller ej!

Men så tænkte jeg alligevel, at Giganternes Fald måtte være velegnet ferielæsning. Så langt kom jeg dog ikke - men jeg kom langt nok ind i bogen til, at den måtte læses færdig.

Det er en voldsom sag, og faktisk synes jeg ikke, at det er behageligt med så stor en bog imellem hænderne - men det er et mere praktisk argument. Da jeg først åbnede den, og så de seks sider med personregister blev jeg også en anelse beklemt - men jeg havde reelt ikke behov for det senere i bogen.

Historien glider selvfølgelig utroligt nemt lilge fra starten; der er tale om den slægtsroman af de helt store - forstået, at der er flere slægter, flere historier og mange personer. Der er lidt Herskab og Tjenestefolk over det hele - en klassekampshistorie flettet ind i tiden op til og under 1. verdenskrig, hvor vi følger personer i England, Tyskland, Rusland og USA. Persongalleriet er nøje udvalgt så de repræsenterer de lande, hvor Follett har behov for at positionere dem tæt på historiske personer som fx den amerikanske præsident Wilson, som spillede en afgørende rolle i forbindelse med krigen.

Til tider irriterer det mig, at fiktive personer er placeret i dialog med historiske personer. Follett skriver selv i sit efterord, at det udelukkende er sket i situationer og med ord, som er sagt - blot til andre personer. Men i mine ører skurrer det, og jeg ville foretrække en udelukkende historisk roman - men dette kan selvfølgelig ikke lade sig gøre med krigen som baggrund, og med den historiske fortælling Follett også vil skabe.

Det historiske researcharbejde er imponerende - til tider lidt påtaget; som situationen i skyttegravene ved jul 1914, hvor de kæmpende mødes og fejrer jul sammen. Den historie er så velkendt, så Follett har syntes, at den skulle placeres et sted - men det sker på en utroligt klodset måde. Den ene person - englænderen - har på det tidspunkt intet at gøre ved fronten, men befinder sig ved et tilfælde lige der lige den dag. Det er for konstrueret blot for at få indsneget en velkendt anekdote.

Taler man om krig, taler man også om kærlighed - og selvfølgelig er der flere af den slags historier - den umulige kærlighed på tværs af klasseskel eller nationaliteter; igen er dialogen i de fleste af disse situationer temmelig triviel og man mærker, at det ikke var som romanforfatter, at Follett startede.

Alt i alt er det ikke en dårlig bog - men det er absolut heller ikke et mesterværk. Det er en populær bog, der læses nemt og hurtigt på trods af sine mange sider. Man fornemmer allerede, at der er lagt op til den annoncerede efterfølger - og det sker måske lidt for påfaldende.... introduktionen af Hitler i en parentes i slutningen, og alle de små børn, der fødes igennem bogen. De har stort set alle samme alder, og vil være parate som soldater til 2. verdenskrig - det er meget tydeligt, hvor Follett vil hen med sin trilogi. Måske lidt for tydeligt?

Mon oncle du Congo - Lieve Joris

2011-11-09T10:19:00.000+01:00

Fransk
7.-9. november
361 sider
Dansk titel: Ikke oversat

Der er næppe nogen, der kan begejstre mig som Kapuscinski, når det gælder rejsebøger. Men jeg havde fra flere kilder hørt meget godt om denne flamske forfatters forskellige bøger, som alle omhandler Afrika og hendes rejser til især Congo.

Som tidligere belgisk koloni rejste mange belgiske missionærer til Congo i starten af det 20. århundrede - ligeledes forfatterens onkel. Som barn hørte hun historierne og så minderne han bragte med hjem til Belgien, og endelig den gamle mand, som døde i et belgisk kloster, men allerhelst ville være blevet i Congo; det land, som var blevet hans efter næsten 50 års udstationering.

I midten af 1980'erne - som trediveårig - beslutter hun sig for at rejse i onklens fodspor for til dels at se med egne øjne, men også forsøge at forstå, hvorfor Congo i den grad fascinerede onklen. Rejsen starter på den samme gammeldags måde, som onklen rejste - med skib fra Antwerpen og hele vejen sydpå. Undervejs møder hun forskellige andre rejsende, som alle advarer hende mod landets utallige farer. Selv er hun nok mere naiv - og opdager hurtigt, at der er både sandheder og overdrivelser i de andrs historier. Men mest af alt er der generaliseringen af 'de sorte' som værende dovne, utilregnelige og uærlige.

Da hun lander i Congo besøger hun først forskellige missionærstationer, hvor hun møder gamle mennesker, der husker hendes onkel. Men som også ser hans efterfølger i hende og forventer hendes finansielle hjælp, da onklen jo desværre ikke kan hjælpe dem længere. Det er essensen af det afrikanske folks dilemma for selv at komme videre uden de hvides hjælp!

Endelig beslutter hun sig for at ville se landet uden missionærfolkenes hjælp og tilstedeværelse, og tager med en båd ned af Congo-floden. Denne rejse er mere rustik, og igen møder hun et broget udpluk af folk og skæbner og lærer mere og mere om kulturen og problemerne i landet.

Hun rejser i Mobutu-tidens Congo, og ser konsekvenserne af hans politik, som ikke er meget forskellig fra den politik andre afrikanske ledere udviser i dag - og som plyndrer folket og forhindrer deres intellektuelle og økonomiske fremgang. Det leder hende også i situationer, hvor hun overskrider grænsen for, hvordan en hvid kvinde kan opføre sig i et afrikansk diktatur - men da hun endelig er klar til at rejse hjem, er hun som mange andre, omvendt af Afrika,

Hun har senere skrevet en række andre bøger om rejser i Congo, men også andre lande - og jeg vil sikkert læse flere... blot fordi det er Afrika og interessant at se hendes blanding af fascination og forsigtighed, som er præcis den samme jeg selv føler, når jeg er dernede.

Dans l'or du temps - Claudie Gallay

2011-11-04T10:06:00.000+01:00

Fransk
1.-4. november
366 sider
Dansk titel: Ikke oversat

Claudie Gallay har tidligere overrasket mig positivt med flere romaner, så jeg regnede denne som en sikker vinder også - og samtidig lidt god underholdning til ferien. Men jeg blev skuffet - og ydermere fordi de to tidligere romaner, jeg har læst af hende var så gode.

Historien er en underlig konstruktion, og jeg kom aldrig rigtigt ind i bogens rytme. Vi befinder os i Normandiet i en lang sommerferie, hvor den mandlige hovedperson keder sig i sit ægteskab og er besynderligt distanceret fra sine syv-årige tvillinger, som han betragter på afstand som en slags objekter. Han forsøger at forlade huset - og familien - og møder tilfældigt den gamle dame, Alice, som bor med sin søster i et gammelt hus.

De to bliver et umage par, og langsomt fortæller de med mådehold deres respektive livshistorier uden at kende hinandens navne. Alice fortæller ham om sin rejse med faderen til et indianerreservat under 2. verdenskrig sammen med blandt andet den berømte franske surrealist André Breton. Om denne del er sandfærdig ved jeg ikke, og det var netop disse indflettede historier, der ikke fængede mig.

Men under denne rejse skete der også ting, som er medvirkende til den gamle dames mystik - en voldtægt som ung pige, faderes dramatiske død som resultat af hans manglende interesse for datteren... og en fascination for Hopi-indianernes kultur. Mange kulturelle fejltrin, som medførte tragedier for de fleste, som var med på denne rejse. Den mandlige lytter interesserer sig for såvel den gamle dame som for historierne om den indianske kultur - men jeg forstod aldrig forbindelsen eller parallellen til hans eget mismod.

Det virkede på mig som to absolut afskilte historier, og der opstår ikke den symbiose mellem de to lidt stakkels skæbner, som der lægges op til i starten af romanen. Jeg var pudsigt lettet, da jeg nåede til vejs ende!

Zulu - Caryl Férey

2011-10-31T09:48:00.000+01:00

Fransk
30.-31.oktober
455 sider
Dansk titel: Zulu

Som mange andre var afrikanske krimier noget ganske nyt for mig - og forfatteren er også fransk; men handlingen er henlagt til Sydyafrika og som forfatter har han måttet sætte sig ind i zuluernes krigsritualer og sydafrikanske tilstande. Bogen har vundet et utal af priser i Frankrig, men jeg er ikke ekspert i krimier til at vurdere om det er velfortjent eller ej. Men underholdende og nem læsning var det - især i et fly på vej til Afrika!

Det er en utrolig barsk historie - startende med mordet på en ung hvid kvinde i et slumkvarter i Cape Town. Detektiverne, der bliver sat på opgaven, er den sædvanlige blanding af good cop/bad cop med et tvist af Nesbøs Harry-karakter og en PC-nørd, som man kunne mistænke inspireret af Stieg Larssons Salander. Men det er nok efterhånden uundgåeligt ikke at skabe stereotyper - og især PC-genier må høre med til krimier i vores tidsperiode.

En af de mere interessante karakterer er den sorte betjent, Ali Neumann, hvis fortid langsomt afsløres. En historie om apartheid, vold og mord, som har skæmmet ham psykologisk for livet. Desværre dør han i slutningen af bogen - det var ellers en karakter, jeg gerne ville have set en serie bygget op omkring; men det er næppe Féreys intention.

Bogens handling udvides hurtigt fra det aktuelle mord til at blive en samfundsskildring af et samfund med en ekstrem voldsstatistik og med barbariske metoder for overlevelse blandt samfundets laveste. Det er en højspændt bog i fud fart - måske ikke den perfekte krimi, og ej heller for sarte sjæle. Men det var glimrende flylæsning! Pudsigt nok faldt jeg i flyet over en artikel om afrikanske krimiforfatterer - af afrikansk afstamning - og det er absolut nogen, der skal ses nærmere på!

Le malentendu - Irène Némirovsky

2011-10-29T17:16:00.000+02:00

Fransk
28.-29. oktober
191 sider
Dansk titel: Ikke oversat

Stadig meget begejstret for Némirovskys skrivning - og stadig lige glad, hver gang jeg finder en bog - det bliver jo sværere og sværere. Heldigvis er hendes genopblussede succes mere and tres år efter hendes henrettelse af nazityskerne medvirkende til en del genudgivelser. Det gælder også denne, som er hendes debutroman fra 1926, da hun var kun 23 år gammel - og inden hun i 1929 skrev David Golder, som blev hendes reelle litterære gennembrud.

Grundtemaet i denne roman bearbejder Némirovsky senere i andre romaner, hvor de bliver mere groteske i detaljerne samtidig med, at hun bevarer finessen i beskrivelserne.

Det er en kort lille historie om to mennesker, der mødes en sommer ved det franske hav. Denise er en rig ung kone, gift med en kedsommelig mand, som vi ikke hører meget til. På feriestedet møder de Yves, som manden kender fra 1. verdenskrig, hvor de delte hospitalsstue efter at være blevet såret. Manden skal på forretningsrejse, og Denise og Yves går ture, morer sig, leger med Denises datter - og ender med at blive elskende.

Forskellen på dem er dog, at Denise er umådeligt rig - via sin mand men også af fødsel - og Yves er fattig. Han kom af en rig familie, og har smagen for den riges verden; da hans forældre døde investerede han sine penge, og under krigen forvaltede hans familie dem så skidt, at han nu er fattig. Han har et almindeligt kontorjob i en bank, og sparer hele året for at give sig selv en fornemmelse af luksus de to måneder om året ved havet. Det tema berører Némirovsky i flere senere romaner, hvor sociale forskelle bliver grundstammen for konflikterne.

Det er uden tvivl et tema, der har beskæftiget hende en del, eftersom hendes egen familie mistede alle rigdomme under den russiske revolution, og måtte flygte via Finland til Frankrig. Hun var dog ikke af fattige kår selv - men har uden tvivl kendt til sin del af fattigdom i perioder.

Denise og Yves bliver elskere, da efteråret kommer og de er tilbage i Paris. Men problemerne opstår, da Yves kører surt i en verden som fuldmægtig, som han ikke føler er hans - og hvor han ikke kan lege med når Denise inviterer han på dyre steder. Denise på den anden side opfører sig som den forkælede rigmandstøs hun er og kan ikke forstå, at Yves ikke forguder hende og altid er henrykt for at se hende. Han vil ikke indrømme sine finansielle problemer - og hun vil ikke indrømme, at hun er ulykkelig med sin mand, men ikke kan affinde sig med at leve under sin standard.

Deraf den franske titel - Misforståelsen!

Måske er denne flirt blot tidsfordriv for dem begge - for der er ikke mange muligheder for reelt at være sammen - eller måske lever de begge i en fantasiverden? Bogen giver ikke et entydigt svar, men lader læseren bedømme ud fra personernes karaktertræk - præcis som Némirovsky gør det i senere romaner. På trods af hendes meget unge alder er det en fænomenal lille bog - ikke så detaljeret i ordenes dobbeltbetydning som i hendes senere værker; men man aner hendes yndlingstemaer og personbeskrivelserne er enestående.

Le dernier des Camondo - Pierre Assouline

2011-10-26T12:14:00.001+02:00

Fransk
24.-25. oktober
321 sider
Dansk titel: Ikke oversat
Bogudfordringen 2011

Enhver, der er velberejst i Paris kender museet Nissim de Camondo i nærheden af Triumfbuen - men måske kender man ikke historien bag? Jeg gjorde i hvert fald ikke. Selvfølgelig vidste jeg, at det var et privat hjem, som var blevet overdraget til staten med det formål at blive til et museum.

Denne biografi fortæller først og fremmest historien om Camondo-slægten og om huset i Paris; men lige så meget fortæller den om jødernes historie på flugt gennem Europa igennem århundreder. Ikke hvilken som helst jødisk befolkningsgruppe - men de rige bankmænd, som monarker og hof gerne tiltrak; men de kunne ikke opnå statsborgerskab og de kunne ikke blive optaget i det pænere borgerskab.

Camondo-familien var én af den slags familier; de flygtede fra Spanien under Inkvisitionen til Konstantinopel - videre til Venedig og tilbage til Istanbul, som det imellemtiden var blevet til. Endelig kom de til Paris med en grevetitel givet til dem af den italienske konge. De færdedes blandt andre berømte slægter som Rothschild-familien, og var en del af det rigeste miljø i Paris i slutningen af det 19. århundrede.

Camondo-familiens overlevelse er slægten; men familien er lille og omkring 1890 er der kun to fætre tilbage. Den ene vil ikke giftes, og den anden får blot en søn og en datter. Uheldigvis bliver sønnen, Nissim, dræbt ved fronten under 1. Verdenskrig og faderen, Moise, bliver helt slået ud. Derfor testamenterer han sit hus til den franske stat - inden han selv dør i 1935. Måske ville han have handlet anderledes, hvis han havde vidst, at selvsamme franske stat var med til at udlevere jøder til tyskerne og hans datter, svigersøn og to børnebørn endte gassede i Tyskland nogle år senere? De blev de absolut sidste af en nu udslukt slægt!

Tilbage står huset, der er er perfektionen selv i et forsøg på at genskabe et lille Trianon. På den tid var det moderne at genskabe et nærmest royalt interiør udelukkende med genstande, som havde tilhørt den franske adel og kongehus inden revolutionen i 1789. Moise Camondo brugte stort set al sin tid på at opstøve disse værker, og han byggede huset rundt om kunsten og ikke omvendt. Det er absolut et besøg værd, hvis man er i Paris!

Pierre Assouline har tidligere skrevet en fantastisk biografi af Henri Cartier-Bresson, og jeg havde derfor relativt høje forventninger også til denne biografi. Jeg var faktisk lidt skuffet - der er meget roden rundt i tider, og mellem alle de forskellige jødiske familier. Der er lange forklaringer på konflikterne mellem ashkénaze og serafade jøder - og selvfølgelig Dreyfus-affærens indflydelse på datidens dagsorden. Men det er en anelse for rodet, og Camondo drukner lidt i det hele. Intentionen har afgjort været at skrive om Moise Camondo og hans familie, men der eksisterer tilsyneladende så lidt materiale, at det i stedet har været nødvendigt at fylde op med generelle historier om periodens jødeforfølgelse i franske medier.

Femme blanche Afrique noire - Marielle Trolet Ndiaye

2011-10-23T20:51:00.000+02:00

Fransk
22.-23. oktober
375 sider
Dansk titel: Ikke oversat

Denne fantastiske fortælling læste jeg første gang, da den udkom for seks år siden. Jeg havde tidligere læst Corinne Hofmanns fortælling om hendes liv i Kenya, da hun blev håbløst forelsket i en masaikriger. Denne historie er den rigtige historie om en fransk kvinde, der desillusioneret rejser til Senegal i håbet om at finde noget andet og mere end vores evindelige jagen efter karriere og materielle goder.

Da jeg læste den første gang havde jeg endnu aldrig sat min ben i Afrika; det gjorde jeg knap et år senere - og jeg følte som Marielle, at der var noget i det kontinents livsfilosofi, som var en del af mig - at jeg hørte til selvom jeg intet kendte til det. Mit første afrikanske land var også Senegal, og det blev også skæbnesvangert.

Bogen har i dag en helt anden betydning for mig; den landsby hun bosætter sig i med sin fiskermand, ligger ikke langt fra den lille landsby, hvor jeg tilbragte en ferie for et år siden. En ferie, der endnu en gang markerede mig så dybt, at jeg i marts tog en måneds orlov og lejede et hus i landsbyen for at leve mere på den afrikanske vis. Jeg vendte tilbage i juni i år, og jeg vender tilbage igen om en uge.

Da jeg var ved at forberede denne sidste forestående rejse, undersøgte jeg på nettet, hvad jeg kunne foretage mig og faldt over hendes hjemmeside. Der stod, at de lejede værelser ud i deres sammensætning af hytter, og jeg kontaktede hende straks. Hun udlejer ikke længere, men skrev til mig, at jeg endelig måtte ringe og komme forbi til den traditionelle tesmagning, når jeg var der. Og så fandt jeg bogen frem igen - for at genopfriske og forberede mig lidt...

Marielle har gennemgået en psykisk forvandling, som om noget gør hende i stand til at leve permanent i Afrika. Hun har ikke haft de samme problemer med at integrere sig i kutymer, religion og familie, som Corinne Hofmann havde i Kenya. Men hun har også været syg af malaria - til sidst så meget, at hun gravid med deres andet barn, vendte tilbage til Frankrig med manden. Den del af historien er ikke med i denne bog - men jeg ved, at de er vendt tilbage jo. Hun har skrevet en opfølger, hvor hun forklarer problemerne med at falde til i Frankrig. For hendes mand, der var vant til at fiske i Atlanterhavet og leve i og med naturen; for hende selv, der havde været væk i flere år - og for deres lille datter, der var vant til et frit liv i sol og varme.

Den bog vil jeg også læse - for det er den klassiske problematik; kan man omplante en afrikaner til vores kultur? Jeg har set, hvordan livet leves i de landsbyer, Marielle også omtaler... hvor langsomt tingene skal gå, hvor meget tålmodighed man skal have.. og jeg levede endda meget luksuriøst i forhold til hendes forhold omend fattigt i forhold til, hvad vi er vant til.

Derfor ved jeg også, at jeg nok aldrig ville kunne give slip på alting, som hun har gjort det. Jeg er nok for knyttet til min komfort i det lange løb - men jeg kan nyde at være i landet, og helt specielt i området, hvor hun bor og hvor der er usædvanligt smukt i naturen, og menneskene er imødekommende og smilende. Der er fupmagere alle vegne, og Marielle fortæller om de seje kampe, hun har haft. De historier er komiske fordi de er universelle for alle, der rejser i Afrika og lader sig besnære af fantasifulde historier - og bliver snydt! Det er en del af spillet!

Jeg håber, at jeg får mødt denne kvinde i virkeligheden i løbet af de næste par uger - det er dårlig timing på grund af en af de største muslimske fester; men jeg vil forsøge. Jeg er fascineret af den slags mennesker, der har så meget mod - og jeg er beæret over invitationen. Jeg ville meget gerne tale i fred og ro med et mennesker, der har prøvet så meget og tilsyneladende har et helt unikt livssyn.

Les Misérables (3) - Victor Hugo

2011-10-22T09:20:00.001+02:00

Fransk
16.-21. oktober
539 sider
Dansk titel: De Elendige
Bogudfordringen 2011

Tredje og sidste bind er læst; det blev intenst som spændingen steg og som jeg havde sværere og sværere at slippe Jean Valjean, Cosette og Marius. Der var tårer i øjenkrogene de sidste hundrede sider; og da sidste side var vendt kun en erklæret intention om aldrig at se den som film eller musical - men til gengæld at læse den igen!

Det tredje bind i min udgave indeholder den meget store del af fjerde del, Rue Saint-Denis eller Rue Plumet, som har en anden dansk titel. Det er en af de vigtigste store passager i bogen, mener jeg. Den omhandler borgeroprøret i Paris i 1832, hvor de utilfredse bygger barrikader og udkæmper en hård kamp mod myndighederne.

Ved denne barrikade i Rue Saint-Denis samles en stor del af personerne igen - Marius og hans ideologiske politiske kammerater er der selvfølgelig; den lille Gavroche, som så gerne vil være en mand, er der. Politibetjenten Javert dukker op og infiltrerer sig som spion, bliver afsløret og bundet til en pæl med lovning om henrettelse. Jean Valjean dukker op, da han har fundet et brev fra Marius til Cosette, og da han igen planlægger en flugt for at gemme sig men nu også gemme Cosette. Den aldrende mand er jaloux - og giver ikke gerne slip på den eneste kærlighed han har haft - nok så faderlig den end er!

Barrikaden bliver dermed også symbolet på alle de andre kampe, de skal udkæmpe med og mod hinanden. Passagen er langt mere farverig og levende end beskrivelsen af slaget ved Waterloo i første bind; man er med i gaderne og i kampene, og da den lille Gavroche falder for en kugle, er klumpen i halsen helt fremme.

Det er en lang passage, som igen afsluttes med en symbolsk rensning, da Valjean bærer den sårede og bevidstløse Marius gennem Paris' kloakker og hjem til bedstefaderen, som han endelig kan forsone sig med.

Alle trådene løses op til sidst; alle mysterier afklares for protagonisterne og for læseren - men læseren har nu ikke svært ved at følge med dem. Det er snarere et spørgsmål om at få afsluttet konflikter, få dømt de onde som de onde og erkendt de gode som de gode. Alles gode samvittighed har det godt til sidst!

Den skrivestil er selvfølgelig ikke brugt i dag, og kan virke irriterende - det gjorde den ikke på mig. Jeg var nok blevet uendeligt skuffet, hvis der ikke havde været de afgørende opklarende scener selvom de for læseren er unødvendige.

Det får lukket bogen, så man er mæt - man vil faktisk ikke have mere, for det var perfekt doseret lige som det var. Passende mængder af det hele - krig og kærlighed, had og passion, jalousi og ondskab... alle menneskets ansigter vises i denne bog.

Jeg har vitterligt knapt set nyheder i de to uger denne læsning har varet - det har til gengæld været så intenst og betagende læsning. Nu skal den hvile nogle år og læses igen - og til gengæld skal jeg have fat i mere Victor Hugo!

Les Misérables (2) - Victor Hugo

2011-10-16T11:24:00.000+02:00

Fransk
10.-15. oktober
573 sider
Dansk titel: De Elendige
Bogudfordringen 2011

Andet bind af Les Misérables har holdt mig i endnu større åndeløs spænding end første bind næsten! Jeg har måttet konstatere, at det absolut ikke er bøger, der egner sig til sporvognslæsning - eller 10-20 sider om morgenen inden jeg tager afsted. For det første fordi jeg ganske enkelt ikke læser den lige så hurtigt som en moderne roman - og for det andet fordi det ville være så synd! Den fortjener opmærksomhed - så glad var jeg, da fredag aften kom og jeg kunne hellige mig Victor ubetinget.

Andet bind i min udgave indeholder sjette til ottende bog af anden del, Cosette, derefter hele tredje del, Marius, og vi påbegynder fjerde del, L'idylle Rue Plumet, som hedder Fra Idyl Til Heltefærd på dansk.

Slutningen af Cosette er enestående - Cosette og Jean Valjean var i slutningen af første bind kravlet over muren til et ukendt sted for at gemme sig for den grumme inspektør Javert. Det viser sig at være i et kloster - og der kan de blive... men de må ud igen for at kunne komme lovformeligt ind. Hvordan skal det så foregå?

Her leverer Hugo en fantastisk historie - den er grotesk, den er grinagtigt morsom, den er spændende og den er symbolsk - den har alle elementer i sig med et persongalleri, der er eminent. Men Hugo har også en anden force, der gør, at læseren enten holdes fast i romanen - eller måske det modsatte... slipper den helt?

Der er et mønster i romanens opbygning, som man ser tydeligere efterhånden som den skrider frem. Hver af de store dele indledes med overordnede filosofiske, samfundspolitiske eller på anden vis analyserende og beskrivende tanker. I Cosette var det slaget ved Waterloo - krigen; i Marius er det samfundet - velfærdet men mest fattigdommen og i fjerde del er det 1830-revolutionen. Efter disse lange indledende kompakte sider, hvor ingen af personerne optræder zoomer han ind på den aktuelle scene - men stadig uden personerne. Han visualiserer sine tanker og analyser gennem andre ukendte personer, som blot er statister og ingen navne har - men de er den gennemsnitlige franskmand i den periode af historien, som romanen befinder sig i.

Endelig kommer han tilbage til vores personer, og handlingen fortsætter, hvor den slap og der forekommer igen dialog - ved at zoome ind i personernes historie igen, opbygger han endnu engang spændingsmomentet. For lige så snart et afgørende kapitel slutter med en uafklaret situation, må man tilbage til den overordnede synsvinkel. Det skaber en bølgegang, som gør, at man ikke alene får Hugos tanker om samfundet og dets politik, som jo er grundstenen for romanen - men også med vekselvirkning hans syn på militær, religion, politik... disse passager er så fremragende, at de i sig selv kan læses særskilt som en datidig samfundskritik. Og så fastholder det læseren og øger spændingen i historien.

Men der er jo stadig personerne, og Cosette er vokset til og blevet en ung dame. Hun bliver forelsket på afstand i en ung mand i parken - Marius. Hugo får så alle disse personer - Javert, Valjean, Cosette, Marius, men også værtshusejerne, som adopterede Cosette og en biperson fra slaget ved Waterloo til at flette deres livshistorier sammen. Det er den slags tilfældigheder, som man i en moderne roman ville anse for at være for søgt og usandsynlig - men hos Hugo er det ganske enkelt naturligt og uundgåeligt. Det forklarer samtidig, hvorfor en tilsyneladende uinteressant biperson, som optræder ganske kort, aldrig er det helt tilfældigt - og læseren skal være opmærksom.

Handlingen er nu flyttet til Paris, og det gør den endnu mere levende for mig - at genkende gadenavnene og gå i de samme fodspor, som historiens personer, er så livagtigt; jeg er sikker på, at der i Paris må være guidede ture eller anvisninger til at følge en Misérables-rute - husene nævnes med gadenavne og numre, og selvom de uden tvivl er erstattet af andre i dag, så ville man uden besvær kunne tage på en rejse tilbage til Hugos Paris.

Fortolkningen af personerne, deres handlinger og bevæggrunde er stadig for omfattende - der ville kunne (og er blevet) skrevet bøger alene med analyse, og som tidligere sagt, så vil jeg næppe kunne bidrage med noget mere intelligent. Det er heller ikke skjult på nogen måde - karikaturen er kunstfærdigt drejet, så vi stifter bekendtskab med menneskets bedste og værste sider. Det vil jeg derfor ikke give mig af med - blot anbefale og endnu engang understrege, at der intet 'svært' er i den!

Les Misérables (1) - Victor Hugo

2011-10-10T14:26:00.000+02:00

Fransk
7.-9. oktober
535 sider
Dansk titel: De Elendige
Bogudfordringen 2011

Som en del af Bogudfordringen 2011 blev jeg endelig inspireret af det indledende indlæg til denne måned, og tænkte, at det måske var muligheden for at give Les Misérables en chance. Ikke, at jeg nødvendigvis forventede, at jeg ville blive fanget af den eller endsige blive færdig! Det er jeg heller ikke endnu!

Det er vist om noget en bog, man kan blive skræmt af - ord som 'det 19. århundredes største roman' virker voldsomme. Længden kan virke voldsom - men principielt er det vel ikke værre end at læse tre uafhængige romaner - og når man i forvejen læser meget, er det et sølle argument.

Endelig er der det sproglige. Min udgave købte jeg i 1999, men den er trykt i 1996 - den er så gammel, at listen over forlag bagi stadig giver Zaire og ikke Congo som landenavn. Men for tolv år siden havde jeg været væk fra Frankrig i nogle år, og sproget i denne var for meget for mig. Det er det ikke i dag, selvom min udgave ikke er i nyere fransk - der bliver brugt nogle sjove vendinger og grammatiske konstrutioner, som i dag er helt ude af brug. Det er i det mindste meget autentisk.

Der er sikkert mange måder at opdele denne mursten på; mit første bind af tre indeholder hele Fantine samt første til femte bog af Cosette. Den er sandsynligvis delt ud fra princippet om et ligeværdigt antal sider per bind - eller ganske enkelt ud fra cliffhanger-princippet... for slutningen er så nervepirrende, at man straks må videre til næste bind.

Det er nok for tidligt efter første bind at komme med en gennemgribende analyse af det symbolske; i øvrigt er der så utroligt mange kilder til netop denne roman, at det næppe er mine ord, der kan bibringe noget nyt der. Men jeg har selvfølgelig min mening om indholdet, sproget - og historien.

Fra første side var jeg trukket ind i historien - det starter med den gamle biskop Myriel, og det er netop et eksempel på den specielle stil hele romanen er skrevet i. Hugo bruger de første firs sider (eller den første bog af første del) udelukkende på portrættet af denne biskop. Såvel for at benytte sig af personskildringen - selvom han hurtigt derefter forsvinder helt ud af historien - og for at beskrive betydningen han som person og religiøst symbol får for Jean Valjean. Men uden tvivl også som en beskrivelse af det religiøse samfund i Frankrig en lille generation efter revolutionen, hvor kirken ellers skulle bandlyses.

Jean Valjean gør derefter sin entré. Han er jo i fransk kultur et symbol i sig selv - blot siger man navnene Jean Valjean, Javert eller Cosette, og de står for Hugos personer men også de typer, de repræsenterer. Det samfund og de værdier; de skæbner og de sejre og nederlag, de har repræsenteret i generationer i fransk litteratur. Alene af den grund er det essentielt at læse Les Misérables, når man bor i et fransksproget land - lige så vel som begrebet Den Grimme Ælling for en dansker er universelt, og fremkalder andre billeder og symboler end udelukkende Andersens eventyr.

Valjeans historie er barsk - straffefangen, der flygter; der omvendes og bliver borgmester og forretningsmand - men altid er han på flugt fra den grumme Javert, der vil ham det ondt. Det er meget sort-hvidt, og som det er stilen for den tids romaner, så får vi samtidig forklaret de forskellige moralske dilemmaer, og skal ikke selv gætte os til dem som i meget moderne litteratur. Men det er på ingen måde generende.

Sproget vænnede jeg mig også hurtigt til - selvom jeg til tider måtte grine lidt! På fransk er det nærmest blevet en vittighed at bruge Hugos ord les mornes plaines fra hans beskrivelse af slagmarken ved Waterloo. Ordene i sig selv er absolut ikke benyttede længere; måske derfor er vendingen morsom? Jeg ved ikke, hvordan den er oversat til dansk - triste sletter? Men under alle omstændigheder bruger han begge ord meget ofte - så ofte, at man godt kan forstå, at de hænger ved ham.

Og netop slaget ved Waterloo er måske den tørre passage; springet fra slutningen på Fantine til starten af Cosette er tilbage i tiden - og så er vi pludselig i 1815 ved Napoleons slag ved Waterloo. Første pudsighed! Dernæst kommer knap tres sider med en indgående nærmest militærpræcis beskrivelse af slaget - uden nogen af de protagonister man har kendt fra første del. Næste pudsighed! Jeg er ikke meget for så lange krigsbeskrivelser - den eneste formildende omstændighed var, at det hele foregik blot kilometer fra, hvor jeg i dag bor - og jeg kender landsbynavnene og har set en genopførelse af slaget. Men ellers var det den tunge del - men jeg vidste, at det måtte blive bedre.

Efter slaget indhenter man tiden, og trådene samles.. og historien tager rigtigt fart med Valjeans møde med Fantines stakkels lille datter Cosette; deres flugt til Paris, hvor de må gemme sig for Valjean... og nu er jeg lige der i cliffhanger-øjeblikket, hvor næste bind må startes hurtigst muligt.

Jeg havde absolut ikke forventet den entusiasme - at læse et bind på tre dage, og ønske mig frem til en weekend, hvor jeg blot kan læse videre uden at blive forstyrret. Jeg tror bestemt ikke på, at alle klassikere er læseværdige mange år senere - men denne er uden tvivl; jeg er heller ikke ked af, at jeg først læser den nu - for nu får jeg det fulde udbytte af den franske originaltekst.

Rasputin - Edvard Radzinsky

2011-10-07T09:30:00.000+02:00

Engelsk
1.-6. oktober
682 sider
Dansk titel: Ikke oversat
Bogudfordringen 2011

Oktober måneds udfordring er bøger om historiske begivenheder, og det kan jo fortolkes på flere måder - fiktion eller ej; selvbiografier eller biografier... jeg valgte at starte med en historisk biografi, da det er en genre, som jeg holder meget af; hvis de vel at mærke er velfunderede og virker seriøse.

Jeg har tidligere læst en del om engelsk historie - koncentreret om Henry VIII og hans børn (og mange koner); men også et par stykker om enden på det russiske zardømme. En bog, jeg husker som særlig markant var Robert K. Massies biografi af zarparret og hans fortolkning af deres fascination af Rasputin - han mente, at tronarvingen Alexeis blødersygdom var medvirkende til deres aflukkethed fra folket, deres stærke forhold til Rasputin og dermed enden på historien. Det var en interessant vinkel, som bestemt virkede plausibel.

Men den omhandlede dem og deres synsvinkel; denne biografi omhandler Rasputin selv og er skrevet af en russer, som måske bedre forstår den specielle kultur i et specielt land. Ydermere er den baseret på en lang række dokumenter, som er ikke mindre end fantastiske. Radzinsky havde tidligere skrevet en biografi om zaren, og under arbejdet med den, blev han overbevist om, at der måtte findes filer med forhørene af Rasputins mordere men også fra det hemmelige politi, som i årevis overvågede denne samfundsfjende nummer et. Endelig en dag dukker de op på en auktion hos Sothebys og de er mere end blot præcise - det er reelle arkiver med numre, datoer og vidneforklaringer.

Dette aspekt gør bogen meget faglig - men samtidig undlader forfatteren at falde i en biografiskrivningens fælde... selv at digte en historie uden gode kilder. Det er interessant læsning, som for mig var en helt ny udlægning af en kendt sag - historien om Rasputins baggrund, hans religiøse ideologiske overbevisninger og de strømninger, der rørte sig i den ortodokse kirke inden revolutionen.

Vidnerne kommer fra alle lag - de prostituerede, han omgav sig med; tjenestefolkene; politiet; andre medlemmer af Romanov-familien, som var bange for Rasputins magt over zarfamilien - og en masse breve og telegrammer mellem zarparret, hvor man kan se, hvordan Rasputins magt går fra at være sjælesørgeren og helbrederen af den syge dreng til at være en reel medbestemmende magtfaktor i politiske spørgsmål.

Rasputin blev myrdet af nogle af de unge medlemmer af familien, og de slap afsted med det - og så var grundstenen til revolutionen lagt. Jeg brugte derfor også meget tid under læsningen på at undersøge, hvad der blev af de forskellige personer efter revolutionen. Ikke alle blev dræbt af bolsjevikkerne; en del slap ud af landet og levede i ringe kår - i skærende kontrast til den overflod, de var vant til.

Det var en rejse tilbage i tiden - og jeg er nu helt opsat på at tage en tur til St. Petersburg!

BRAND sense - Martin Lindstrøm

2011-09-30T17:48:00.001+02:00

Engelsk
29.-30. september
239 sider
Dansk titel: BRAND sense
Bogudfordringen 2011

Jeg har med vilje stavet Martin Lindstrøm med et 'ø' i overskriften - og ikke med et 'o' som på bogens omslag; for han er jo altså dansker - og ikke mindre end én af de mest berømte danskere i disse år! I hvert fald inden for sit kerneemne, som er marketing og ikke mindst branding, varemærker og optimal udnyttelse af mærket. Så kendt, at han har sin egen side på Wikipedia, og kan få Philip Kotler til at skrive forord til sin bog!

Jeg har netop bestilt hans nyeste bog, Brandwashed, som jeg glæder mig vanvittigt til - og så var det lige oplagt at genlæse BRANDsense, som jeg købte i 2005 - for i denne branche går det hurtigt. Faktisk går det hurtigere og hurtigere - endda muligvis mere end selv de kloge kan forudse?

Bogens drejningspunkt er, hvordan man som brand kan optimere sin værdi, sine produkter, sit omdømme - ja, det hele - ved hjælp af de fem sanser. For slutresultatet skulle gerne blive som det lykkes for kun ganske få - at få en symbiose i marketing, som det er tilfældet for Singapore Airlines. Han benytter både sine egne teorier, som muligvis kan være lidt tunge, hvis man ikke i forvejen arbejder med emnet - men lige så mange pudsige og interessante historier fra den virkelige verden. Det er både tankevækkende og skræmmende, hvilke dårlige historier han kan komme med - men også imponerede i de tilfælde, hvor det hele bare kører for et succesfyldt firma!

Til gengæld er det skræmmende at se, hvor meget der er sket på så få år! Nokia er verdensmarkedslederen indenfor mobiltelefoner! Det var dengang iPod var en baby, og iPhone en sædcelle! For slet ikke at tale om iPad - som jo om noget opfylder hans efterspørgsel til taktile produkter og en reel kultur omkring såvel produktet som varen. Apple som firma omtales - men ingen af de notoriske i-produkter, som mange stadig staver forkert; det forstår jeg ganske enkelt ikke??? Hvordan kan man stadig skrive Ipad??? Så er noget af markedsføringen i hvert fald gået galt - eller også er det bare ikke målgruppen, hvis de ikke engang kan skrive produktnavnet! Men under alle omstændigheder er der i dag tale om en i-kultur, som Lindstrøm ikke ved noget om i 2005!

Derfor var det både lidt nostalgisk og sjovt at se, hvor meget der er sket - og en god optakt til den meget ventede kultbog... som jeg forhåbentlig modtager i næste uge.

Le voyage de l'éléphant - José Saramago

2011-09-29T09:34:00.001+02:00

Fransk
25.-28. september
218 sider
Dansk titel: Elefantens rejse

Dette var min første roman af Nobel-vinderen, José Saramago, og muligvis var jeg ikke 'velforberedt'? Jeg havde ingen forventninger overhovedet til hans skrivestil - og det som umiddelbart irriterede mig, er tilsyneladende det, der karakteriserer hans skrivestil. Jeg blev fascineret af den sandfærdige historie bag - og omslaget er absolut heller ikke til at stå for.

Historien bag er ganske sand - kongen af Portugal forærer ærkehertug Maximilian af Østrig en elefant i bryllupsgave. Maximiliam er en vigtig allieret, da han er svigersøn til Karl V. - datidens absolutte enehersker i europæisk politik. Elefanten, Salomon, har været i Lissabon i et par år sammen med sin indiske elefantpasser, Subhro, og nu skal de planlægge den lange rejse til Wien - til fods.

Så begynder rejsen - med soldater, oppassere, vand- og madvogne til Salomon, og alle de sociale intriger og problemer den slags kan medføre; hvem skal være forrest i kortegen - og hvordan skal de organisere sig med pauserne? Er elefantens behov virkelig afgørende for rejsens hastighed - er det ikke kommandanten, der er den øverstbefalende?

Dertil kommer postyret undervejs; i 1551 var det ikke normalt at se en elefant og mange bliver enten forskrækkede eller overbeviste om dens særlige egenskaber, som da Salomon blilver årsag til et mirakel foran en katolsk kirke til stor fortrydelse for den protestantiske ærkehertug.

Selve historien om rejsen og dens fortrædeligheder og pudsigheder er således både rørende, interessant og pudsig med alle de underlæggende menneskelige reaktioner, som det sociale hierarki og de besværlige rejseomstændigheder medfører.

Men jeg har det generelt usandsynligt svært ved forfattere, der 'afbryder' deres historie ved at indskyde dem selv som observatør i første person. En første person, der halter efter karavanen og må løbe hurtigt for at indhente den - en første person, som fortaber sig i sammenligninger med, hvordan verden ser ud nu - og hvad vores moderne viden kunne have gjort for rejsen. Jeg har det bedst med at man bliver i historien og lader dens personer forblive i deres tid. Jeg var irriteret over de afbrud og henvisninger til fx Tolstoi - som ingen af protagonisterne jo nogensinde får at se.

Det er måske hans specielle kendetegn - og så skal jeg måske være glad for, at jeg ikke startede med en roman på tusinde sider. Men jeg var ikke oplsugt af historien - og derfor tog det fire forholdsvis lange dage at komme igennem denne lille historie. Jeg ved ikke, om Saramago og jeg skal have mere med hinanden at gøre lige nu...

Le Papalagui - Erich Scheurmann

2011-09-24T18:15:00.000+02:00

Fransk
24. september
154 sider
Dansk titel: En have af sten (?)

Det er egentligt en anelse forkert at angive den tyske maler og kunstner, Erich Scheurmann, som forfatter til denne lille bog. Det er hans noter fra samtaler med en samoansk mand i 1914-15 på en fjern ø i et samfund fjernt fra vores værdier. Der er senere fremkommet teorier om, at det skulle være rent opspind - alligevel ved vi, at der har fandtes (og med lidt held stadig gør), befolkninger, som undres såre over vores vestlige levevis. Jeg så selv en reportage fra vores moderne tider om en fransk journalist, som bringer to mænd fra Papua Ny Guinea til Paris - det kom der en mindst lige så fantastisk reportage ud af.

Om det så er opspind eller ej - så er det en aktuel lille bog, på trods af, at den er næsten 100 år gammel. Den samoanske mand, Touaivii, skulle efter sigende have været i Europa i starten af det 20. århundrede, og han vender tilbage for at fortælle sine medmennesker på den lille ø om Papalagiens liv. En Papalagi er en hvid mand; ordet kommer af deres ord for noget, som gennemskærer himlen. Den første hvide mand de så, kom med en båd med hvide sejl - og sejlene skar igennem horisonten.

Han fortæller om de hvides levevis - i en have af sten; vi har lange floder af sten (gaderne) og bor i kasser af sten - altid i mindre og mindre kasser indeni hinanden, hvor man til tider slet ikke kender dem i kassen ved siden af. Touaivii beskriver det hele med ord, som hans medmennesker kan forholde sig til - og forklarer biografen som en mørk kasse, hvor man kan leve en andens liv og glemme sit eget.

Selvfølgelig er der sket uendeligt meget på Samoa i de hundrede år - de har også McDonalds og Pizzahut i dag; men det er muligvis (man håber det) ét af de steder på jorden, hvor der stadig er plads til det uforstyrrede og naturlige liv. Men som han så det var vi jo vanvittige - vi løber efter tiden, skal hele tiden kigge på den lille runde maskine på hånden - "Tiden løber fra dem, fordi de forsøger at tilbageholde den. De lader ikke tiden komme til dem."

Der er mange sandheder, som en snu forfatter kunne camouflere som en 'vildmands' tanker for ikke selv at fremstå som antiprogressiv og doven. Men hvis man tager det for gode ord, er det lige så ligetil at forestille sig Touaiviis overraskelse over vores levestil - dengang som nu. Vi kom til dem og omvendte dem fra deres dyriske (animistiske) religion; den del er Touiavii helt enig i, da landsbyerne ikke længere slås fordi det er forbudt i det 1. af de Ti Mosebud. Men han siger samtidig, at Papalagien selv har glemt, hvad han lærte dem - og, at vi tilbeder endnu flere guder og idoler end de gjorde inden de mødte den hvide mand. Han kunne ikke have mere ret... penge, tid, prestige, status... men sjældent de rigtige værdier.

Bogen udkom i 1920 i Tyskland, men blev først oversat til dansk i 1981 under den titel, jeg fandt - men jeg kan ikke finde noget nyere. Den er tilsyneladende også opsat som teaterstykke, og den må siges stadig at være meget aktuel med sine 10 små kapitler, hvor vi observeres udefra. Mange ting er sikkert blot blevet værre - nogle tendenser muligvis bedre med tendensen til indadvending og yoga i de senere år.

Men i bund og grund må konklusionen være som Touaiviis råd til sine naboer - vær opmærksomme og p? vagt... for alt, hvad den hvide verden bringer er ikke af det gode.

Alligevel må det siges, at der ikke er blot en mikroskopisk lille del af jordkloden, som vi ikke har omvendt med vores ildvåben og haver af sten. Det ville ellers være interessant at gentage forsøget i dag med en urbefolkning.

L'adversaire - Emmanuel Carrère

2011-09-24T09:18:00.000+02:00

Fransk
23. september
220 sider
Dansk titel: Modstanderen
Bogudfordringen 2011

Ligesom i Andre liv end mit skriver Carrère her en non-fiction roman, hvor han dog blander sine egne fortolkninger ind som mulige tanker, der kan være gået gennem hovedet på hovedpersonen i denne grumme historie.

Jean-Claude Romand er i dag et navn i Frankrig, som alle husker. En mand, som en dag dræbte sine gamle forældre og deres hund. Derefter tog han hjem og dræbte sin kone, så tegnefilm med sine to små børn i nogle timer, inden han dræbte dem med nakkeskud. Så tog han til Paris for at mødes med sin elskerinde, og forsøgte at dræbe hende men mislykkes. Endelig tager han hjem til huset, hvor ligene ligger - han tilbringer en hel dag, går en lille tur, ser videoer - og til sidst sætter han ild på huset og tager selv sovepiller.

En tragisk historie om en mand, som har levet på en løgn hele sit liv. Vennerne og familien troede, at han var en succesfuld forsker - så meget bedre end alle vennerne, som han havde læst medicin med. Men han gav op efter to år, og kom derefter kun på universitetet for at blive set af de andre som et alibi. Han havde et så hemmeligt job, at ingen kunne ringe til ham på kontoret - og i virkeligheden sad han hele dagen i bilen ude i skoven eller på en café.

Desværre overlever han - og selv i det fatale øjeblik lyver han muligvis over for sig selv. For han har ikke lyst til at dø - og tager sovepillerne alt for sent. Carrère skriver med ham i fængslet og deltager i retssagen. Han beskriver chokket hos vennerne, og de katolske besøgsvenner, han får i fængslet, da han udsoner sin straf på 22 år.

De mener nærmest, at han måtte alt det grimme igennem for i dag at blive det rene kristne menneske - det ansigt han viser verden i dag. Men er det måske også en løgn? Carrère skal samtidig forholde sig til, at han muligvis tager parti ved at skrive om uhyret i historien - og derfor må han igen og igen relatere til sit eget liv; de små løgne, vi alle er kommet med som børn eller unge. Hvornår kammer det over? Hvornår bliver det til ens eksistens og personlighed? Og præcis hvad skete der for, at alle måtte dø - nogen må have opdaget løgnen? Måske nogle af de mange i familien, hvis penge han skulle placere - men som i virkeligheden var det de levede af.

Vi bliver uden tvivl draget af denne slags grusomme historier, når vi læser dem i pressen - og med Carrères fine ord bliver det bærligt og samtidig barskt at læse om. Og til sidst sad jeg og tænkte, at manden kan være ude om få år og starte forfra... hvordan? Og som hvem?

Melnitz - Charles Lewinsky

2011-09-22T14:13:00.001+02:00

Fransk
15.-22. september
956 sider
Dansk titel: Melnitz

Det er meget lang tid siden, at jeg har læst en bog i otte dage - men det var en mursten af en bog... 956 sider i den franske pocketudgave! Det virker nærmest skræmmende de første hundrede sider, man da der var 300 sider tilbage, begyndte jeg allerede at fortryde, at det var gået så hurtigt - og de sidste tyve sider blev læst med gåsehud og tårer i øjenkrogen. For det er virkelig en bog, der rammer lige i hjertekulen!

Det er en stor slægtsroman, som starter i 1871, da Pariserkommunen er faldet, og Frankrikg har været i krig med Tyskland. Salomon Meijer og hans kone, Golda, lever dog i fred og ro i Schweiz i en by, som er udpeget som bosted for de schweiziske jøder. Bogen starter ved en schwive - syvdagesperioden, hvor man sørger over et afgået familiemedlem - og med ordene "Efter sin død vendte han tilbage. Altid." Tilsyneladende anderledes end i den danske oversættelse, men en version, jeg foretrække for sin korte men altsigende betydning; for onkel Melnitz er andet og mere end en afdød onkel i familien.

Aftenen ender med ankomsten af Janki - en fjern slægtning på flugt efter slaget ved Sedan; og dermed er familiesagaen blæst i gang. En fortælling over flere generationer, som fortælles punktvis i årene 1871, 1893, 1913, 1937 og 1945. Den fortæller om familiens udvikling i deres karrierer - og om genstridighederne som jøde, hvor forfølgelserne jo ikke startede i Tyskland med Hitler - men snarere er et årtusinder gammelt problem.

Vi følger dem i kærlighedssorger og familiestridigheder, som da François - Salomons barnebarn - bliver kristen, og årsag til en stor splid i familien. Vi følger de jødiske traditioner, og deres ritualer, som styrer årets gang. Og uden for det relativt stille Schweiz er der en ny verden, der starter - afsnittet om 1913 er det, der strækker sig længst hen til slutningen af 1. Verdenskrig, som ikke berører Schweiz, men som berører familien. Vi følger også verdens udvikling med biler og telefoner, udenlandsrejser og krige...

Der er historier om deres forhold til ikke-jøder - de gode og de dårlige forhold; om homoseksualitet i en tid, hvor det stadig var tabu; om forfængelighed, had og tilgivelse - alt, hvad der hører til i en rigtig stor familiesaga, hvor man bliver et med alle de forskellige personer, som man vokser op med og ser dø.

Og så er der hver gang den pudsige onkel Melnitz, der som et spøgelse dukker op på de mest ubelejlige tidspunkter. For som historien skrider frem, opdager man, at Melnitz ikke blot er - eller måske slet ikke er - onkel hos familien Meijer.

Han er inkarnationen af jødedommen - han er deres fælles historiske minde om forfølgelse; han er traditionen og kulturen, der skal få dem til hver gang at rejse sig igen. Han er den dårlige samvittighed, som gør grin af de familiemedlemmer, der vil af med deres jødiske træk. Han er den, der sætter et smukt men melankolsk punktum for bogen og for en historie, som ikke kan glemmes og altid vil være en del af den jødiske kulturarv.

Det er en absolut anbefalelsesværdig bog; ikke noget hokus-pokus eller nytænking, men ren og skær menneskelig fortælling i stor stor klasse, hvor man når hele følelsesregistret igennem.

A Moveable Feast - Ernest Hemingway

2011-09-15T10:00:00.000+02:00

Engelsk
13.-14. september
250 sider
Dansk titel: Der er ingen ende på Paris
Bogudfordringen 2011

"... this book contains material from the 'remises' og my memory and of my heart. Even if the one has been tampered with and the other does not exist."

Den engelske udgave af Hemingways erindringer om ungdomsårene i Paris, som jeg læste, er en netop opdateret og revideret udgave - derfor er den lidt længere end den tilsvarende danske, som udkom i 2000. Gammelt uudgivet materiale fra Hemingways notebøger er blevet gennemarbejdet, og udover de i forvejen eksisterende kapitler, er der yderligere ca. ti stykker, som er mere eller mindre færdige. Der er også en indledning af barnebarnet, Sean, som forklarer hvorfor der er en stavefejl i titlen. Normalt skulle det hedde Movable - men Hemingway havde en fiks idé om at skrive verber på den måde, ligesom man flere steder i bogen kan se comeing i stedet for coming. Hans eget lille personlige touch!

Der er også 8-10 sider med efterord, som de var efterladt af Hemingway inden han begik selvmord i 1961. Han havde arbejdet på manuskriptet igen, og hans daværende sindstilstand kan anes af ovenstående mulige efterord. Han havde fået chokbehandlinger for sin depression, og mente selv, at han var en hjertesløs mand.

Dog er det ikke mit indtryk efter at have læst den smukke lille samling historier. Dagligdags betragtninger af en meget ung Hemingway, som var ydmyg og ivrig efter at lære af de andre berømtheder, han kunne støde på i Paris. Mindre arrogance og mere respekt for alderdommen og erfaringen, end den brumbasse, som han fremstår som efter den Spanske Borgerkrig og i sin turen rundt med Capa.

Han udviser en stor finfølelse overfor Hadley og situationen omkring deres skilsmisse, som uden al tvivl var smertefuld for ham - et tilføjet kapitel i denne udgave handler udelukkende om det at elske to kvinder på samme tid. Han ville være god og gavmild overfor Hadley, men samtidig nyde den nye begyndelse med Pauline- hans anden hustru - som han mente skulle være grundlaget for en anden roman; om den anden periode i Paris. En del af erindringerne han desværre aldrig nåede til.

Jeg har aldrig været udpræget fan af Hemingways romaner - men har heller ikke læst dem alle. Men jeg har altid været fascineret af manden og mennesket; jeg synes ikke, at man kan andet end at blive fascineret, når man ser ham. Der er mange berømte billeder af ham - min personlige yndling er ét taget af Capa, hvor Hemingway - uigenkendelig - med en stor bandage om hovedet, ligger i en hospitalsseng efter en fest, der vist tog lidt overhånd.

Det er den diamentrale modsætning til den unge Hem, vi møder i denne bog. Der er allerede antydninger af et temperament; der er allerede passionen for tyrefægtning og Spanien - men der er også de stille vintre i de østrigske alper for at komme væk fra Paris og skrive i fred og ro. Der er de lange spadsereture langs Seinen, eller til stamcaféerne - og hans beskrivelse af, hvordan det er vigtigt, at man har flere caféer. En til fred og ro, en til at mødes med elskerindenn - og en til sociale sammenkomster.

Men det er bestemt også en kærlighedserklæring til byen Paris, som ses i nedenstående mulige efterord, som har inspireret den danske titel:

"There is never any ending to Paris and the memory of each person who has lived in it differs from that of any other. We always returned to it no matter who we were nor how it was changed nor with what difficulties nor what ease it could be reached. It was always worth it and we received a return for whatever we brought to it."

Ord, som taler til mig... som minder mig om mine unge år i Paris. Og alene det er nok til at elske denne bog!

Il n'y aura pas de paradis - Ryszard Kapuściński

2011-09-13T09:56:00.001+02:00

Fransk
10.-12. september
308 sider
Dansk titel: Fodboldkrigen

Jeg er vist ved at være igennem Kapuścińskis forfatterskab, hvis jeg ikke skal læse hans beskrivelse af shahen af Irans fald - og det interesserer mig vist mindre. Men så kan jeg genlæse Ibenholt, som af de tre, jeg nu har læst inden for nogle få måneder, er den absolut mest gribende.

Når jeg ser tilbage på de tre bøger, er der en tydelig forskel på dem. Ibenholt er den mest poetiske, og den mest afslørende i forhold til hans kærlighed til Afrika; Mine rejser med Herodot er den mest filosofiske, hvor han i stor udstrækning beskæftiger sig med begrebet 'at rejse' - og Fodboldkrigen, som på fransk senere er omdøbt til 'Der bliver ikke noget Paradis' er den mest politiske og faktuelle.

Jeg er stadig meget begejstret for Kapuściński, men hvis jeg var startet med denne og ikke én af de to andre, var jeg måske aldrig kommet videre. Den sidste del af bogen afslører mere af hans poetiske tilgang til journalistikken, mens de tidligere kapitler er meget faktuelle. De er for en dels vedkommende direkte kopier af de depecher, han sendte hjem til det polske pressebureau fra alverdens brændpunkter i starten af 1960'erne. Da var han selv knap 30 år, og kæmpede professionelt for sin plads primært ved at tage uortodokse metoder i brug, som sikrede, at han var der før journalisterne fra de store bureauer med flere midler.

Stadig er det en imponerende viden han har om verden - ikke kun politisk, men som human observatør, der når han rejser, gør det med alle sanser. Han formår at formidle det ofte komplicerede politiske billede i lande og tider fjernt fra os, så det virker indlysende - indlysende skrækkeligt ofte; men forståeligt! Starten af 1960'erne var især blodig på det afrikanske kontinent, men også i Sydamerika - og jeg var ikke født. At læse historierne med Kapuścińskis ord og øjne er en nyopdagelse af historien for mig.

Han kommer bredere omkring end i de to foregående bøger, der primært foregår i Afrika og Mellemøsten - der er historier fra Sydamerika om krigen mellem El Salvador og Honduras, som udbrød efter et par nederlag i fodboldkampe - deraf den oprindelige titel; men også den tyrkiske invasion af Cypern, som stadig er en uløst europæisk konflikt. Der var flere geografiske spring, men bestemt også mere oplysende information i modsætning til den subjektive. Dog foretrækker jeg stadig hans egne beskrivelser af folk og fæ på hans vej igennem verden.

Jeg var faktisk helt trist, da jeg lukkede bogen. Jeg var lige henne og bladre lidt i Ibenholt, og trøstede mig med, at den kan og skal genlæses. Samtidig er der muligvis flere bøger at finde af ham...

Ce que je sais de Vera Candida - Véronique Ovaldé

2011-09-09T18:06:00.001+02:00

Fransk
7.-9. september
314 sider
Dansk titel: Endnu ikke oversat
Bogudfordringen 2011

Véronique Ovaldé er en ung fransk forfatter, som der har været talt en del om i forbindelse med hendes seneste roman netop udgivet i forbindelse med den franske bog-rentrée. Og derfor altså endnu engang en del af Bogudfordringen uden at være en reel udfordring!

Denne roman udkom i 2009, og såvel titlen som forsiden fik mig allerede til at tænke Sydamerika, Marquez og fantasi - og jeg tog ikke fejl.

Ligesom Marquez og nogle af Isabel Allendes bøger foregår 'Hvad jeg ved om Vera Candida' (min oversættelse) i et fiktivt land i Sydamerika. Tiden er knap så diffus som i Marquez' romaner, da der er computer, internet osv. - men det nævnes periferisk i denne historie om stærke kvinder.

Den første er Rose Bustamente, som bliver smidt ud hjemmefra som 15-årig og nedsætter sig som byens luder. Byen hedder i øvrigt Vatapuna - i mine øjne et lille ordspil, som hurtigt kunne drejes over på Roses profession! Som 40-årig stopper hun det erhverv, og begynder at fiske - hun bor alene, og er glad og tilfreds. Indtil den mystiske, rige og excentriske Jeronimo kommer til byen, bygger et stort hus og vil have Roses strandhytte af vejen - og ender med at forføre hende.

Det kommer der datteren Violette ud af; hun er lidt til en side og følger hurtigt i moderens fodspor - med hensyn til det første erhverv. Hun får også en datter som 15-årig - Vera Candida, som hun dårligt magter at opdrage. Vera er meget sammen med mormoderen - også den dag Violettes døde krop bliver fundet i skoven. Vera begiver sig op på bjerget for at fortælle Jeronimo, at hans datter er død - og han voldtager hende.

Det er familiens kvinders forbandelse at blive gravide som 15-årige, så Vera beslutter at forlade Vatapuna. Hun føder datteren Monica Rose, og vender aldrig tilbage - hun møder en mand, der på sin vis bliver som en far for datteren; og dermed ophører forbandelsen! Hun vender tilbage til øen, da hun som 39-årig er døende af kræft - og møder den nu afdøde bedstemors spøgelse.

For på trods af de jordnære emner som teenagemødre, kræft og ulykke, så er det først og fremmest en fantasifyldt historie, og sproget er absolut lige så magisk. Det er ikke Marquez - det ville være for meget at tilskrive Ovaldé; men det er en poetisk lille historie i bedste sydamerikanske tradition!

Freedom - Jonathan Franzen

2011-09-07T10:35:00.000+02:00

Engelsk
2.-6. september
706 sider
Dansk titel: Frihed
Bogudfordringen 2011

De fleste af septembers bøger vil for mig nok indgå i Bogudfordringen - til gengæld er det måske ikke den største udfordring, da jeg i forvejen læser mere på fransk og engelsk end dansk; sådan er det nu engang, når man ikke bor i Danmark!

Franzens Freedom er af mange blevet udråbt til årets roman - selve Obama har erklæret, at han havde den liggende på natbordet (og givetvis også har læst den!). I de franske medier er hypen også meget stor, da den netop er præsenteret i den franske oversættelse som én af perlerne i årets litterære rentrée, som tæller knap 650 romaner. Men er den så det?

Jeg vil ikke sige, at det for mig er årets bog - året er endnu ikke ovre; og der har været mange andre fantastiske læseoplevelser. Men det er uden tvivl den bedste amerikanske roman, jeg har læst i år. Det er en så kompakt og intens læsning, at det var lidt enten-eller om jeg skulle sætte mig ned og læse. Kapitlerne er lange, og der er ingen afbrydelser - det kræver sin læser; og nogle vil måske mene, at det foregår for langsomt. Det synes jeg ikke - men skrivestilen er anderledes end mange af de romaner, der i dag udgives med læserens nemme fornøjelse for øje.

Franzen vil fortælle sin historie uden at gå på kompromis, og det lykkes til fulde. Det er en amerikansk episk fortælling om fire årtier af en families liv - med tråde trukket tilbage til deres forfædre for at forklare deres sociale og intellektuelle rødder. Historien drejer rundt om Berglund-familien - Patty, husmoder og hustru; Walter, manden og de to børn, Jessica og Joey. Den fortælles på skift af forskellige personer, og det første store hug er Pattys 'erindringer', som beskriver hendes liv fra ung teenager til starten af årtusindet, hvor hun desillusioneret vender tilbage til et ægteskab, hvori hun ikke længere er lykkelig, men heller ikke magter at forlade.

I Patty og Walters ungdom er der også Richard, en punk-rock-musiker med hang til alt det useriøse i livet; Den unge Patty er tiltrukket af ham, men ender med den seriøse og stabile Walter; men de to mænds venskab forbliver livet igennem en konkurrence imellem dem. Det er historien om de valg, vi træffer som unge - af fornuft eller passion - og de tvivl eller fortrydelser, de senere kan føre til. Eller den effekt disse valg har på fx vores børn - hvordan de udvikler sig.

Bogen er ikke alene en fortælling om kærlighed, parforhold og det at være forældre. Det er også en satirefyldt men bitter beskrivelse af den amerikanske middelklasse; det er historien om årtierne med Reagan og Bush-administrationer, om 9/11 og Irak-krigen og den korruption de to sidstnævnte medfører i amerikansk politik og erhvervsliv. Sønnen, Joey, udvikler sig til den helt store kapitalist - men omvendes i sidste sekund, mens Walter ender i et tvivlsomt forretningseventyr, hvor store kapitalinteresser dækkes ind under miljøvenlige tiltag. Derfor er det heller ikke læsning, der måske vil appellere til alle - der er en del 'teknisk' i den del af romanen; men personligt generede det mig ikke.

Man kan dog sagtens forstå Obamas begejstring - at omtale den offentligt er nærmest en byggesten i hans næste præsidentkampagne... 'Læs den, og I vil se, hvad jeg ikke vil gøre!' Smart træk!

Måske er det også derfor jeg var vild med den - han nedgør alt, hvad der for mig repræsenterer det værste i amerikansk kultur; et land, hvis værdier jeg generelt overhovedet ikke deler.

Jeg var ikke generet af de skiftende vinkler af fortællere - der var ingen gentagelser; det var den samme historie, der udviklede sig mens tråden blot blev taget op af de forskellige protagonister på skift. Dog synes jeg, som i Bogbrokkens anmeldelse, at datteren Jessicas vinkel manglede.

Den var heller ikke for lang - ikke en side for lidt; en roman af denne art ville lide under at skulle tilpasses læsere, som ikke magter mere end 3-400 sider; dog irriterede lige præcis den sidste sætning mig. Men det er min sædvanlige afsky for sødsuppe...

Men ellers er der kun at sige - læs den!

Priez pour nous - Lionel Duroy

2011-08-31T09:49:00.004+02:00

Fransk
30.-31. august
319 sider
Dansk titel: Ikke oversat

Det er ikke lang tid siden jeg læste Duroys store bitre opgør med sin familie og sin barndoms traumatiske oplevelser. Derfor var det måske pudsigt allerede nu at læse hans første bog om samme emne, som udkom i 1990 - men det var for mig en logisk følge, selvom handlingen jo i stor udstrækning var den samme.

Det var den samme tragiske historie om et forældrepar, der overhovedet ikke magter at opdrage alle de børn, de af katolsk overbevisning ikke kan lade være med at sætte i verden. Det var Duroys første roman om emnet, som tydeligvis har efterladt varige men i sjælen; men måske får man så i denne første roman den rå og usødede version af historien.

Der er episoder, der går igen fra den store roman - men de er fortalt på en lidt mere barsk måde, og med lidt flere grufulde detaljer. Om det er den første eller den anden version, der er den mest præcise er derfor svært at sige. Ligeledes er der en lille forskel i kronologien. Da jeg læste den anden roman, havde jeg lavet en liste over alle børnene, og hvornår de var født - ellers var det lidt svært at bevare overblikket! Men det var ikke helt den samme rækkefølge af børn i denne roman - og årstallene var også forskellige. Her tror jeg nu nok, at det er den anden version, der er den rigtige, da måneder og årstal hver gang nævnes.

Den første roman er uden tvivl mere romantiseret - måske frygtede Duroy også familiens reaktion, som han beskriver det i den senere? Navnene er ikke de rigtige, og de varierer også i forhold til den anden roman, men alligevel vidste alle, hvem var hvem - og for Duroy blev det til et totalt brud med familien. Det medførte den dybe depression, der ledte til skrivningen af den anden roman - og derfor komplementerer de hinanden på fineste vis.

Selv efter læsningen af begge bøger har jeg let ved at forstå hans smerte - men umådeligt svært ved at forstå, at hans søskende slog hånden af ham. For han har næppe været den eneste, der har lidt under den barndom? Barsk læsning!

Mes voyages avec Hérodote - Ryszard Kapuściński

2011-08-30T14:20:00.000+02:00

Fransk
28.-29. august
340 sider
Dansk titel: Mine rejser med Herodot

Da jeg læste Ibenholt af Kapuscinski i maj måned, slog den totalt benene væk under mig, var jeg samtidig klar over, at jeg skulle have fat i andre af hans bøger. Jeg har senere læst en del kritik af Kapuscinski som person; både som jeg kom ind på i anmeldelsen af Ibenholt, at han skulle have været kommunistisk spion - men også, at visse af hans rejsebeskrivelser skulle være opdigtede. Begge ting er jo umådeligt svære at bevise, når manden er død - og vel også lidt for let at komme med efterfølgende. Især da manden i sin levetid var anerkendt som en af verdens bedste rejsehistorikere - eller hvordan man skal kategorisere ham.

Rejsehistoriker ville han måske selv have kunnet lide; for denne bog handler blandt andet om hans passion for Herodot, der af Cicero blev betegnet som historiens fader. Kapuscinski får bogen foræret, da han som ung uerfaren reporter bliver sendt på sin første udlandsrejse til Indien. Bogen følger ham i årevis - som læsestof og som inspiration til, hvordan historie, steder og mennesker skal skrives, beskrives og opleves.

Hans første rejse udenfor Polen er en rørende historie; hvor det ikke handlede om, hvor man kom hen - han ville ganske enkelt bare prøve at krydse en grænse. Et temmeligt utopisk projekt i 1950'ernes kommunistiske Polen, men som ikke desto mindre lykkes for ham. Men måske en almindelig reaktion for en person, som virkelig elsker at rejse - ikke dem, som tager på charterferier med dansk leverpostej i kufferten. Eller dem, som ikke tør rejse alene eller til lande, hvor de ikke taler sproget - den slags kender jeg masser af, og det harmonerer overhovedet ikke med min filosofi om at rejse.

Jeg er selv tilhænger af selvstændige rejser til steder, hvor jeg bliver intellektuelt udfordret ved at opleve kulturer og mennesker, som er så forskellige fra mig som muligt. Derfor er jeg vild af begejstring over Kapuscinkis ideologi og hans måde at beskrive sine rejser på. Netop fordi han var en lille journalist i et lille polsk pressebureau uden store midler, oplevede han så meget mere end en Reuters-journalist. Han var tvunget til primitive rejsemidler, små usle hoteller og kom derved så tæt på befolkningen, som man skal for virkelig at kunne sige, at man rejser.

Hans kærlighed til rejser deler jeg også med ham - for som han selv skriver det i bogen:
"For en rejse begynder ikke i det øjeblik man tager afsted og den ender ikke når man når frem. I virkeligheden begynder den lang tid inden og den stopper aldrig, for hukommelsens film fortsætter med at rulle, når man selv er stoppet for længe siden"."

Kapuscinski bruger Herodot til at lære mere om sine egne bevæggrunde for at rejse; men også til at undres over livet og verden; han har det barnlige blik på alting, og det genkender jeg. Han fordømmer aldrig, eller stopper med at blive begejstret over nyopdagelser - selv efter årtiers rejser er han ikke blasert, men finder hele tiden nye vinkler og møder nye mennesker.

Han er selv meget fascineret af Herodots verdensopfattelse - at vi er mennesker med naboer; på den anden side af de naboer er der andre naboer med andre skikke. De har igen andre naboer - og derfor må man rejse videre for at opdage, hvad der gemmer sig bag det næste sted.

For det første er det en human tanke, som tiltaler mig - at vi er allesammen på denne klode og skal lære at leve i fordragelighed. For det andet er det en smuk rejsetanke om hele tide at skulle videre - se mere, opdage mere. Der er ikke meget mere for os at opdage i konkret forstand - men hvert menneske kan alligevel opdage en hel masse - og ikke mindst om sig selv - blot ved at anskue verden fra den vinkel. Besøg din nabo, snak med ham om hans naboer og tag selv videre og se dem.

Kapuscinski formår at transportere en med rundt i verden; og i denne bog også tilbage til Herodots fysisk mere indskrænkede verden - både igennem sine egne reportager men også med Herodots historier om de græsk-persiske krige.

Problemet er blot, at man får lyst til at pakke sin kuffert øjeblikkeligt, når man læser Kapuscinski!

Je n'ai pas peur - Niccolò Ammaniti

2011-08-27T17:58:00.000+02:00

Fransk
26.-27. august
252 sider
Dansk titel: Jeg er ikke bange

Ligesom den første roman jeg læste af Ammaniti, er der tale om en poetisk thriller. En bog, der umiddelbart fremstår som en 'normal' fortælling, men som udvikler sig til gru. En bog, der omhandler de fattigste områder og de laveste sociale lag i støvlelandet. Og en bog, som er fortalt ud fra barnets perspektiv.

Michele er ni år gammel, og lever med sin familie i en 'landsby', som består af fem huse. De fire identiske huse ligger to og to overfor hinanden, og så er der et patricierhus, hvor den lidt mere velstillede advokat bor. Det er ikke engang en landsby, og der er ikke andet at foretage sig end at lege med de andre børn, og underkaste sig deres hierarki. Der er ikke mulighed for at fravælge eller finde andre venner. De er prisgivet hinanden, og forældrenes armod.

Der er den ligeledes ni-årige Salvatore, den lidt ældre buttede Barbara, Micheles fem-årige lillesøster Maria, den mere anonyme Remo og ikke mindst lederen Rackam, som bestemmer, hvad straffen er, når man taber i deres lege.

Micheles far er lastvognschauffør og er væk i lange perioder, hvor han kører oppe nordpå, og moderen er ved at bukke under af savn, pligter og ensomhed i fattigdommen. Indtil han vender tilbage for at blive, og lover dem, at tingen vil ændre sig.

Under en leg overgiver Michele sig overfor en total ydmygelse af Barbara, og tager straffen. Og her opdager han et hul, hvor en skræmt og stum nøgen dreng gemmer sig. Endelig har han noget, som Rackam ikke har - og han fortæller ingen sin hemmelighed. Men han vender tilbage, og snakker med drengen og giver ham vand - mens den tilbagevendte far undrer sig over hans lange ensomme eskapader.

Stemningen i denne overophedede sensommer koger; og de voksne skriger og skændes - indtil Michele overrasker dem i en diskussion og ser i fjernsynet, at den lille dreng, Filippo, er kidnappet og eftersøgt i hele landet. Han opdager samtidig sin fars og alle de andre voksnes indblanding i affæren. Den lille by huser en flok voksne med miniambitioner om at gå Den Røde Brigade i benene - kidnapning af rige industrifolks børn mod en løsesum.

For Michele bliver disse varme sommerdage opdagelsen af en voksenverden, hvor han skal tage stilling til sine egne handlinger i forhold til faderens autoritet. Han lærer om venners troskab og svigt, da han beslutter at dele hemmeligheden.

Det er denne force i Ammmanitis bøger, der er enestående. Perspektivet i barneøjne, som Cristiano beskriver det i På Herrens mark, og den grusomhede de voksne udsætter børnene for uden nogen omtanke. Det er historien, der udvikler sig så overraskende, men forbliver poetisk og æstetisk i sin brutalitet.
En perle af en smuk lille bog!

Operaelskeren - Klaus Rifbjerg

2011-08-26T09:53:00.000+02:00

Dansk
24.-25. august
226 sider
Bogudfordringen 2011

Jeg havde ikke oprindeligt planlagt at læse Kløvedal som del af Bogudfordringen, og da det er en rejsebog, syntes jeg, at jeg ville tilføje en mere litterær bog. Det er dog ikke helt nemt, når man bor i udlandet, og jeg vil altså ikke læse danske romaner oversat til fransk. Så det blev til et dyk i reolerne, hvor jeg fandt en Rifbjerg, jeg aldrig havde læst. Når jeg tænker Rifbjerg, tænker jeg først og fremmest gymnasielæsning, og en gammel sort-hvid tv-transmission af et teaterstykke - Anna, jeg Anna, tror jeg, at det er?

Så det var virkelig en genopdagelse af hans univers; og måske kender jeg ikke bredden af hans forfatterskab nok til at kunne sammenligne og se udvikling og sproglige forskelle. Det, der slog mig mest var, at selvom han var innoverende på sin tid, så virkede det ikke længere således på mig.

Historien handler om professoren Helmer Franck, der lever et nydeligt, borgerligt liv med konen Ellen og de to børn. Alting er i rette folder; karrieren, lejligheden i København, sommerhuset i Tisvilde... indtil han en dag møder den unge operasangerinde, Mira, under en kongres i Oslo. De tilbringer en nat sammen ved diverse fester, og ender i hendes lejlighed med en hurtig omgang sex på stuegulvet. Men det er nok til at ryste Helmers verden. Da han kommer hjem, er han sikker på, at han er forelsket og, at han må skrive til hende, og sende hende gaver.

De mødes igen - men magien er ikke helt det samme; og så melder det evige dilemma sig for den gifte mand, der vil have en affære. Hele romanen er skrevet i dagbogsform, og i tilbageblik indtil den indhenter nutiden, og Helmers kvaler ved at skulle vælge mellem det ene eller det andet liv. Det er meget tidstypisk sikkert for København i slutningen af 1960'erne - og pudsigt med beskrivelser af steder og restauranter; men jeg var ikke i svime over hverken historien eller sproget.

Måske har det virker nyskabende at skrive om sit venskab med en bøsse? Eller dagbogsformen? Jeg kan faktisk ikke helt gennemskue det, for jeg synes, at det var lidt langtrukkent og gentagende til tider.

Jeg tror bestemt, at der er gammel litteratur, som overlever fint - men dette er nok enten ikke gammelt nok eller ikke moderne nok. Ikke en uforglemmelig oplevelse desværre; der havde sikkert været mange bedre bud på denne udfordring, som jeg var lidt hæmmet af ikke at kunne få fat på.

Le Dieu des Petits Riens - Arundhati Roy

2011-08-24T10:35:00.000+02:00

Fransk
17.-23. august
439 sider
Dansk titel: De små tings Gud
Originaltitel: The God of Small Things

Læsetiden er absolut ikke et udtryk for kedsomhed eller, at romanen var dårlig - tværtimod krævede den fuld opmærksomhed og tid til at nyde det fantastiske sprog; en tid, der var lidt af i en uge med naturkatastrofer, manglende strøm og andet bøvl. Jeg fik købt bogen på fransk, selvom den er skrevet på engelsk - men det var ikke et problem under læsningen, da det var en ualmindelig fremragende oversættelse.

Bogens omdrejningspunkt er en familie i Kerala-provinsen på den indiske Malabar-kyst; og handlingen koncentrerer sig primært om en kort periode på to uger for mange år siden. Bogen springer frem og tilbage - fra 1969, hvor Alting skete til 1993, hvor nogle af protagonisterne igen befinder sig på samme sted.

En stor del af bogen er fortalt gennem den 7-åriges Rahels øjne og med et barns opfattelse af tingene. Rahel er pigen, og Estha er drengen i det tveæggede tvillingepar, og de lever sammen med deres mor, Ammu, som har forladt den fordrukne far. De bor sammen med deres onkel, Chacko; bedstemoderen, Mammachi og grandtanten Baby Kochamma. Et meget matriarkalsk hus, selvom Chacko forsøger at manifestere sig som den retmæssige direktør af familiens syltetøjsfabrik i kraft af sin mandlige status.

Roy udnytter denne barnevinkel i sin historie til at give læseren Rahels (og til dels Esthas) version af historien og deres generelle opfattelse af voksenverdenen. Det gøres blandt andet ved at skrive visse ord med stort eller lave ordspil, hvis transplantation til fransk er ualmindeligt vellykket - netop dér er fransk et genialt sprog at oversætte til på grund af dets endeløse muligheder for at lege. Samtidig ser man Rahel, da hun som 31-årig vender tilbage til huset, hvor de boede som børn - hvor Baby Kochamma nu bor alene med tjenestepigen Kochu Maria. Estha er også vendt tilbage - men han er for mange år siden stoppet med at snakke, og Rahel forsøger blidt at nå ind til ham igen, for at vende tilbage og forstå, hvad og ikke mindst hvorfor de gjorde, som de gjorde så mange år tilbage.

I 1969 kommer Chackos engelske ekskone til Kerala med deres fælles datter, Sophie Mol; en begivenhed som, fordi de er engelske, forårsager voldsomme instruktioner til tvillingerne om korrekt opførsel. Men Sophie Mol dør ved en ulykke to uger senere; denne information gives allerede ved starten af bogen, men man fornemmer også, at der er hemmeligheder bag denne død. Der er desuden den officielle version - og så er der den Store Hemmelighed, som tvillingerne bærer på, og som er årsagen til deres adskillelse fra moderen og ikke mindst fra hinanden.

Hemmeligheden skal ikke afsløres her; sløret løftes stille og roligt for den som historien skrider frem - og det er en historie om kærlighed. Det er en historie om kaster og klasseskel i et arkaisk samfund; det er historien om kolonialismens evige aftryk i den indiske historie og kampen for et nyt og anderledes samfund. Det er en historie om skyld og svigt i en familie, som skal redde facaden blot for samtidig at splitte familien ad. Om ofringer af de nederste i samfundet og om at ville hævde sandheden, men opdage, at den er uinteressant fordi den ikke kan bruges til egen gevinst. Men det er i sidste ende en tragisk kærlighedshistorie - mellem den fraskilte Ammu og en mand; og mellem Ammu og hendes børn - og tvillingerne imellem. Om forbudt kærlighed.

Der er en særlig poesi hos mange indiske forfattere, som måske overrasker, fordi vi primært tænker armod og elendighed og slet ikke 'overskud'. Roys roman er også så fin i sit sprogvalg, at man genlæser for at fange nuancerne og nyde dem. Hun går til tider forsigtigt til værks og siger ikke tingene direkte; man skal som læser være opmærksom - men så er det også den pure læselykke.

Der er stor, stor litteratur i Indien - denne ligger sig lige på linie med Seths mesterværk og Rohinton Mistrys klassiker. Stærkt anbefalelsesværdig!

Un jour parfait - Melania Mazzucco

2011-08-16T17:45:00.000+02:00

Fransk
14.-16.august
391 sider
Dansk titel: Heldigvis ikke oversat

Opdatering... jeg kæmpede mig til vejs ende; men det var den værste pinsel nogensinde, og oversættelsen blev blot ringere og ringere. Selve plottet og historien var til sidst næsten ikke til at udholde. Men nu skulle den altså overstås!

Faktisk er bogen på 567 sider, men jeg synes allerede, at jeg bør have en præmie for at have klaret mig igennem de første 391. En hurtig søgning på andre franske blogge viser mig, at de fleste har givet op allerede efter 50 sider - og allerhøjest 242. Jeg holdt ved min stædighed - men til sidst blev det altså for meget!

Historien er ganske banal - og man kunne næsten mistænke Mazzucco for at efterligne Ammanitis plot lidt. Den foregår i Rom over 24 timer, og hvert kapitel er en time i døgnet - er der ikke også en håbløs amerikansk tv-serie med samme koncept? I starten får man allerede at vide, at en politimand er fundet i sin lejlighed, hvor han har dræbt sin teenagedatter og lille søn efter skænderier med moderen, som han er skilt fra. Det minder unægteligt om diverse dramaer, man kan læse i hvilket som helst lands aviser dagligt - og spændingen var der da heller ikke.

Plottets interesse skulle så være de mange personnager, som blandes og mødes i løbet af det døgn. Antonio (politimanden) arbejder for Elio Firovanti (en Berlusconi-politiker, som er i genvalgsperiode) som body-guard. Hans søn Kevin går i skole med Elios datter Camilla. Så er der Zéro - Elios søn af første ægteskab, som er autonom, og forelsket i faderens anden kone. Selvsamme kone, som tvinges til at omgå Emma - Antonios ekskone og moder til Kevin og datteren Valentina. Emma er lidt vulgær, lidt billig - og temmelig meget på spanden som enlig mor, der må flytte hjem til moderen, der er pensioneret portnerkone. Alle samfundslag og politiske overbevisninger krydser hinanden - ikke at forglemme Sasha, Valentinas homoseksuelle italiensklærer, som Emma er småforelsket i.

Det kunne muligvis være interessant - og hvorfor har jeg så besluttet mig for at smide den i skraldespanden?

En ganske elendig oversættelse, og ikke mindst korrekturlæsning. Visse steder skriger den italienske sætningskonstruktion gennem den franske oversættelse, så man må krumee tæerne. En ting er en dårlig korrekturlæsning med stavefejl eller slåfejl - noget helt andet er dårlig oversættelse.

Et eksempel - Emma betragter i nostalgi de plader, hun udgav som ung ikke talentfuld sangerinde. De skrives som ces disques (de plader) i modsætning til ses disques (hendes plader.

Eller denne fodnote, som overhovedet ingen mening giver - man kan undre sig over, hvordan det kan slippe igennem:

Sidste december havde hun endda tilbudt at arbejde den 25*. Hun havde tilbragt en trist jul[...]

Og så fodnoten, der får en til at tro, at oversætteren må være på stoffer...

* Den 25. april, Modstandsbevægelsens fest, er en helligdag i Italien

Jeg var målløs - og det blev altså den berømte dråbe. Jeg orker ikke engang mere end 200 sider mere af den slags sjusk!

Comme dieu le veut - Niccolò Ammaniti

2011-08-14T09:36:00.000+02:00

Fransk
10.-13 august
531 sider
Dansk titel: På herrens mark

Dante har ikke levet forgæves! Moderne italienske forfattere glemmer ikke deres litterære rødder - det er ikke den første italienske bog, jeg læser, hvor Dantes helvedesskildringer genopstår i moderne forklædning. Men det gør ikke bogen ringe - tværtimod er dette en reel åbenbaring.

I en imaginær landsby sandsynligvis et sted på Po-sletten, lever den 13-årige Cristiano Zeno alene med sin far Rino i et faldefærdigt hus mellem tomme pizzaæsker og øldåser. Faderen er alkoholiker, nazist, voldelig, for det meste arbejdsløs og efter alles mening ude af stand til at passe på drengen. Han har to venner, Quattro Fromaggio - landsbytossen, som lever i et hus ingen må komme ind i; måske fordi han ikke vil have, at man opdager hans enorme krybbe, som er opbygget af tegneseriefigurer fundet på gaden. Han har været ude for en ulykke, og hovedet har ikke været helt normalt siden.

Den anden ven, Danilo, er forladt af konen efter, at deres lille datter døde ved en ulykke og han slog sig på flasken. De tre venner er en treenighed af forfald og nederlag. Men Cristiano holder af sin far og hans venner; faderen og han holder sammen og de gør alt for at camouflere katastroferne ved besøgene af socialassistenten.

De tre voksne har planlagt et bankkup - de skal blot køre en tung bil ind i bankautomaten i væggen i landsbyen; men den nat, det hele skal ske, bliver verden uigenkendelig. Alt går galt, og hændelserne tager en grusom vending for de tre, men også Beppe, socialassistenten, som må se sin tro på Gud sat på prøve.

Guds rolle i bogen er allestedsnærværende - enten for den troende Beppe, men også for Danilo, Quattro Fromaggio og Cristiano, som hver gang, det er helt galt, tror på et tegn fra oven. Det er en tragisk og intens fortælling - det er samtidig så absurd, at man til tider trækker på smilebåndet af deres vanvid.

Historien foregår sammenlagt over fem dage, hvoraf den forfærdelige nat fylder en stor del; det er apokalypsen, og ingen af dem kommer ud på den anden side uændrede. Der er selvfølgelig en morale i historien - for enden af den halsbrækkende uge for de forskellige personer. Men den skal ikke afsløres her - den skal læses; for dette var virkelig en stor bog, og forfatteren en positiv opdagelse for mig.

Afrodites smil - Troels Kløvedal

2011-08-10T23:05:00.002+02:00

Dansk
7.-9. august
310 sider
Bogudfordringen 2011

På ferie i Sydfrankrig var jeg jo sikker på, at en bog ville være nem at finde - men det endte med, at huset (som var ejet af danskere) bød på indtil flere interessante bøger; hvilket ellers er en sjældenhed i sommerferiehuse. Jeg kender kun Kløvedal fra tv-udsendelser og artikler, og havde aldrig læst hans bøger - det var en passende lejlighed til at rette op på dette og samtidig komme i gang med månedens bogudfordring.

Jeg har noget med bogtitler - de skal på en måde passe til indholdet; og jeg har stadig ikke forstået, hvorfor den skulle hedde Afrodites smil. Historien er beskrevet - men i slutningen af bogen, og slet ikke som et bærende element i fortællingen om hans jordomsejling. Men det er ikke afgørende alligevel! For det er en smuk fortælling.

En fortælling om et menneske, der tør. Smide alt over bord - eller måske netop indenborde for at udleve sine drømme; som fortæller om rejsen, om de mennesker, han mødte og om tanker i forbindelse med det at rejse langt væk i lang tid.

Til tider blev det dog en anelse for sejlteknisk til en jordfisk som mig; men jeg nød hans beskrivelser af ukendte steder; hans evne til at gå folk i møde og analysere historien i de steder men også hans egen reaktion på oplevelserne. Netop den del kunne jeg godt have ønsket mig mere af.

Men han bekræfter det, jeg altid har vidst! Du kan ikke sidde i København og spise kebab eller i Aalborg og spise sushi, og tro, at du oplever verden. Den er ikke som, den præsenteres pænt indpakket og tilpasset vores smag. Den skal opleves råt og brutalt og direkte. Kløvedal gør det, som få tør - og ganske rigtigt også, som få har økonomisk eller teknisk mulighed for - men han vover; og har lært sig det tekniske fordi udtrangen var for stor.

Jeg var mest betaget af hans beskrivelser af Oman, som står på min egen liste over lande, der skal besøges. Men hele bogen nærede min allerede voldsomme rejsetrang, og også til at læse andre rejsebøger - andre danskere er jo rejst ud!

The Help - Kathryn Stockett

2011-08-06T22:29:00.000+02:00

Engelsk
1.-6. august
451 sider
Dansk titel: Niceville

Der har allerede været skrevet mange anmeldelser af Stocketts multimillionsælger af en bog, som på den engelske forside hævder at være bagsiden af medaljen af Borte med blæsten. Netop denne parallel synes jeg dog er temmelig forkert. For det første foregår historien cirka hundrede år senere - hvilket i sig selv kun gør indholdet mere skræmmende.. at racediskrimination og segregation ikke var nået mange skridt videre efter den krig. For det andet er og bliver det en roman skrevet af en hvid!

Historien er i og for sig både spændende og relevant; historien om de småsnobbede forkælede overklassetøser i Mississippi, som alle lever med en sort tjenestepige i huset. Som regel en kvinde, som er tættere på børnene end deres egen mor, som har mere travlt med at pleje bridgeselskaber, hårsætning og den lokale hakkeorden end at vise moderlig kærlighed til børnene.

Det er historien bag Elizabeth og Hilly - den første den lidt skræmte kvinde, som ikke har alle de penge veninderne har; men som kues af den socialt dominerende Hilly. Hilly på den anden side er menneskehedens pest indenfor det sociale hønsehierarki, som kvinder med for meget tid og for mange penge kan opbygge. Og så er der Skeeter - af en pæn familie og med en moder, som desperat forsøger at få hende gift og helst inden hun selv dør af den kræftsygdom, som hun forsøger at skjule.

Skeeter er blot ikke indstillet på det liv, og hun forsøger at kæmpe sig ud af lokalmiljøets snærende bånd. En dag får hun den idé at skrive om hushjælpenes opfattelse af deres hvide arbejdsgivere - et vovet forsøg i 1960'ernes USA, hvor Sydstaterne stadig præges af KKK og en racisme, der er kvalmende at læse om. Hun må kæmpe for sin sag, men ender med at få overtalt Elizabeths sorte hjælp, Aibileen og senere Minny, som er fyret af den overlegne Hilly.

De ender med at gennemføre deres projekt; de får vendt en stemning, og Skeeter opnår respekt fra den sorte kvindegruppe på samme måde som Minny endelig finder en plads, hvor hun ikke bliver fyret på grund af næsvished; hun arbejder hos en hvid af fattig oprindelse - trailer trash - som ikke forstår, hvorfor byens kvinder ikke vil spille bridge med hende efter hendes ægteskab, der skulle skaffe hende social immunitet.

Det er historien om kvindeliv, der ændres, da de kommer i berøring med andre. Langt hen ad vejen er den troværdig - men jeg vil vove at påstå, at ingen hvid kan beskrive den rædsel disse kvinder gennemgår som moderne slaver på en måde, som ikke er meget forskellig fra den Frederick Douglass beskriver i hans fantastiske lille værk. Samtidig er Skeeter ude i nogle personlige konflikter med familien, og Stockett når aldrig til bunds med de spændinger mellem den ældre og den unge generation.

Der er rørende passager; der er humor og tragedie - men jeg sad alligevel med en flad fornemmelse til sidst. At tage de sortes version af hændelserne og gøre dem til sine ord, forbliver vagt. Ingen - og slet ikke en hvid - kan begynde at forestille sig gruen ved sådan et liv, og den facet irriterer mig. Men det er selvfølgelig ærkeamerikansk - og det er politisk korrekt at udgive netop sådan en roman netop som USA fik sin første sorte præsident. Men i bund og grund mangler den troværdighed i mine øjne. Den mangler at komme helt ind til kernen af problemet - og netop der ligger begrænsningerne for en hvid forfatter; og derfor kan det aldrig blive bagsiden af Borte med blæsten. Selvfølgelig et klogt markedsføringsstunt - men synd!

Mais ce qui persiste en moi est ce fragment d'inhumanité - Joël Schuermans

2011-07-31T20:42:00.002+02:00

Fransk
30.-31. juli
292 sider
Dansk titel: Ikke oversat

For mange år siden læste jeg American Psycho, og jeg husker stadig fornemmelsen ved visse passager af maven, der vendte sig og en fysisk kvalme. Men det var fiktion! Samme fornemmelse havde jeg, da jeg læste denne bog. Der var tider, hvor jeg troede, at jeg ville blive syg - og viden om, at dette ikke var helt fiktion gjorde det kun endnu mere kvalmende.

Joël Schuermans er en belgisk forfatter; som 23-årig var han FN-soldat, og en del af de berømte belgiske styrker i Rwanda. Han var kommet til landet so fredsbevarende styrke knap to måneder, inden folkedrabene på tutsierne udbrød med nedskydningen af hutu-præsidentens fly. Det er en uendelig sort side i den belgiske historiebog; det er politisk fejhed, da Belgien trækker soldaterne ud af landet og dermed giver grønt lys for, at hundreder af tusinder af tutsier bliver dræbt på den mest bestialske måde. Det er selvsagt ikke udelukkende Belgiens skyld - det internationale samfund var lige så hurtige til at stikke halen mellem benene, og vende det døve øre til en konflikt i et ligegyldigt afrikansk land uden olieressourcer eller anden rigdom, der kunne interessere os. Der er uendeligt meget skyld - og der er uendeligt meget at forklare, som muligvis aldrig kommer frem. Men Schuermans bog kaster en lille smule lys over, hvad der reelt foregik i Kigali i de aprildage i 1994.

Historien er til dels fiktion - historien om den unge belgiske soldat, Simon, som er bleve forladt af sin mor ved fødslen; opvokset i en plejefamilie og generelt manglet opmærksomhed og kærlighed. Han mangler selvtillid, og hæren har uden tvivl været en kærkommen lejlighed til at finde nogle rammer. Men som for så mange andre, der bruger militæret som en udvej, er det langt fra løsningen på hans emotionelle problemer, som især omhandler kvinder. Han forelsker sig håbløst og voldsomt, og et uskyldigt kys bliver for ham tegn på et troskabsløfte om evig kærlighed.

Således er der den unge sorte Fortunée, som er tutsi - men også den italienske UNICEF-medarbejder Chiara; han vil have dem begge - og svinger mellem nogle tydeligt ustabile reaktionsmønstre. Inden det hele bryder løs fornemmer man bristen i hans karakter. Men han var ung, og kunne have 'vokset sig fra det'.

Det er der ikke tid til, da helvedet bryder løs. Hvor den første del af romanen er meget fikseret på hans erotiske fantasier, og fascination af de to kvinder, så handler den midterste del om selve folkemordene. Her bliver skrivestilen noget bedre - men også mere informerende detaljeret. Denne del er uden tvivl en utroligt detaljeret genfortælling af Schuermans' egne oplevelser derfra - og selvom man har set Hotel Rwanda eller andre film eller dokumentarfilm om tragedien, så er de ikke mindre stærke sat i ord. Hans udpenslende beskrivelser af mordmetoderne er det grusomste, jeg nogensinde har læst og jeg måtte vælge mellem at lægge den fra mig i afsky eller fortsætte og forsøge at lægge mine billeder lidt fra mig.

Bogens Simon vender som de andre soldater hjem to uger efter, at mareridtet er startet - men for ham starter det også blot. Han stopper som soldat, og ender i en selvdestruktiv spiral af alkohol og stoffer iblandet et voldeligt parforhold. Endelig møder han den kedelige småborgerlige Charlotte, som han ikke elsker, men som er symbolet på hans redning. De bliver sammen i ti år til hun en dag fortæller ham, at det er slut og hun har en anden.

Det slår klik for Simon - han dræber hende, og tager et fly til Rwanda for at genfinde Fortunée - hun skal redde ham og elske ham. I hans tankegang kan han slet ikke forestille sig, at tiden er gået... tretten år. At hvis hun stadig er i live, så er hun måske gift med en masse børn. Men han finder blot hendes grav, og i desperation tager han til Italien for at finde Chiara. Hun er til gengæld (alt for) lykkeligt gift, og igen ser han det som en hån af hans kærlighed. Han dræber også hende, og ender i fængsel for de to mord.

Denne del er jo ikke Schuermans egen historie; men at han har svært ved at vende tilbage fra Kigali er sikkert. Han forsøgte sig i nogle år med diverse løsjobs, inden han tog konsekvensen og i dag lever på landevejene. Dette er hans anden roman, og det kan også mærkes i skrivestilen. Han har sværere ved at skabe personerne udover Simon, hvis følelser han kan drage på fra sine egne oplevelser. Ligesom historien om de faktuelle hændelser er bedre skrevet end starten og historien om livet efter Rwanda. Men for sin historiske beretning er den desværre grufuldtvækkende rammende og rørende.

Den rejser vigtige spørgsmål ikke kun om verdenssamfundets rolle og samvittighed i forbindelse med massemordene - eller kollaborationen mellem Hutu-morderne og fransk militær, som i denne sommer er blevet understreget af anklagen om voldtægter af såvel kvinder som mænd af franske soldater. Det er også dilemmaet om, hvordan vi håndterer de soldater, der vender hjem efter den slags tjeneste - som har set eller gjort voldsomme ting? Eller hvor meget man ved, om disse mænds psykiske stabilitet - når man sender en knap 23-årig dreng afsted skal man være sikker på, at han kan klare presset!

Jeg har tidligere læst en roman skrevet af en overlevende tutsi; jeg har en bekendt, som slap væk mens hele hans familie blev udryddet - og jeg har set hans overkrop arret af machetear og skudhuller. Det er deres - meget vigtige - side af historien. Men det er også vigtigt at se denne side, hvor vores ansvar debatteres - både som en ikke-agerende aktør midt på scenen, men også ved at ødelægge andre liv på andre måder.

Som bogens titel resumerer det... Men det som bliver tilbage i mig, er denne rest af umenneskelighed...

Dans la nuit Mozambique - Laurent Gaudé

2011-07-30T10:18:00.000+02:00

Fransk
29. juli
160 sider
Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg håber, at Gaudés novellesamling vil blive oversat til dansk med den samme succes som fx Familien Scortas sol - for han er for mig én af de bedste nulevende franske forfattere. Som andre har han nogle ganske bestemte temaer, og de handler om havet, om døden, om Italien og især om Afrika, som han tilsyneladende er lige så bidt af som andre, der har sat fod på kontinentet bare én gang.

Denne lille novellesamling indeholder fire forskellige historier, som alle har det til fælles, at de handler om mænd - kvinderne er stort set forsvundet fra fortællingerne. Mænd, som ved slutningen af deres liv - som ikke nødvendigvis har været lange - ser tilbage på, hvorfor de er endt der, hvor de nu er.

Der er kaptajnen på et slaveskib, som under et stop i en fransk havn mister fem slaver. Den ene finder de aldrig, og han bliver årsagen til kaptajnens vanvid og paranoia.

Der er den gamle mand, som vil tilbage til det hotel, hvor han tredive år tidligere tilbragte en enkelt nat med sin elskede. Dette er den eneste fortælling med en kvinde i. Men han valgte alligevel hele tiden kammeraterne og drukturene fremfor familielivet; og hun døde fra ham.

Der er soldaten, som efter at være blevet reddet ud af 1. Verdenskrigs skyttegrave af en sort soldat, beslutter sig for at blive sort. Så sort, at han rejser til Afrika, og bliver kriger for de sortes sag imod sit eget folk. Han bliver inkarnationen af krig, og derfor må de skille sig af med ham, da de vil fred.

Endelig er der den gamle søulk, som opsøger sin ven Fernando, som er barejer og restauratør i Lissabon. De mindes den gang, de spiste sammen med to venner. Den ene er død, og den anden måtte tilbage til Mozambique for at få sjælefred - og dermed mangler de slutningen på den historie, han fortalte under deres sidste måltid.

De er intense og dystre historierne. De er essensen af Gaudés univers med menneskets mørke sider. Hver historie er en parallel til en af hans tidligere romaner - Kong Tsongors død eller Eldorado, som jeg læste inden bogbloggen opstod. Han formår med så enkle ord at male historier, der er grumme eller tragiske - men en genspejling af menneskeheden. Stor læsning i en meget lille bog!

Jésus m'aime - David Safier

2011-07-29T08:55:00.000+02:00

Fransk
27.-28. juli
348 sider
Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg har tidligere læst en anden af Safiers humoristiske romaner; og det var faktisk lige, hvad jeg trængte til efter en stribe af mindre opmuntrende styks. Det var derfor uden de store forventninger andet end at blive lidt underholdt - og det holdt også nogenlunde.

Historien er en moderne fortælling om Marie, en kvinde i midten af 30'erne i en lille tysk landsby (Safier er tysker på trods af det franskklingende navn), som endelig skal giftes. Men da øjeblikket kommer siger hun nej, og selvom hun mente det, så føler hun, at hendes liv er slut nu. Men så dukker den nye tømrer i faderens hus op - Joshua. Selvfølgelig en fordrejning af Jesus, og der går da heller ikke længe inden, han indrømmer at være Jesus. Ærkeenglen Gabriel har tilsyneladende været blandt dem i mange år efter, at han valgte et jordisk liv for at komme tættere på Maries mor.

Maries forældre er fraskilte, og faderen har netop hentet en ung russisk kvinde hjem fra internettet. Det hele er lidt noget rod. Men det er Jesus der jo for at ordne. Men samtidig er Satan i byen - og han forsøger at rekruttere Maries kræftsyge søster, Kata, til at være en af de fire ryttere fra Apokalypsen! Det lyder meget overdrevet og søgt - og selv om det var underholdende til tider, så var der jo en dybere mening med det hele fra Safiers side. På mig gik den dog lidt tabt i al den anstrengte humor - og mange gange sad jeg mere fordybet i tankerne om væggobelinerne i Angers i Frankrig, som netop viser Apokalysen! Dem fik jeg lyst til at se igen derimod.

Den var slet ikke på niveau med Safiers første roman - måske fordi det er sværere at forholde sig såvel alvorligt som humoristisk til emnet, og han forsøgte trods alt at indsnige en del Bibel-lærdom; det faldt lidt til jorden, synes jeg.

No et moi - Delphine de Vigan

2011-07-27T10:23:00.002+02:00

Fransk
26. juli
250 sider
Dansk titel: No og mig

Det er ikke tit man møder hjemløse i litteraturen - og dog har de meget at sige. Der er altid en historie bag deres skæbner, selvom den sjældent er særlig positiv og til tider måske også temmelig repetitiv. Men alligevel er det et spændende tema, den franske forfatter tager op i denne roman, som af nogle er blevet betegnet som en ungdomsroman. Men det er jo ikke fordi den er skrevet med et barns øjne, at den ikke kan læses af voksne. Personligt var det en bog, der rørte mig meget dybt!

No er omdrejningspunktet som i romanens titel, hvor hun sættes før Lou - som er bogens fortæller. Lou er 13 år gammel, intellektuelt meget længere fremme end sine skolekammerater, men har til gengæld svært ved at finde venner og holder sig til sig selv med sine bøger og eksperimenter i alle genrer. Hendes hjem er ikke ligefrem en oase af fred - siden den længe ventede lillesøsters vuggedød nogle år tidligere, er moderen i en dyb depression. Hun sidder dagen lang i en lænestol, og faderen forsøger på bedste beskub at sørge for Lou.

Lous største skræk er at skulle stille sig op foran klassen; så da hun en dag skal informere læreren om sit emne til en fremlægning flyver det ud af munden på hende, at hun vil interviewe en hjemløs kvinde i Paris. De hjemløse er der nok af - og desværre også de unge kvinder; så mødet med No blev blot et tilfældigt blandt de mange, det kunne have været. Men No har noget specielt, og Lou vil, på trods af sin generthed og en lille smule angst for det ukendte, hjælpe hende.

Møderne med No giver stille og roligt Lou mere mod; hendes fremlægning går godt, hun tør sige sin mening og møder endelig lidt respekt fra sine klassekammerater og ikke mindst Lucas, som hun er lidt forelsket i.. men han er fire år ældre og klassens bad boy! Så hun finder også modet til at spørge forældrene, om No må bo hos dem; og de accepterer.

Det nye bofællesskab bliver en opvågning for moderen; hun blomstrer op og bliver næsten sit gamle selv. Faderen begynder at slappe mere af - selvom han dog overvåger No; og Lou oplever glæden ved at have en søster - for de to har lovet hinanden ikke at give slip! Men mens No ubevidst hjælper Lous familie ud af deres traume, så er de måske ikke i stand til at hjælpe hende med de sår, der fik hende ud på gaden?

Selvfølgelig går det ikke i længden; No begynder igen at tage stoffer og drikke - og hendes natarbejde på et hotel er vist heller ikke hele sandheden. Lous far tager konsekvensen og smider hende ud - og selvom No stadig har brug for Lou, så er det måske et nederlag for meget for hende? Hele sit liv er hun blevet svigtet af voksne.

Hver gang jeg ser hjemløse, der sover i gaden, så gør jeg ubevidst en lille forskel - der er alkoholikerne, der er aggressive og grænsende til det voldelige. Der er dem, man fornemmer, netop er ankommet - der er de unge, de gamle og hærdede - kvinderne og mændene. Men til at starte med er deres historier næppe særligt forskellige! Til nogle giver man; og nogle rører ved noget i én, så man får tanken, at man kan tage dem med hjem, give dem et bad og noget mad - og en ren og varm seng. Men ligesom det tager tid og overskud at hente en efterladt hund fra et internat, så trænger disse mennesker jo til meget andet end blot mad og varme. De er ødelagte i sjælen på en måde, der er så barsk, at de bliver nødt til at distancere sig fra den normale verden. Det retter en varm frikadelle desværre ikke op på!

Derfor er No og mig faktisk en meget tragisk og sørgelig bog for No. Bedst som man tror, at det er Lous teenagehistorie opdager man, at dette handler om Nos fallerede forhåbninger og drømme, da de to piger mødes. Om endnu et svigt og på trods af det en blidhed og søsterlig kærlighed til Lou.

Den er letlæselig, men ikke mindst så var jeg så grebet af historien, at alt andet måtte vente den dag! Jeg kan kun varmt anbefale denne roman, som for mig vil ændre mit syn på de hjemløse, jeg møder hver dag!

Le chagrin - Lionel Duroy

2011-07-25T10:04:00.000+02:00

Fransk
17.-24. juli
734 sider
Dansk titel: Ikke oversat

Når man læser selvbiografier er der to ting, der præger indtrykket - selvfølgelig formen, men også formålet. En selvbiografi skrives jo udfra et behov eller en lyst til at give et indtryk af ens liv; og Duroys formål er lysende klart og han forsøger på ingen måde at skjule det heller. Det er et opgør med en familie - og især en mor - som har ødelagt hans liv; at skrive bogen er en renselsesproces for ham men også et opgør og en besked til resten af familien. Hvis hver detalje er sand, kan man muligvis forstå manden!

Lionel Duroys forældre bliver gift blot dage efter D-day i Frankrig; og allerede her påpeger Duroy faderens svaghed ved ikke selv at have været aktiv i krigen - eller sågar i modstandsbevægelsen. Faderen er pro-Pétain og dermed anti-de Gaulle; han er grænsende antisemitisk og moderen er blot en gås, som udvikler småborgerlige racistiske snobbede holdninger med tiden. De får deres første barn hurtigt efter brylluppet - som de gode katolikker, de er, kan der ikke være tale om prævention. Hvilket med tiden fører til elleve fødsler og ti børn - det ene dør kort efter fødslen.

Nogle af disse børn - som Duroy selv - fødes i Bizerte i Tunesien, hvor de er udstationerede for et fransk firma i en periode. Det er den lykkelige periode i deres liv, og hvis de var blevet der - og hvis Nordafrika ikke havde kastet sig ud i en kamp for uafhængighed af Frankrig, kunne deres liv have set meget anderledes ud. For faktum er, at faderen er blød overfor moderen, og hendes krav til levestandarder så urimelige, at han må ty til andre midler. De kommer hjem til Frankrig, og han lejer en lejlighed i en fin forstad til Paris, som er ubetalelig for en mand, som kun sælger støvsugere - og med så mange børn!

Det ender galt, da de ubetalte regninger hober sig op; faderen er ude af stand til at sige fra overfor moderen, men også ude af stand til at erkende, at det vokser ham over hovedet. Så en dag kommer Duroy hjem til en lejlighed, der er i færd med at blive tømt - de er smidt på porten. Derfra går det ned ad bakke; de flytter fra den ene lejlighed til den anden med de mange børn, som tit må klare sig selv. Moderen truer konstant med selvmord, og faderen skriver blankochecks og småstjæler for at skaffe dem mad på bordet. Moderens tyranni kender ingen grænser, og hendes kærlighed til børn er også ret begrænset på trods af hendes katolske principper om, at de skal sættes i verden.

Duroy beskriver sit liv fra forældrenes møde og frem til bogens udgivelse i 2010; hans første ægteskab og udgivelsen af hans første roman, som også omhandler familien. Den medfører et totalt brud med de ni søskende og forældrene, og han har aldrig set dem siden. Denne roman er endnu mere omfattende, og er for mig klart et offentligt opgør med familien og en form for selvjustits. Beskeden er klar - "I ved, hvad der skete - men I valgte deres (forældrenes) parti, da jeg offentliggjorde det." Duroys kærlighed til sine søskende er ike stor; men det satte også sit præg på hans første ægteskab, og det bliver også beskrevet i detaljer, som nok kunne få ekskonen til at fortryde at have kendt ham!

Der er ingen tvivl om, at barndommes sår har givet ham en livslang depression, som muligvis kun denne bog kunne få ham ud af. Han har skrevet meget andet, og er en kendt fransk journalist - men hans egne sår var ikke helede. Om de bliver det med denne bog er svært at sige - det er meget at smide i hovedet på sine søskende på en fuldt ud offentlig måde. Men det er også en skræmmende fortælling om, hvor lidt samfundet tog sig af dem midt i deres elendighed. Det var andre tider, og enhver måtte klare sit eget - men alligevel oplever Duroy, hvordan man som voksen er et produkt af sine forældre. Selv han genoptager til tider faderens mønster, da konen er ham utro og det hele vælter omkring ham.

Det er også historien om Frankrig igennem 50 år; de skiftende regeringer, krigene og konflikterne. Det er en tætskrevet intens bog, men som man læser opslugt i gruen af hans historie; en bog, som ikke uden grund har vakt opsigt og vundet priser i Frankrig.

Les Justes - Albert Camus

2011-07-16T19:44:00.001+02:00

Fransk
15. juli
150 sider
Dansk titel: De retfærdige
Bogudfordringen 2011

Julis måneds bogudfordring var én af dem, jeg virkelig så som en udfordring - et skuespil! Jeg har vist ikke læste skuespil siden gymnasietiden, og der var det jo næppe af lyst. Af samme årsag var det nok heller ikke realistisk at kaste sig ud i et Shakespeare-værk på flere hundrede sider - udover, at jeg foretrækker at læse på originalsproget, og også her ville Shakespeare nok blive lidt for stor en udfordring. Men så faldt jeg tilfældigt over dette skuespil af Camus fra 1949; som grotesk nok stadig er usandsynligt aktuelt.

Historien er baseret på den sandfærdige historie om attentatet på den russiske zar Alexander den 2.'s søn Sergej i Moskva i 1905, hvor han var guvernør. Attentatet udføres af den 23-årige Kaliayev, og skuespillet udspilles i en lejlighed ikke langt derfra, hvor Kaliayev sammen med Dora, hans elskerinde og tre andre mænd planlægger angrebet. Det første forsøg bliver ikke til noget; Kaliayev kan ikke smide bomben, da han i sidste øjeblik ser to børn i kareten - en hændelse som fører til en ideologisk og passioneret diskussion mellem ham og Stepan - en anden revolutionær, som ikke stoler på Kaliayev.

Denne diskussion og ideologien, som adskiller de to mænd, skulle være Camus' svar på hans ven Sartres skuespil Urene hænder, som var sat op et år tidligere. Kaliayev er Camus selv, og Stepan er Sartre. Kaliayevs (eller Camus') synspunkt er, at alting er sort eller hvidt - han forsvarer det absolutte uden nogen form for lempelse, som da Kaliayev forklarer Dora, hvorfor han vil kaste bomben: "At dø for idéen er den eneste måde at være på højde med idéen. Det retfærdiggør den."

Kaliayev vil ikke ses som en morder, men som en mand, der har hævnet en uretfærdighed - Sergejs nedtrykkelse af det russiske folk. Sartres (eller Stepans) synspunkt er det ekstremistiske, hvor intet skal i vejen for at målet. Mens Kaliayev bliver skræmt af børnene, kan Stepan ikke se, hvorfor de ikke bare også kunne dø? Stepan ender med at forstå Kaliayevs motiver i en højere grad; det samme kunne ikke siges om Camus' og Sartres politiske uenigheder - deres venskab stoppede i 1952. De to skuespil var det offentlige regnskab, der skulle opgøres.

Men i skuespillet bliver attentatet en succes to dage senere, og Kaliayev bliver selvfølgelig straks arresteret. I fængslet får han besøg af en anden fange, Foka, som har lavet en aftale om at få nedsat sin straf på tyve år for mord; hver gang han udfører hængningen af en dødsdømt, får han nedsat straffen med et år. Igen et moralsk dilemma, som i Camus' øjne er forskellen mellem at være en kriminel, en morder - eller blot den, der udfører, hvad der skal gøres.

Fængselsinspektøren tilbyder ham at undgå dødsstraffen mod at udlevere sine medsammensvorne - og selve Sergejs enke vil gå i forbøn for ham. Men for Kaliayev var døden fra starten en del af akten - den er for ham også en nødvendig del af attentatet. Han nærede på intet tidspunkt ønsket eller håbet om at slippe fra det i live. Det er på mange måder skræmmende aktuelt med de selvmordsterrorister, som i dag går døden med oprejst pande - sikkert også fordi de ikke ser sig selv som mordere, men som aktører i en større retfærdig plan. For hundrede år siden var det socialismen eller kommunismen, i dag er det jihad. Men princippet er det samme!

Doras eneste ønske er derfor også selv at blive valgt til at smide den næste bombe - og helst hurtigt. For Kaliayev er henrette, og hvis hun hurtigt kan dø, kan hun følge ham - og det vil føles som om, at rebet strammedes samtidigt om deres to halse. Det bliver hendes ledetråd - et mål og et ideal at arbejde frem mod; bevidst at vælge døden.

Jeg frygtede at blive distraheret af angivelsen af navne, som det jo er kutyme i skuespil, men til gengæld opdagede jeg, hvor intens læsning det kan være, når det udelukkende er ordene. Ingen forklaring af tonefald, omgivelser, ansigtsudtryk - det hele skal læses igennem ordene. Man koncentrerer på en helt anden måde om selve historien og tolkningen af den, når alt andet er sorteret fra. Så selvom jeg nok aldrig får læst Shakespeare, så er der nu pludselig en del andre nyere skuespil, jeg gerne vil læse!

Nini - Mulâtresse du Sénégal - Abdoulaye Sadji

2011-07-15T14:30:00.002+02:00

Fransk
14.-15. juli
252 sider
Dansk titel: Ikke oversat

Den sidste bog, jeg fik indkøbt i Senegal, da den medbragte litteratur var løbet tør, viste sig igen at være én af landets helt store klassikere. Ikke kun i Senegal, men også i fransk kultur, da négritude-bevægelsen tager fat i 1930'erne. Da er Sadji ung, og efter skolegang i Rufisque (en forstad til Dakar) bliver han skoleinspektør i forskellige senegalesiske provinser - en post, som normalt var forbeholdt de hvide kolonialister.

Hans store kæphest er tilknytningen til den afrikanske kultur selvfølgelig; og han knytter sig til Senghor - landets absolutte store mand, som blev den første præsident efter frigørelsen i 1960, og som hjalp Sadji med den grammatiske finpudsning af hans værker.

Nini - mulatpigen fra Senegal, som den danske titel ville være, er derfor et klassisk eksempel på de hjertesager, der stod både Sadji og Senghor nær... forkastelsen af de afrikanere, der frasiger sig deres kultur. Romanen, der udkom i 1954, foregår i Saint-Louis, som er et helt særligt kapitel i den senegalesiske historie. Byen er på alle måder anderledes, som jeg selv kunne konstatere, da jeg var der i oktober 2010 - det var landets hovedstad indtil 1960, og et kulturelt og politisk nervecentrum i Afrika.

Byen havde mange hvide beboere, og med dem kom blandingen med de lokale og en mulatbefolkning, som man ikke ser andre steder i landet. Kvinderne, som nedstammede fra blandingen med de portugisiske mænd, blev kaldt for signare af det portugisiske senhoras; og de var hierarkisk højere stillet end de lokale sorte.

De var kendt for deres skønhed, og selv i dag er der stadig en årlig fest, der fejrer disse kvinder som en kulturel arv selvom de tidligere ikke altid var velsete af de lokale. De kunne komme ind i klubber, hvor de hvide kom - i selskab med disse dog - og nød i det hele taget godt af en social rang, som også fik dem til at føle sig bedre end de sorte.

Gå en tur i Saint-Louis' gader i dag, og du vil stadig se kvinder som denne, som er en anelse lysere i huden - og med en udstråling, der siger alt!

Sadjis roman handler om en sådan ung kvinde, Nini. Hun er 22 år gammel, og hele hendes liv handler udelukkende om at blive set i de hvide klubber med hvide mænd, og det ultimative mål er selvfølgelig at blive gift med en franskmand og flytte til Europa. De fleste af disse hvide mænd er hendes elskere, og de bliver hurtigt udskiftet - men nu er der en ung mand, Jean Martineau, som hun har set i længere tid - og på trods af hans manglende ægteskabsløfter, sætter hun alt på spil. Det er hendes største ydmygelse, da hun en dag modtager en kærlighedserklæring fra en sort - og hele byen indigneres og griner af den stakkels mand, der har vovet at overskride den usynlige sociale grænse mellem deres to verdener.

Sadjis fortælling er grotesk nedladende og barsk i sin beskrivelse af Nini og hendes ligesindede; deres åbenlyse racisme og snobben opad er en torn i øjet på ham, og hans egen indledning til bogen lyder da også:

"Nini er det evige moralske portræt af mulatten, om hun er fra Senegal, Antillerne eller Amerika. Det er portrættet af det fysiske og moralske hybride menneske, som i uvidenheden af sine spontane reaktioner, altid søger at hæve sig over den plads, der er hende tiltænkt; det vil sige over en menneskelighed, som hun antager for at være hende underlegen men til hvis skæbne hun for evigt er knyttet."

Nini og hendes veninder bruger tiden på at nedgøre de sorte, men alligevel opsøger hendes mulatbedstemor en lokal marabout (troldmand) for at forhekse Martineau, så han gifter sig med Nini. De snakker om Paris, som kendte de byen ud og ind, selvom de aldrig har - og næppe aldrig kommer til - forladt deres eget land. De unge franskmænd på den anden side er der for at udleve eventyret om det sorte Afrika; de er faktisk mere tiltrukket af de meget sorte kvinder, men disse kan de ikke tage med i klubberne - og da de sjældent taler andet end wolof er samtale også begrænset.

Så de hænger lige så meget fast i rollespillet som Nini, som ikke forstår, at hun kun er et stykke midlertidigt legetøj, og at hendes foragt for sine landsmænd faktisk kun avler foragt for hende hos de hvide. Det er en tragisk spiral uden ende, og nederlaget bliver totalt, da Martineau rejser hjem - kun for at vende tilbage ed en fransk hustru. Nini sælger da alt, hvad hun har, for at forlade landet - hun kan ganske enkelt ikke klare den offentlige ydmygelse efter at have promeneret sit hovne

Sadji fortæller os ikke, hvad der sker med Nini i Frankrig. Det er ikke interessant for hans historie; man kan forestille sig, at hendes overlegenhed bliver vendt til et endnu mere øredøvende nederlag i et land, hvor hun pludselig bliver underdog og det behøves ikke at være slutningen. Sadji har på fornemste vis fået sit budskab igennem, og selvom bogen er mere end halvtreds år gammel, så fortæller den en universel og stadig yderst aktuel sandhed om racisme selv inden for samme race.

D'autres vies que la mienne - Emmanuel Carrère

2011-07-14T10:29:00.000+02:00

Fransk
11.-13. juli
334 sider
Dansk titel: Andre liv end mit

Der er virkelig ingen logik i, hvilke franske bøger, der oversættes til dansk! Denne havde jeg absolut ikke forventet, men det viser sig, at en del af Carrères bøger er oversat - og jeg opdagede ham først ved et tilfælde forleden dag. Hans bøger er - ifølge ham selv - lidt kyniske og barske; men det er jo ikke nødvendigvis skidt. Flere af hans bøger er også dokumentariske som denne, og det øger jo intensiteten og påvirkningen, synes jeg.

Bogen starter, da Emmanuel Carrère og hans samlever tager på juleferie i Sri Lanka vel vidende, at forholdet halter, og at flytte sammen med sammenbragte børn måske ikke kan lykkes for dem. Carrère selv er i tvivl om han nogensinde kan blive - eller har været - lykkelig eller i stand til at gøre andre lykkelige. Men dagen efter rammer tsunamien, og pludselig har de ikke tid til at tænke over deres forhold. De er i sikkerhed, men møder et fransk par, hvis lille datter Juliette på fire år er død. De hjælper og er sammen med dem og pigens morfar i dagene efter, og indtil de kan blive fløjet tilbage til Frankrig. Det mærker dem, og de beslutter at gøre en indsats. Samtidig siger bedstefaderen til Carrère, at han som forfatter må skrive om denne tragedie.

Hjemme igen skal de forholde sig til Carrères svigerinde, Juliettes, kræftsygdom, som er blusset op igen efter, at hun som 18-årig havde kræft, og en forkert strålebehandling gjorde hende nærmest lam i benene. Hun er 33 år, og har tre små piger, og en mand, hun elsker ubetinget. Hverken Carrère eller hans samlever tilbringer meget tid med Juliette, som foretrækker at kæmpe alene. Men de er der, da hun dør og dagen efter mødes hele familien med en tidligere kollega, Etienne, som selv har fået amputeret et ben på grund af kræft. Han fortæller om Juliette, som han arbejdede sammen med som dommer, og da de forlader ham, siger også han til Carrère, at han bør skrive om det - om hendes liv!

Så Carrère skriver denne roman om de to mennesker, han knap kendte, som var vidt forskellige i alder - men som begge døde. Starten handler mere prosaisk om tiden i Sri Lanka og hændelserne op til Juliettes død den efterfølgende sommer. Derefter er det Carrères interviews med vennen og kollegaen, Etienne; enkemanden, Patrice og venner og anden familie, som tilsammen giver portrættet af Juliette. For at fortælle Juliettes historie må han også fortælle Etiennes; om hans sygdom, om deres ligheder - og om deres fælles kampe for retfærdighed.

Der er passager med temmelig meget forbrugsret, som ærligt talt kan være svær at forstå - og kan virke malplaceret midt i denne tragiske fortælling. Men det er der, fordi det var Juliette og Etiennes kamp for de små i samfundet; dem, som selv var en minoritet, og havde måttet kæmpe for at opnå deres stillinger. Det kunne muligvis have været forkortet - på den anden side giver det et afbræk, så bogen ikke bliver lutter elendighed.

For slutningen er barsk; historien om Juliettes sidste dage og timer og afskeden med de små døtre er barsk læsning, når man selv har mistet til kræften. Jeg var temmelig opløst til sidst! Men det er jo også livsbekræftende - især for Carrère, som var midaldrende og ikke syntes at have noget at fremvise som emotionelt resultat af sit liv! De andres korte, men intense, liv sætter hans eget forspildte liv i perspektiv, og han bruger disse erfaringer til selv at komme videre. Han lægger ikke skjul på det - og nogle kan finde den tanke morbid; men det morbide er vel egentligt blot at indrømme det, som andre ville tænke for sig selv?

I anmeldelsen i Kristeligt Dagblad, som jeg har linket til, skriver de pudsigt nok, at emnet og måden, det behandles på kan virke forfærdeligt selvhøjtideligt litterært elitært fransk - men, at det ikke er det. Det er derimod ualmindelig almindeligt og hverdagsagtigt - men de rigtige dårlige hverdage, som får én til at tænke lidt dybere over tingene.

Mille jours à Venise - Marlena de Blasi

2011-07-11T09:47:00.002+02:00

Fransk
10. juli
293 sider
Dansk titel: Ikke oversat
Originaltitel: A Thousand Days in Venice

Egentlig skulle jeg jo have læst den på engelsk; men det var en hurtig og totalt uovervejet indskydelse lørdag eftermiddag klokken 17 for at hjembringe lidt nyt læsestof. Det kan man så lære af! Da det er sommer og rejsetid, har boghandlerne en tendens til at opbygge disse rejseborde - og denne bog lå lige ved siden af Claude Gallays fantastiske men melankolske bog, som foregår i Venedig; og jeg faldt i fælden.

Historien er man kan ikke mere banal; den midaldrende amerikanske kok, Marlena (det er selvbiografisk, ja) kommer til Venedig første gang i 1989. Som så mange andre fascineres hun af den særprægede by på vandet, og vender tilbage flere gange. I 1993 er hun sammen med et vennepar, da en mystisk fremmed gør kur til hende - en ligeledes midaldrende italiensk bankmand, som bor på Lidoen på den anden side af vandet.

De mødes kort inden Marlena skal rejse videre; men han tager flyet til USA, og der beslutter de, uden nærmest at kende hinanden, at gifte sig. Dog skal dette selvfølgelig foregå i Venedig, og Marlena sælger i løbet af få måneder alt, hvad hun ejer i USA - sit nyrestaurerede hus og sin restaurant.

Bogens historie er deres historie - hendes indtryk af Venedig, og hendes problemer med at falde til; men som med andre af den slags bøger (kærlighedshistorie eller ej) er det jo voldsomt idylliseret. Godt nok er Venedig en smuk by, men med Marlenas ord, er det uspoleret idyl med madvarer, som ellers kun findes i Paradis og de typiske karikaturer af italienere, som man forestiller sig det fra en gammel film. Men ikke i slutningen af årtusindet. Det er samme karikatur, som Peter Mayle tjente en mindre formue på med sin serie om livet for en englænder, der flytter til Provence - og de Blasi har da også lugtet lunten, og senere udgivet en bog om de tusind dage, de efterfølgende tilbringer i Toscana. Tilsyneladende må de så på ny flytte efter tusind dage, da det skal passe til hendes koncept?

Det har sine underholdende sider, men muligvis kun fordi jeg læste den i et stræk - ellers ville jeg have haft svært ved at tage den op igen. Jeg synes, at det er dejligt, at folk mødes, bliver forelskede i hinanden, i en by, i den lokale vin - og hvis det er det hele på én gang, er det jo fantastisk. Men det sker altså hver dag - selvom de involverede parter jo selvfølgelig synes, at deres historie er unik. Det synes vi alle - men vi sætter os heldigvis ikke allesammen ned og skriver om det!!!

Det er OK flylæsning fx - og det genkalder dejlige minder fra Venedig (hvor jeg pudsigt nok også var med en italiener uden at skrive en bog om det); men jeg kommer ikke til at investere i hendes efterfølger.

Som en lille bonus er der til slut i bogen nogle skønne italienske madopskrifter, som godt kan få mundvandet til at løbe. Desværre tror jeg, at de er dårligt oversat fra fahrenheit til celsius, for tit skal tingene i en 400 grader varm ovn? Sjusk!!!

Mary-Ann in Autumn - Armistead Maupin

2011-07-09T23:00:00.002+02:00

Engelsk
8.-9. juli
365 sider
Dansk titel: Ikke oversat

Den måske endegyldige afslutning på Maupins saga om San Francisco; så det var ikke uden en vis nostalgi, jeg åbnede sidste bind, som udkom i 2010. Som med hver eneste bind er spændingen i starten, hvor i deres liv, de er - og i hvilket år vi er siden det startede i 1976. I det ottende bind kommer der et clue ret hurtigt, da de nævner the president-elect, så er perioden allerede indsnævret til to måneder knap - altså slutningen af 2008, da Obama er blevet valgt som USA's første sorte præsident.

Som titlen antyder handler denne meget om Mary-Ann; men bestemt også om alle de andre - den eneste rigtigt perifære person er Brian, som man måske må affinde sig med aldrig at få en slutning på. Det er lidt trist, da man har knyttet sig til ham. Men nu handler det om Mary-Ann, som i det 21. århundrede opdager, at hun kan afsløre mandens utroskab via Skype og stifter bekendtskab med Facebook. Hun bliver syg af lilvmoderkræft, og flygter hjem til Michael og hans mand, Ben, i San Francisco, for at blive opereret og hele sårene - fysiske og psykiske - men også for at søge om tilgivelse.

Derfor er det langt fra tragisk - det er det jo aldrig i Maupins serie; det er grotesk morsomt, samfundsobserverende og nutidigt. Men løse ender knyttes helt tilbage til den første bog, da Mary-Ann datede den mystiske Norman Williams, som viste sig at være pædofil. Det er udover Mary-Anns sygdom én af de bærende historier i romanen, som ender med muligvis at genforene Mary-Ann med hendes adoptivdatter, Shawna, som trods alt ligner hende uendeligt meget i opførsel og forhold til mænd.

Anna - Mrs. Madrigal/the landlady - er der stadig; og måske er det lyspunktet for os læsere? Maupin kan ikke stoppe nu - ikke efter at have genoptaget historien efter så mange år mellem sjette og syvende bind? Godt nok er Michael og Mary-Ann næsten tres, men at følge dem til dørs er nødvendigt uden at det skal blive patetisk. Jeg kan blot ikke affinde mig med lige nu, at det er slut, tror jeg....

Michael Tolliver Lives - Armistead Maupin

2011-07-07T20:20:00.001+02:00

Engelsk
6.-7. juli
333 sider
Dansk titel: Ikke oversat

Kan man som forfatter vende tilbage og tage tråden op efter 18 år? Finde de samme personer og den samme tone uden, at det bliver et patetisk forsøg på genfunden berømmelse - eller gevinst? Maupin kan med sin Tales of the City-serie! Han kan det ud over alle forventninger endda!

Selvfølgelig har jeg læst de indtil videre syv bøger over en periode på en måned, og ikke de 29 år, der gik fra første bind udkom til dette syvende bind, som på flere måder er anderledes. Udkommet i 2007 foregår handlingen i 2005; også der er der en tidsforskel på 18 år - men i modsætning til de seks tidligere episoder, som er fortalt i tredje person, er denne - som titlen angiver - fortalt af Michael/Mouse selv i jeg-form.

Han ser tilbage på sit liv, på deres liv som den logiske familie - i modsætning til den biologiske. Thack er rejst; for mange frustrationer efter en tid, hvor Michael konstant følte, at han var der på lånt tid med sin HIV-virus. Men han møder en ny og yngre mand, Ben - på internettet; for alt er også anderledes i en verden, der nu har internet, terrorisme, 9/11, homoægteskaber og brystkræft som en del af kvindernes hverdag, som ikke længere er tabubelagt, og som har taget Mona fra dem.

Mødet med Ben er en temmelig direkte gengivelse af Maupins eget møde med hans nuværende mand, som bogen også er dedikeret til. Det er en mere nostalgisk bog med Michaels tilbageblik og sentimentalitet over tiden, der går - men det er ikke uden de sædvanlige overraskende og morsomme episoder. Der er også mere spice i den seksuelt end i de tidligere bøger; men mest af alt handler den om at finde fred med sig selv, og det liv, man ender med at leve - og at have levet.

Michaels mor er døende, og det sker ikke uden overraskende opdagelser; men da det virkelig bliver alvor, får Anna Madrigal (den excentriske landlady) et hjerteanfald, og Michael må beslutte, hvor han vil opholde sig.

Jeg har levet med de personer igennem syv bøger nu; men dette var den første, hvor ægte store tårer trillede - ikke af grin. Men fordi det er så os; de er 15-20 ældre end min generation, men der er den fornemmelse af at genkende en verden, som har ændret sig igennem de tre årtier bøgerne strækker sig over. Musikken og dansene; legetøjet eller bilerne; politikerne eller TV-programmerne; katastroferne og de kendtes bryllupper eller liv...

Nu er der kun en enkelt tilbage - og det bliver lidt sørgmodigt; med mindre Maupin har lige så svært ved at slippe sine 'børn', som han tilsyneladende - og med god grund - har haft det i de atten år?

Sure of You - Armistead Maupin

2011-07-06T10:24:00.003+02:00

Engelsk
4.-6. juli
284 sider
Dansk titel: Ikke oversat

Videre og videre i Maupins eventyrlige lille serie - nummer seks var vist oprindeligt tænkt som den sidste i serien, da den udkom i 1989. Ligesom i de tidligere bøger er der en lille tidsforskel, og det sjette bind foregår i 1988 - Brians og Mary-Anns adopterede datter, Shawna, er blevet 5 år gammel. Brian var ikke blevet syg efter den forskrækkelse han fik i femte bind, og Michael lever stadig med at holde sin HIV-virus i skak.

I slutningen af femte bind vidste man ikke, om det ville blive til en kærlighedshistorie mellem Michael og Thack - men de har nu boet sammen i to år, og mens Michael endelig har fundet den stabile kærlighed, han har søgt efter i årevis - så går det anderledes skidt for Brian go Mary-Ann.

Hun har stadig sit morgentalk-show på en lokal TV-station, men en dag bliver hun kontaktet af Burke (hendes flirt fra cruiseferien i andet bind), som tilbyder hende sit eget show på en landsdækkende kanal... men i New York. Når man er nået så langt i serien, ved man jo, hvor knyttet personerne er til San Francisco - for nogle er det homo-identiteten, men for Brian er det byen; men bestemt også hans forhold til Michael.

De to er nu partnere i Michaels gartneri, og igen trækkes de en anelse mere frem end de andre personer.

Mona har en mindre gæsteoptræden, da Mrs. Madrigal tager til Grækenland for at møde hende - på Lesbos selvfølgelig! DeDe er ikke med andet end i omtale. Fokus er på de to forhold - det, der fungerer og det, der falder fra hinanden. Det handler også om Ninja Turtles, som kom på mode dengang - om 1988-præsidentvalget, Billy Joel-sange... igen et fantastisk tidsbillede.

Det er en mere voksen bog, og det er tid for vores hverdagshelte til at tage parti i konflikterne, men også selv vurdere, hvor deres værdier ligger. Især Thack og Michael er mere "militante" end tidligere, og har svært ved at acceptere de falske dødsannoncer, hvor AIDS-døde camoufleres - eller fremtrædende homoseksuelle personligheder, som hastigt gifter sig for at fjerne skyggen af tvivl. Mary-Ann er mere optaget af at blive set med de rigtige, og pludselig brister venskaber, da hun vælger at lade sig skille fra Brian, og flytte til New York.

Det ville derfor sørgeligt no fungere fint som en afslutning på en æra, en serie, et par venskaber og den lille familie, de har udgjort i de 11-12 serien strækker sig over. Men heldigvis kom Maupin på bedre tanker - og det syvende bind udkom mange år senere! TAK!!!

Significant Others - Armistead Maupin

2011-07-04T20:41:00.003+02:00

Engelsk
3.-4. juli
316 sider
Dansk titel: Ikke oversat

Straks jeg var hjemme skyndte jeg mig at købe de sidste fire bøger i Armistead Maupins serie - jeg forventer ikke overhovedet, at de holder længe; dertil er de simpelthen for vanedannende. I den femte roman, som udkom i 1988 foregår handlingen i 1985 med offentliggørelsen af Rock Hudsons død.
Den drejer igen om de kendte personer, Michael Mouse, Brian og Mary-Ann - men også DeDe og hendes lesbiske elsker D'Or er tilbage på scenen.

Bogens handling får alle deres liv til at krydse, da DeDe og D'Or tager DeDe's otteårige tvillinger med til en lesbisk festival ude i skovene, hvor mænd er bandlyst. Den lille otte-årige Edgar må sågar forvises til et mandetelt; imens skal DeDe og D'Or igennem en mindre jalousikrise i deres forhold.

Brian opdager, at en kvinde, han har været Mary-Ann utro med er ramt af AIDS - nu er sygdommen ikke længere forbeholdt bøsser; og han er skræmt fra vid og sans af tanken om selv at være syg og have smittet sin kone. Derfor tager han på campingtur med Michael og Thack, som Michael muligvis kan få et forhold til.

Deres campingtur foregår i samme område som kvindernes festival; og for at gøre komplottet perfekt er DeDes mors nye mand, Booter, også i området. Han er del af en magtfuld gruppe af amerikanske virksomhedsmænd, som hvert år mødes for at diskutere verdenssituationen - i bogstaveligste forstand i klubben Bohemian Grove.

Med de tre fronter trukket op er der basis for intriger, men også for sjove og alvorlige temaer som Reagan-administrationen, lesbisk militarisme (eller ej?), bøssekærlighed, når man som Michael nu er HIV-positiv - men ikke mindst epidemiens gennembrud udenfor San Franciscos bøssekredse. Hvordan lever man det nye liv, hvor sikker sex optager sindene lige så meget som en svindende adressebog i takt med, at de går til begravelser hver uge. Det er dog ikke på nogen måde dystert - det er mere rørende og eftertænksomt end de tidligere bøger. Det er igen et glimrende tidsbillede af 1980'erne - da jeg selv blev ung, men ikke var gammel nok til at bekymre mig alvorligt om disse ting; og i hvert fald ikke læse om dem.

Igen blev bogen læst i nærmest et stræk, og især Brian, som i begyndelsen var den lidt irriterende type, er nu meget tilstede som person sammen med Michael. Maupins bøger har alle samtlige karakterer med i hver enkel bog; men de glider mere eller mindre i baggrunden fra gang til gang - enten er de hovedpersoner eller bipersoner. Denne var ikke mindre dårlig end de andre - overhovedet!

Une vie de boy - Ferdinand Oyono

2011-07-01T13:42:00.001+02:00

Fransk
30. juni - 1. juli
185 sider
Dansk titel: En boy's liv

Ferdinand Oyono tilhører samme generation af afrikanske forfattere som Camara Laye; Oyono er dog fra Cameroun - men omstændighederne i deres liv er sikkert ikke meget forskellige. Oyonos roman er dog ikke selvbiografisk, men fortæller historien om Toundi, som forlader sin fattige afrikanske familie i forblændelse over de hvide. De hvide missionærer kunne let lokke nye 'troende' til med noget så banalt som sukkerknald - og Toundi kan hurtigt se fidusen i at bo og leve som den hvide mand. Men præsten - hans beskytter - dør i en ulykke, og Toundi bliver houseboy hos byens kommandant, en franskmand.

De to kommer relativt fint ud af det sammen, indtil kommandantens smukke franske kone ankommer; lige så snart kommandanten er ude at turnere i bushen, har hun besøg af sin elsker - og Toundi observerer det hele. Hans fortælling er i dagbogsform om det han ser i huset, og hvordan de andre sorte tjenestefolk reagerer på den hvide mands sjove opførsel. Den franske Madame ved, at Toundi ved... og da kommandanten snart også ved, at konen er ham utro, er Toundi en torn i øjet på ham.

I stedet for ganske enkelt at fyre ham, opfinder de et tyveri; Toundi bliver fængslet og tortureret for at hævde den hvide mands sårede stolthed! Han flygter - men dør af sine sår. Det er en sikkert temmelig banal historie, og rent sprogligt eller litterært var jeg heller ikke nær så imponeret som af andre afrikanske værker, jeg har læst. Men den har jo alligevel sin berettigelse set i en historisk kontekst - bogen udkom i 1956; Cameroun kunne som et stort antal afrikanske lande fejre 50-året for deres uafhængighed sidste år. Bogen er således skrevet om den hvide mands opførsel overfor de sorte imens de stadig styrede landet; jeg er ikke en ekspert - men jeg regner med, at ikke mange turde udgive den slags litteratur på den tid.

Det er nok dens største berettigelse - sammen med den lidt ironiske facon Toundi betragter den hvide mands særprægethed på. Men det er ikke en uforglemmelig roman for det litterære indtryk!

Alabama Song - Gilles Leroy

2011-06-27T14:37:00.000+02:00

Fransk
26.-27. juni
215 sider
Dansk titel: Ikke oversat - men anmeldt i Information hér.

Tilsyneladende er der turister med litterære lyster, der hæver sig over det almindelige niveau - for det sidste af de fire magiske fund, jeg gjorde, var intet mindre en Prix Goncourt 2007; jeg havde endnu ikke læst den, selvom den også har krydset mine veje til tider.

Den prisvindende bog er en romantisering af forfatteren F. Scott Fitzgeralds kone, Zelda, som selv gjorde sig bemærket som både forfatter og maler. Mest af alt er hun dog nok kendt for at være hans kone og psykisk ustabil. Om denne tilstand var latent eller fremkaldt af Fitzgeralds opførsel og deres umådeligt udsvævende liv i 1920'ernes dekadente Europa, ved jeg ikke! Men de levede livet på kanten - hele tiden; druk, medicin, ingen fast føde, ingen fast adresse men udskejelser, der skulle eskalere i tråd med tidens tørst efter dne latter, der skulle maskere krigens sår.

Zelda fortæller selv sin historie - som ung flirtende pige, hvor hun møder den spirende forfatter, og senere til psykiatere på det utal af hospitaler og anstalter, som hun beboede fra starten af 1930'erne. Scott og Zeldas forhold var selvdestruktivt, og selvom det i høj grad inspirerede mange af hans romaner - som Natten er blid - så prægede alkoholisme og kedsomhed også deres samliv.

Hendes fortælling skifter som vanviddet styrer hendes tanker - Leroy formår at se det hele fra hendes perspektiv; og hvis man skal tro ham, gik hun igennnem perioder med en ekstrem vulgaritet i sin udtryksform. Jeg var dog ikke begejstret - for historien eller sproget; jeg forstår hendes personlighed og hendes stemningssving; men jeg forstår ikke formålet med bogen eller epilogen, som ingen mening giver. Men igen er det som med andre Prix Goncourt-bøger - jeg er sikker på, at de har fået denne fornemme pris fordi juryen ikke selv har forstået dem, men er bange for at indrømme det!

L'enfant noir - Camara Laye

2011-06-26T14:57:00.001+02:00

Fransk
26. juni
221 sider
Dansk titel: En af Afrikas sønner
Bogudfordringen 2011

De fire bøger, som skulle "redde" den sidste bogtomme uge i ferien, ville ikke holde, kunne jeg hurtigt se. Ved et rent mirakel fandt jeg et supermarked - et ægte ét af slagsen - der solgte bøger af afrikanske forfattere. Der var et større udvalg - og jeg kendte ikke mange af dem; så jeg tog på må og få. Det ene af de køb blev straks sanktioneret af ejeren af en af stamrestauranterne. Oven i købet kunne hun fortælle mig, at det er en ren klassiker, som de bruger til undervisning i skolerne i Senegal, selvom Camara Laye var fra Guinea; dog levede han slutningen af sit liv i Dakar, hvor han døde i 1980.

Fra første side var jeg fastlåst - det var afrikansk musik i ord; Layes bog er selvbiografisk, og han skrev den, da han var 25 år gammel. Han fortæller om sin opvækst i byen med faderen, som er smed - og til tider guldsmed, som er særlige højtidelige dage for alle. Han fortæller om, hvordan de bor; hvordan familiemønstrene er opbygget og om troldmænd, lokale fester, skolen og familiebesøgene hos farmoderen, som foregår til fods.

Det er ikke den elementære introduktion til afrikansk liv; hvert lands skikke er forskellige - og indenfor hvert land er der forskellige stammer. Men det er alligevel en rammende dansk titel, synes jeg - han er blot én af mange mange børn, som er vokset op på denne måde. Hvis jeg sammenligner med, hvad jeg ser i gadebilledet i Senegal i dag mere end halvtreds år efter Layes roman, kan man også konstatere, at den hverdag stadig er aktuel og ikke meget forskellig fra hans.

Det er ikke nødvendigvis desværre - for ved at læse Layes bog forstår man også den betydning familien har i deres samfund. Hans mor er knust, da han rejser til Conakry for at studere - og da han som ung mand får et stipendiat til at læse i Paris, er det hendes verdens undergang; og den naturlige reaktion for en afrikansk moder, der er vant til at leve i stammeform fra fødsel til død. Hun mener bestemt, at de hvide mennesker aldrig har haft børn, hvis de overhovedet kan fostre den tanke, at han skal forlade hende.

Det er helt almindelige dagligdags anekdoter - men for uindviede giver det en dejlig indføring i afrikansk kultur. Hvorfor den så benyttes som skolelæsning i Senegal kan man så undre sig over? Muligvis fordi man kan identificere sig med miljøet - og for at beskytte og fremme afrikansk litteratur fremfor europæisk?

Personligt var der jo mange ting, jeg kunne genkende fra Senegal, da de to kulturer er relativt ens - fx er der også i Senegal mange af Peul-stammen som i Guinea (det er jo grænselande). Jeg læste den på en dag, og hastede ned på restauranten om aftenen for at snakke om den med Marie! Jeg kunne fornemme, at hun meget gerne så, at jeg havde givet hende den bog - men den skal hjem på hylden for afrikansk litteratur! Og flere af Laye skal findes!

La croix de perdition - Andrea H. Japp

2011-06-25T14:18:00.001+02:00

Fransk
24.-25. juni
405 sider
Dansk titel: Ikke oversat

Så stor var min desperation, at jeg endte med også at læse en krimi - ellers ikke min yndlingsgenre; men heldigvis var det en historisk af slagsen af en fransk forfatter, jeg aldrig havde hørt om. Tilsyneladende specialiserer hun sig i historiske krimier, og netop dette aspekt gør, at jeg bedre kan læse dem end de afskyelige Läckberg & Co.!

Historien starter i 1209, da Béziers (en større sydfransk by) bliver afbrændt som en del af udryddelsen af katharerne. Netop katharernes historie har altid fascineret mig - der blev flere og flere positive punkter! 100 år senere flyttes handlingen til et kloster, Abbaye des Clairets, hvor forskellige personer samtidig ankommer til klosteret midt i vinteren. Den ene gruppe er en to dværge, en ulvemand og en mand med 12 fingre, som har været udstillet i en omrejsende cirkus - de gemmer samtidig på en lille pige, som ikke kan tåle dagens lys i oprigtig bogstavelig forstand.

Samtidig ankommer Arnoldus de Villanova, som var kendt for at arbejde som spion for paven parallelt med sine hverv som læge, alkymist, astrolog osv. En alsidig herre! Endelig er der en ung dame, Alexia, som inden sit giftermål vil trække sig tilbage for at filosofere, samt klosterets nye apoteker, Mary de Baskerville, som skal afløse en søster, som viste sig at være en bror.

Da alle disse personer befinder sig inden for klosterets mure starter drabene; rituelle drab, som efterligner symbolerne fra tarotkort men altid med en lille fejl. Sneen lukker dem alle inde, og jagten på morderen sætter ind. Plottet er godt, og det var ikke en nem lille krimi... det skyldes uden tvivl også, at jeg ikke kan læse den som en krimi alene, men igen måtte notere de fakta, jeg ville tjekke, når civilisationen igen var indenfor rækkevidde.

Selvfølgelig irriterer det mig lidt, at man tillægger rigtige historiske personer handlinger, som ikke kan verificeres - og jeg vil nok heller ikke købe eller læse flere af hendes romaner uden at være 'tvunget' til det som i dette tilfælde!

Loving Frank - Nancy Horan

2011-06-23T13:18:00.002+02:00

Fransk
21.-23. juni
567 sider
Dansk titel: Ikke oversat
Originaltitel: Loving Frank

Endnu en engelsk bog oversat til fransk i min rationeringsperiode i Senegal - denne skulle absolut holde i tre dage; den kunne have været læst på to - men den slags sløseri var der ikke længere plads til!

Selvom det er fiktion, er romanen samtidig en biografi af det skandaleramte par Mamah Borthwick (gift Cheney) og den berømte amerikanske arkitekt Frank Lloyd Wright. Historien er fortalt med Mamah som fortæller; til tider som indledning af kapitler som uddrag af hendes dagbog og efterfølgende som handling.

Det frustrerende ved at læse denne slags bøger langt væk fra civilisationen er trangen til at tjekke fakta! Jeg var afskåret fra internettet - faktisk også fra ganske almindelig elektricitet det meste af tiden; og jeg kendte ikke på forhånd historien om disse to mennesker. Efterfølgende har jeg fundet bekræftelse af hele historien på blandt andet Wikipedia, og det må siges at have været en barsk forelskelse!

I 1903 hyrer ægteparret Cheney den berømte arkitekt til at bygge deres nye hus; Frank er allerede kendt i byen som lidt af en skørtejæger på trods af sit ægteskab gennem mange år med hustruen Catherine - og deres seks børn. Mamah er prototypen på den tids kvinder i den mere velstående samfundsklasse. Hun opdrager periferisk sine børn, sætter blomster i vaser og går til velgørenhedsarrangmenter - ikke noget intellektuelt tilfredsstillende liv; men det forventede man næppe at hun skulle forlange.

Da hun møder Frank er det også mødet med en mand, hvor det slår gnister... fysisk, psykisk, intellektuelt! Hun forsøger at holde ham på afstand; de indleder en affære; de skilles, da Catherine opdager det og nægter en skilsmisse - og endelig indser de, at de må være sammen. En totalt uhørt handling i det puritanske USA's bedre borgerskab, og da Frank er en kendt person havner de med det samme på tabloidavisernes forsider. Især er det kvinden, der bliver hængt som moralsk uværdig - og at hendes mand nægter hende at se sine børn er kun forventet.

Mamah og Frank tilbringer derfor en del tid i Europa, men Frank længes hjem. Mamah følger ham ikke med det samme - i valget af Frank var der også valget om et nyt liv, og hun bruger blandt andet tid på at lære svensk, så hun kan oversætte værkerne af datidens hotte navn indenfor feminisme - Ellen Key! Bogen omhandler derfor også til en vis grad kvindernes kamp for stemmeret og feminismens spæde begyndelse i USA og Berlin, hvor Mamah lever en tid.

Men hun vender også tilbage til USA og til Frank; skandalen er ikke blevet mindre med tiden - igen blusser hadeskriveriet op, og man kan kun konkludere, at meget få par i dag ville have kunnet holde til en lignende hetz. Udover at se sit navn slået op på løbesedlerne og leve med ydmygelsen og den manglende sociale accept, så giver Mamah stort set afkald på sine børn. Da hun endelig forliges med sin mand og opnår sin skilsmisse, er børnene stort set fremmede for hende. I dag virker situationen jo grotesk; de er også næsten ved at forlade hinanden, da Mamah opdager, at Frank er dybt forgældet og egentlig lider af kunstnerens megalomani - men kærligheden sejrer igen og igen.

I 1911 var Mamah og Frank flyttet ind i hans nybyggede hus, Taliesin, og det er også her deres historie ender. I 1914 er Frank som så ofte væk, da en sort tjener i et raserianfald sætter ild til huset, som han på forhånd har aflåst alle steder. Mamah, som spiste sammen med sine to børn på besøg, bliver dræbt med en økse sammen med børnene og fire andre, da hun forsøger at flygte. For mange var det opfyldelsen af Guds vilje for at leve i synd - det var også nedbrændingen af Franks værk, som han genopbyggede inden det igen brændte i 1925.

Det kan selvfølgelig være svært at adskille fakta fra fiktion i den slags doku-fiktioner; men deres livshistorie er meget fængende såvel i deres individuelle som fælles passioner. Jeg er sikker på, at den faktuelt er meget korrekt - men selvfølgelig er dialog, tanker og følelser en forestilling. Men det var en levende bog, som også lærte mig en del om filosofien bag Lloyd Wright arkitektur.

Le cercle littéraire des amateurs d'épluchures de patates - Mary-Ann Shaffer/Annie Barrows

2011-06-21T12:54:00.004+02:00

Fransk
20.-21. juni
411 sider
Dansk titel: Guernseys litterære kartoffeltærteklub
Originaltitel: The Guernsey Literary and Potato Peel Pie Society

Efter blot lidt mere en uge på ferie langt fra en boghandel skete der det dramatiske, at jeg ikke flere bøger havde! De seks bøger, der skulle have varet ferien ud, suppleret med et lufthavnsindkøb var læst alt alt for hurtigt. Nærmeste reelle boghandel er i Dakar - 80 km og 2-3 timers kørsel væk! Så jeg tog til Saly, hvor der er mange hvide, og fandt efter intens søgning de stort set eneste brugte bøger i hele byen.
Det var ikke et spørgsmål om smag eller læselyst - jeg tog, hvad der var... og derfor også engelske bøger oversatte til fransk; andet fandtes ikke! Måske er det til denne slags situationer, at Det Ny Testamente ligger i en skuffe på hotellet - men nu boede jeg jo i mit eget lille hus.

Desuden var det rystende priser! For de lidt tykkere bøger (mere end 400 sider), men som trods alt var brugte, måtte jeg af med 5.500 CFA (63 DKK) - denne koster fx 61 DKK i ny version her. Men jeg havde intet valg; dog har jeg returneret de fire, jeg læste dernede, til venner, som kan sælge dem tilbage. Trods alt kostede mine fire brugte bøger tilsammen 18.000 CFA - og en høj månedsløn som ansat på de 'hvides' hoteller er 80.000 CFA!

Denne bog har jeg selvfølgelig krydset - og bladret; og jeg syntes, at den så lidt 'tynd' ud. Det er den også til tider - men den er også en ret fin lille historie med en masse sjove personer. Det hele foregår i brevform, hvilket var min primære aversion - men man bliver ikke forvirret; tværtimod ser man de forskellige personers forskellighed i form af deres måde at udtrykke sig på.

Hovedpersonen er den 30-årige forfatter Juliet Ashton, som under 2. Verdenskrig har skrevet satiriske klummer i avisen, og nu leder efter et tema til sin næste roman. Ved et tilfælde bliver hun introduceret til den litterære kartoffeltærteklub på den engelske Guernsey, som afskåret ud for den franske kyst, oplevede krigen på en noget anden og mere isoleret måde. Klubben består af en broget samling personer, og den opstår af en lige så morsom tilfældighed - hver især begynder de at korrespondere med Juliet, indtil hun tager til øen for at møde dem.

Da hun er på øen korresponderer hun selv tilbage til sin agent og sine veninder om livet derovre og de venner, hun knytter sig til. Hun ender - måske ikke helt uventet - med at revurdere hele sit eget liv og slå sig endeligt ned der. Der er humor og venskaber; men også øsamfundets særlinge og fjendskaber - og der er kærlighed selvfølgelig.

Juliet selv - og sikkert også de to forfattere - nærer en grænseløs kærlighed til bøger; som objekter såvel som for deres indhold. Netop den filosofi appellerede jo meget til mig - men på trods af den lethed var det en underholdende roman, som gled forrygende hurtigt. Faktisk så skræmmende, at jeg indså, at jeg måtte indføre læserationer for resten af ferien!