Monday, April 24, 2017

Tørst - Jo Nesbø


























  • Dansk
  • 22.-23. april
  • 524 sider

Det var totalt gået min næse forbi, at Nesbø var vendt tilbage til Harry Hole - indtil en stor stak fangede mit blik i boghandlens vindue.

Det er jo næsten tre år siden, at jeg læste tiende bind, Politi, og selvom jeg mente at have skimtet en åbning i afslutningen, så har jeg jo siden udelukkende set helt andre bøger fra hans hånd. Jeg har Sønnen stående i reolen - og der har den stået rigtigt længe uden at kunne friste mig. Jeg var slet ikke vild med Headhunterne og havde derfor ikke meget lyst til at læse de par små romaner, der siden er kommet. Betyder det så nu, at Harry er tilbage i kampen? Ikke nødvendigvis - men der er da noget mere åbning i slutningen af Tørst end tidligere. Nesbø har måske indset, at Harry Hole er hans bedste karakter?

Men som udgangspunkt er han færdig med livet som udefarende kriminalbetjent - og også med sprutten! Han underviser på Politiskolen og lever et lykkeligt liv med sin Rakel - på tredje år. Han har ikke nogen som helst planer om, at dette skal ændre sig. 

Så bliver en kvinde myrdet efter en Tinder-date; og ganske hurtigt følger en anden efter. Metoden er voldsom - de bides ihjel med et jerngebis, som morderen sætter direkte i struben på ofrene - som en anden Dracula. Harry hentes ind - mod sin vilje, og med lidt afpresning fra hans arvefjende Mikael Bellman, som står til at blive landets næste justitsminister.

Selvfølgelig vikles han hurtigt helt ind i efterforskningen, som involverer vampyreksperter og hans stedsøn Oleg. Men Rakel bliver samtidig syg, og lægges i kunstigt koma - lige, hvad der skulle til for at drive Harry helt tilbage til alle dæmonerne. 

Selve plottet skal bestemt ikke afsløres her for de ægte Harry Hole-fans; men det er en fantastisk come back-krimi! Harry er lige så forfærdelig og elskværdig, som han altid har været. Plottet er lige så overraskende og nervepirrende som i de bedste af hans tidligere krimier. Jeg var sikker på noget, som først i sidste øjeblik blev vendt helt på hovedet. Så er det jo en succes!

Med den snarlige filmatisering af Snemanden, kan man jo kun håbe på, at interessen for Harry Hole bredes endnu mere - og at det fremskynder Nesbø til at holde fast i sin antihelt!

No comments: