Tuesday, August 23, 2016

Another Day of Life - Ryszard Kapuściński



























  • Engelsk
  • 22. august
  • 159 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Kapuscinski er en af mine helt store helte indenfor rejsebeskrivelser; men han døde desværre i 2007, og mange af hans rejsebøger var da for længst udgivet. Jeg havde læst fire af dem, og troede, at det måtte blive ved det - men under læsningen af Therouxs bog om blandt andet hans rejse ind i Angola, refererede han til en bog af netop Kapuscinski. Derfor opdagede jeg til min store glæde, at der var endnu et par stykker - deraf en posthum udgivelse. De blev alle tre straks bestilt!

Another Day of Life handler nemlig om borgerkrigen i Angola, hvortil Kapuscinski ankommer i september 1975, da landet ellers er ved at blive tømt for udlændinge. Dette skete selvfølgelig som følge af revolutionen i Portugal i 1974, og dermed gik Angola imod frihed som et af de senere lande på kontinentet efter bølgen af løsrivelser i starten af 1960'erne.

Kapuscinski lever i landet i flere måneder; først i Luanda, hvor han er vidne til den hvide kolonimagts afrejse, og her er det jo interessant at se, at det ikke var en hvid velstående elite. Angola blev også benyttet som udskibningsdestination for kriminelle - eller blot for fattige arbejdere, der naivt håbede på en højere social status i det "mørke Afrika"- og så var der endelig en portugisisk hær på 70.000 mand. Det foregik derfor kaotisk, og meget gik tabt undervejs. Samtidig var byen jo lammet, da alle ressourcer som skraldemænd, brandmænd men også slagtere, bagere osv. ganske enkelt forsvandt fra den ene dag til den anden.

Men han rejser også mod fronten og tager læseren igennem nogle hårrejsende situationer og beskrivelser af denne guerillakrig, som bestod af et utal af partisangrupper baseret på religion, stammeforhold etc. Han slutter sin bog med en ABC, som giver læseren et glimrende indblik i landets historie - men meget skræmmende er det jo, at den krig først stoppede årtier efter hans afrejse i 1975 - og det bevirkede, at stort set alt dyreliv forsvandt fra landet, som Theroux beskriver så mange år senere. Da Kapuscinski var der, var processen knap begyndt og den skulle ende med at koste mange menneskeliv.

Kapuscinski er flere gange blevet anklaget for at snyde med sine historiske detaljer, og pynte på sandheden. Han var rejsereporter - og han skrev en god historie; så god, at han blev valgt til det 20. århundredes bedste rejsereporter. Muligvis - som jeg har skrevet om tidligere - er der så pyntet lidt her og der; men jeg tror ikke, at det er pure opspind ... og det er ganske enkelt enestående læsning. Og en vigtig historie for eftertiden.

No comments: